Tomme er de fleste påskeæg. Tomme som graven, da Jesus genopstod. Men det betyder ikke, at vi skal føle tomhed. Det tomme påskeæg og den tomme grav symboliserer mysteriet. Det, at du ikke kan finde svaret ved at kikke ind, ud eller op: Ind i dig selv, ud på de andre eller op på stjernehimlen. Du bliver nødt til at stole på, at mysteriet virker, selvom du ikke forstår det og ikke kan sætte det på matematisk formel.
Alligevel har vi gennem kirkens historie på alle mulige måder forsøgt at komme nærmere på Gud. Hvor er Gud? Hvordan ser Gud ud? Hvordan bliver noget skabt? Hvor bliver de døde af? Kan nogen overhovedet opstå? Og til hvad? I Schweitz har de under jorden en 27 kilometer lang cirkulær tunnel med en partikelacceleratormaskine, som forsøger at gentage skabelsen. En Big-Bang maskine.
I mange år har det været nødvendigt for teologer og præster og troende mennesker at forsvare deres tro. Interessant nok er der nu ved at ske en vending, så fokus ikke længere er på, hvorfor du skal tro, men på hvad det gør for dig. Hvad giver det dig at tro?
Vi plejer at sige, at det mest er for kvinder, alt det der med tro, men der er ved at ske en forandring. Flere og flere mænd begynder at gå i kirke og at læse i biblen og søge efter svar. Svar på, hvad de kan fylde ind i deres liv i stedet for den tomhed, som de føler lige nu.
I England har en ny undersøgelse vist noget lignende. ”The Quiet Revival”, den stille vækkelse kalder de det derovre. En rapport som Bible Society har fået You Gov til at producere, viser, at kirkegangen i løbet af de seneste seks år er steget med halvtreds procent. Mest bemærkelsesværdigt er det, at det er Generation Z (født mellem 1995 og 2012), der leder an. I 2018 var det blot 4 procent af de 18-24-årige, der gik i kirke. I 2024 var det 16 procent – og blandt unge mænd hele 21 procent. Det betyder, at hver femte unge knægt i England går regelmæssigt i kirke.
Undersøgelsen siger også noget om, hvilken form for kristendom, de søger. Der er tilgang til to trossamfund: Den katolske kirke og Pinsekirken.
Hvad er det de to trossamfund kan, som vi protestanter måske ikke er så gode til? Jeg gætter på, at det lige nøjagtigt er at give mysteriet plads. At tydeliggøre, at alt ikke skal fattes med hovedet. At noget godt må være umuligt at forstå, men i stedet kan gribes med hjertet.
Det var lidt det samme, der skete tilbage i 1865, da den første frie grundtvigske menighed opstod i Ryslinge under vækkelserne i Danmark. Efter en lang periode med rationalisme, savnede folk at høre om meningen med livet. Der skal være noget både til forstand og til hjerte, som Grundtvig formulerede det.
I Danmark er majoriteten af nyuddannede præster nu konservative, forlyder det. De er gode til at forkynde, siges det også. Men er der frihed i forkyndelsen? Det vil for mig være afgørende.
Da Jesus var genopstået, er der en fortælling om disciplen Thomas, der ikke vil tro, hvis ikke han kan få lov at stikke sin finger ind i Jesu naglemærker. Det får han lov til. Og selvom Jesus siger, at ”salige er de, som tror uden at have set”, bliver Thomas tvivleren ikke sat udenfor fællesskabet. Der er også plads til ham hos Jesus.
Jeg tror, at vi som kristne er sat fri til at tænke selv. Vi får med dåben givet en kærlighedserklæring fra Gud om, at vi altid allerede er elsket af Gud – og så er det vores opgave at finde ud af, hvordan vi kan elske videre. Det må vi selv tænke og handle os til med det anker, at vi kan søge tilgivelse hos vores medmenneske og hos Gud, når vi kommer til at fejle og svigte.
Kristendommen er ikke en lovreligion, men en frisættende livstydning. Og derfor er det vigtigt, at vi alle husker at give vores tro videre. Ikke som svar, men som samtaler, hvor vi deler hinandens synspunkter og holdninger og søger at blive klogere på livet i stedet for at stå fast på et facit.
