”Ellers tak”, sagde en ung mand, da jeg tilbød en oblat. ”Jeg faster”. – ”Det er helt okay” svarede jeg og gik videre til den næste. Efter gudstjenesten talte jeg med den unge mand. Han var fra Syrien og kom til Danmark som elleveårig. Han var sunnimuslim og det var ramadan og derfor fastede han.
”Som kristne har vi også fastetid nu”, fortalte jeg og han spurgte nysgerrigt ind til, hvad det betød og hvordan kristne faster. Han havde altid været nysgerrig på kristendommen, fortalte han mig.
Jeg fortalte ham, at vi i kristendommen i løbet af et kirkeår har forberedelsestider op til vores tre store højtider; jul, påske og pinse. Fastetiden er vores forberedelsestid til påske. I gamle dage fastede man efter fastelavn og frem til påske. Man afholdt sig fra at spise kød og hvidt mel. Man spiste med mådehold. En god bivirkning ved det var, at man på den måde kunne spare op og få råd til at feste og fråse, når højtiden kom. Jeg fortalte også, at kristne er begyndt at faste igen. Nogle faster fra sukker, alkohol eller digitale medier eller hvad de nu er blevet for besat af.
”Men hvordan faster man rigtigt?” spurgte han mig insisterende og jeg måtte blive ham svar skyldig. I kristendommen er der ingen facit på det. Der er ingen klare svar på, hvordan du er en god kristen og hvordan du skal faste rigtigt. Du er nødt til at tænke selv og hele tiden afgøre, hvad der lige nu giver mening. Og øverst og højest står altid det dobbelte kærlighedsbud: ”At du skal elske Herren din Gud og din næste, der er et menneske, som dig selv”.
Problemet er, at vi hele falder i. Vi fejler. Igen og igen. Og derfor må vi hele tiden række ud og holde os til Guds tilgivelse og barmhjertighed. Ligesom katten forsøger at gøre dig glad ved at lægge mus på din dørmåtte og vise dig, hvor dygtig den er. På samme måde fristes vi også hele tiden til at gøre ting for hinanden i håb om at blive rost og få at vide, hvor dygtige vi er. Jeg kender en kvinde, hvis mand konsekvent lader stakken af rent vasketøj, rene viskestykker og rene karklude ligge fint foldet sammen på køkkenbordet, i stedet for at lægge dem ned i skuffen. Det er ligesom med små børn, der kommer hen til os med noget, de har lavet og så siger vi: Hvor er du dygtig – og siden efterstræber de den ros. Som voksne overfører vi det på vores Gudsforhold og vil gøre Gud glad ved at vise os.
Men Gud ønsker ikke, at vi skal vise os på den måde. Som et en-mands show. Hvis du gør gode gerninger for at gøre Gud glad – for at Gud skal lade dig komme i Paradiset eller på anden måde belønne dig, er det ikke kristendom. Næstekærlighed er en ubetinget fordring. Det Gudsrige, som Jesus forkynder, eksisterer, når vi elsker uden betingelser. Det er det, der er hele pointen i kristendommen. Gud ønsker ikke, at vi skal vise os hver især. Gud insisterer på, at vi skal vise os for hinanden. Og det er noget helt andet.
På et tidspunkt møder Jesus en fremmed hedensk kvinde og Jesus afviser hende, da hun beder om hans hjælp. Hun hører ikke til hans folk og han er ikke sendt for at hjælpe hende, men da hun insisterer, viser Jesus sig for hende. Han træder til som hendes næste og helbreder hendes datter.
På samme måde kan vi alle når som helst bede til Gud og insistere på, at Gud bønhører os. Og gør vi det, er der en god chance for at blive hørt. Ikke, fordi vi fortjener det, men fordi vi ligesom kvinden og Jesus insisterer. Og derfor behøver vi som kristne ikke at faste, men vi kan, hvis vi synes.
Vi skal ikke faste, hverken for at få ros af Gud eller af andre mennesker. Faste giver kun mening, hvis det hjælper dig til at fjerne fokus fra ting, som besætter dig og derfor er ødelæggende for dig selv, så du glemmer fokus på din næste.
