Ved det nylige bispevalg i Roskilde blev kandidaterne spurgt, om de troede på opstandelsen. Der var en, der svarede nej i første omgang. Så blev der ballade og kandidaterne måtte uddybe, hvad de forstod ved opstandelse.
Meget forenklet findes der på den ene side dem, der tror på en fysisk opstandelse af de samme knogler som ligger i kisten og på den anden side dem, der tror, at opstandelse er en symbolsk betegnelse for det livgivende i livet. Og derimellem findes sikkert lige så mange opfattelser, som der findes mennesker.
Selv tror jeg, at opstandelse både er symbolsk og konkret, men jeg tror ikke på genbrug af gamle knogler. Vi opstår som de samme og alligevel i en ny form, som jeg ikke aner noget om. Det væsentlige for mig er, at vi er genkendelige for hinanden, så relationen stadig består.
Opstandelse som forbundethed
Den tyske sociolog Hartmut Rosa er kommet frem med nogle spændende tanker på det seneste, som jeg tror kan få indflydelse på vores forståelse af, hvad opstandelse er.
Hartmut Rosa bruger begrebet resonans om følelsen af forbundethed mellem mennesker og alt levende. Resonans er en tilstand af inderlighed, hvor du bliver berørt af din omverden og berører den tilbage. Han er inspireret af romantikken og dens optagethed af, hvordan det er at være i verden.
Gennem hele oplysningstiden og også efter romantikken har vi mest af alt været optaget af, hvordan verden er: Her er jeg. Jeg er subjektet og udenfor mig er et objekt; dig, tingene, verden.
På den måde bliver alting splittet. Den fremmedhedsfølelse, som jeg tror mange mennesker har, bliver ikke mindre af det. Vi bliver skilt ad. Fremmedgjort for hinanden og lette ofre for ensomhed og depression.
Det er langt mere interessant at se på hele verden og alt i den – også os mennesker – som forbundne og relationelle. Og det er det Hartmut Rosa formår at gøre med sit begreb om resonans.
Virkeligheden er jo, at hvis en sommerfugl vifter med sine vinger i Sydamerika, kan det have indflydelse på vejret i resten af verden. Alting er forbundne og fjerner du en faktor, så rykker du også ved en anden. Tager du penicillin, så ændrer du på din bakterieflora og en anden svamp eller bakterie vil få gunstigere vilkår, når den første slås ned. Det er utopi at tro, at vi kan lave et lukket system, hvor vi kan se på hver enkelt ting for sig og lave ændringer uden at det ændrer på mere.
Opstandelse som bevægelse ind i Gud (og fællesskabet)
Begrebet resonans optager også Niels Henrik Gregersen, der er dogmatiker ved Københavns Universitet. ”Ind i fællesskabet” kalder Gregersen sin seneste bog.
Gregersen pointerer, at et fællesskab er noget andet end et kollektiv. Hvor et kollektiv er konformt og ensartet rummer et fællesskab en flerhed af personer med hver sin vilje, hver sine relationer og hver sine holdninger. Det handler altså ikke om at være ens eller blive ens, men om at have strenge til hinanden, der binder sammen i fællesskaber, som der kan være flere af.
Tilværelsen kan ikke lægges ud som noget lineært med faser og sekvenser, som vi ofte gør det – og som vi kender det fra matematikken. Vores liv har tværtimod
”fluktuerende overgange mellem forskellige sindstilstande alt efter de oplevelser, genstande og personer, som vi står i forhold til. … Der er glidende overgange mellem at være rask og syg og vi skal sikkert være glade for, at vi lever i en gennemgående illusion om, at vi selv er nogenlunde raske, indtil vi får andet at vide…. Det kunne lige så godt have været mig, tænker vi, når vi hører om et dødsfald – og skynder os at tænke på noget andet.”
Alt er viklet ind i hinanden. Vores liv. Guds liv. Tiden nu og tiden før og tiden efter. Derfor er opstandelsestro ifølge Gregersen også først og fremmest en ”basistro, som går ud på at have del i en større kraft, der er i gang i dag, ligesom den var i gang i går og igen vil være det i morgen.”
Det evige liv drejer sig om en opstandelse ”ind i Gud”. Og da Gud er alle vegne, kan man også sige, at opstandelsen er en bevægelse ind i universet.
Verdensrummet som en delmængde af det evige liv i himmelrummet
Jeg synes, at Gregersens tanker passer ret fint med det forenklede billede, jeg plejer at bruge på livet her i verdensrummet, som en delmængde af det evige liv i himmelrummet. Vi opstår altså ind i noget større, ind i himmelrummet eller ind i fællesskabet, som Gregersen foretrækker at kalde det.
Og måske netop også derfor har vi så svært ved at begribe det, når nogen dør. Vi kan ikke mærke, at de er borte, fordi de stadig er her! Viklet ind i vores liv. Blot ikke på en for os synlig måde. Vi er i det lille rum og de er i det store himmelrum, som omkranser vores.
Måske du ligesom mig ville ønske, at vi kunne se de opstandne på samme måde som kvinderne og disciplene kunne se Jesus i de 40 dage fra påskedag til Kristi himmelfart.
Som min veninde, der havde lavet en aftale med sin mor om, at hun skulle give et tegn på den anden side af døden. Tegnet kom aldrig og derfor bruger min veninde ikke længere tid på at tro på opstandelsen. Hun bruger tiden på at undervise børn og vække liv i dem.
Jeg tænker, at det også er meget bedre og måske netop grunden til, at vi ikke får tegn fra de døde. Fordi vi skal koncentrere os om livet her, mens vi er her og siden kan koncentrere os om det evige liv.
