Vielse
At sige ja til hinanden er kæmpestort og betydningsfuldt. Også selvom det ikke umiddelbart ændrer på den hverdag, I sikkert allerede har sammen. For de fleste sker der ikke nogen fysisk ændring. I bor det samme sted, har de samme forpligtelser og børnene er de samme. Mest af alt er det stort og dejligt at vide, at et andet menneske har truffet et valg om at leve sammen med dig altid.
Det er meget romantisk at blive gift, men det, man i virkeligheden gør, er at lave en aftale om, at ligegyldigt hvad der sker, vil man blive sammen. På de dårlige dage minder vielsen én om, at den anden fortjener at blive elsket med alt det, han eller hun er. Man skal ikke undervurdere, hvor betydningsfuldt det er at sige ja til hinanden i et kirkerum, hvor alle dem, man holder af er med.
Hvad er forskellen på et rådhusbryllup og et kirkebryllup?
Nogle tror, at rådhusbrylluppet er det lille og kirkebrylluppet det store med fest og romantik, men sådan behøver det ikke være. Et kirkebryllup kan holdes i det små og uden andet end to vidner, på en hverdag eller efter gudstjenesten, hvis man har lyst til det.
Den væsentlige forskel på rådhuset og kirken er, at mens man på rådhuset kun siger ja til at ville være ægtefolk, så siger man I kirken ja to gange – ja til at være ægtefolk og ja til det værdimæssige: At man vil elske og ære hinanden til døden skiller én ad.
Så bliver der tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
Forskellen på vielse og kirkelig velsignelse
Vielsen er juridisk gældende. Derfor skal I forud for vielsen udfylde en ægteskabserklæring på jeres bopælskommunes hjemmeside. Derefter modtager I en prøvelsesattest fra kommunen, der skal gives videre til præsten, som udfærdiger en vielsesattest. Det kan tidligst gøres fire måneder før vielsen finder sted.
En kirkelig velsignelse er ikke en juridisk handling. Den foretages, når parret i forvejen er blevet viet på rådhuset. Mange får også en kirkelig velsignelse på deres sølvbryllupsdag eller guldbryllupsdag.
Kontakt præsten for at aftale vielse eller velsignelse
Hvis I ønsker en kirkelig vielse eller velsignelse, skal I aftale dato og kirke med præsten. I aftaler også dato for en vielsessamtale, som skal ligge cirka en måned før handlingen finder sted. Til samtalen taler vi om jeres salmeønsker og ønsker i øvrigt for dagen. Kontakt valgmenighedspræst Malene Rask Aastrup på maa@ryvm.dk.
Vi tog præsten med til Lolland
"Vi er dybt beæret over at Malene tog hele vejen til Lolland for at vie os. Det var en længe ventet dag, og at det lige var Malene der skulle vie os, bandt så fin en rød sløjfe om vores liv og hverdag. Det, at Malene kunne vie os, betød utrolig meget for os, da hun kender vores hverdag og byen, som vi holder så utrolig meget af. Hun så os for hvem, vi er og bandt det sammen i en smuk, følelsesladet og humoristisk fortælling, som alle kunne genkende.Tag præsten med jer
For at kunne benytte præsten i Ryslinge Valgmenighed til en kirkelig handling som vielse, skal mindst én af jer være medlem. En af fordelene ved at være medlem af en valgmenighed er, at man har større frihed til at blive viet der, hvor man har lyst.
Vielsen kan foregå i Nazarethkirken i Ryslinge eller i jeres lokale sognekirke. Inden for de seneste år er det også blevet muligt at få en vielse i det fri, forudsat at I selv er villige til at opfylde nogle kriterier omkring begivenheden. Tal med præsten om jeres ønsker, når I aftaler dato for vielsen.
Musik i kirken
En af valgmenighedens hjørnesten er sang og musik, og til en vielse skal der naturligvis være musik. Både som ind- og udgangsmusik, men også under selve vielsen. Har I lyst til musik ud over orglet eller klaver, har I også mulighed for det. Aftal med præsten, hvad I ønsker til vielsessamtalen.
Her er forslag til ind- og udgangsmusik under vielsen:
Præludier
Rinck: Festpræludier i G Dur (to forskellige – kan også fint bruges til postludie)
Prins Jørgens march
J.S. Bach: Præludium i F dur (fra “8 små præludier og fugaer”)
Pachelbel: Canon (hvis det skal være mere stilfærdigt)
Postludier
Mendelssohns bryllupsmarch
J.S. Bach: Præludium I C-Dur (fra “8 små..”) (kan også fint bruges til præludium)
Gordon Young: Prelude i classical style (uddrag)
Pachelbel: Toccata