Dåb

Alle børn har krav på at få et navn inden de er et halvt år gamle. Hvis ikke man er døbt inden for et halvt år, skal man navngives og kan så siden blive døbt. Ved dåben velsignes det lille barn, der er kommet i familien og vi beder Gud være med barnet gennem hele livet. Med dåbsritualet bliver barnet medlem af valgmenigheden og dermed folkekirken.

Samtale med præsten inden dåben

Hvis du har et barn, som du ønsker døbt eller du selv ønsker at blive døbt, så kontakt præsten og find en søndagsgudstjeneste, som kan passe ind i din kalender. Derefter mødes du med præsten til en dåbssamtale. Under samtalen taler vi om gudstjenesten, hvilke salmer I har lyst til at synge og hvem, der skal være faddere.

Samtalen er også præstens og forældrenes eller dåbsbarnets mulighed for at lære hinanden at kende og tale sammen om livet og kristendommen i det hele taget. Præsten kommer gerne ud og besøger jer, men vi kan også mødes i kirken og præstegården.

For at lave en dåbsattest skal præsten bruge: Barnets navne
Cpr-nummer Navne og adresser på mellem to og fem faddere (der alle skal være døbt og have nået konfirmationsalderen).

Faddere som dåbsvidner

Fadderne er juridiske vidner på, at barnet er døbt og rent menneskeligt vigtige personer i barnets liv og dannelse. Fadderne siger ja til at hjælpe forældrene med at oplære barnet i den kristne tro. Barnet bliver under dåben båret enten af en af forældrene eller en af fadderne. Hvis en af fadderne bærer bliver vedkommende noteret som barnets gudfar eller gudmor.

Dåben er en gave 

Det er en kæmpe gave og opgave at få et barn. Når vi som forældre kommer til kirke, så kommer vi for at takke, men vi kommer også for at lægge noget af det tunge ansvar fra os i kirkedøren. Kun Gud kan være hos barnet hele tiden, fysisk og mentalt. Vi gør vores bedste, men bliver aldrig perfekte som forældre.

Dåben er en gave, en velsignelse til barnet, så det kan vide, at Gud er som en god far og aldrig vil forlade det hverken på lyse eller mørke dage.

Nu hører jeg til et sted

Især som barn følte jeg mig udenfor, fordi jeg ikke var døbt. Jeg ville ikke være anderledes end de andre og har, om nogen, gået meget i kirke. Fulgt med mine klassekammerater til konfirmationsforberedelse bare for at se, hvad det var.

Da jeg fyldte 60 år, skulle det være. Jeg holdt en fest og inviterede til gudstjeneste inden. Min mand og mine børn var med som vidner. Det var en meget rørende og stemningsfuld dag. Nu ved jeg, at jeg hører til et sted. Et sted, hvor jeg kan gå hen og hente hjælp, hvis jeg har brug for det. Det betyder noget.
Pia

Voksendåb 

Nogen vælger voksendåb, fordi de ikke blev døbt som børn. Andre er religiøst søgende og har fundet ståsted i kristendommen eller ønsker at konvertere fra en anden tro. Som ung eller voksen, der skal døbes, har du to dåbsvidner som ved barnedåb, men du knæler selv ved døbefonten og siger selv ja til trosbekendelsen.

Når du vil døbes, mødes du med præsten inden og taler om dåben og det at blive døbt. Kontakt præsten og aftal tid til en samtale.

Nogle voksne er blufærdige omkring at skulle døbes. I så fald mødes vi uden for kirketid med de mennesker, som du ønsker skal være med ved dåben –  minimum en mere foruden præsten, så der er to vidner, der juridisk kan bevidne, at dåben har fundet sted.

Hvorfor dåb?

Vi døber vore børn, fordi vi ønsker, at de skal vide, at verden er større end det, vi kan se og forstå. Set udefra kan et menneskeliv ligne en myres. Vi fødes, knokler derudad og en dag dør vi – og det var så det. Kristendommens budskab er, at der er mere end det! Der er et formål og en rød tråd i alle menneskers liv, som forbinder os.

Formålet er kærlighed og den røde tråd er Gud, der væver os alle sammen ind i en kæmpe Guds gobelin a la den, vi kan se om Danmarkshistorien på Christiansborg. I tæppet er der både synlige og usynlige tråde. De synlige er alle os levende og de usynlige tråde er dem, som er døde. De er i et andet rum, som vi ikke kan se ind i. Det rum, vi kalder himmelrummet, Paradis, det evige liv.

Dåb3

En dejlig dag

Hele familien var med, da lille Villads blev døbt. Det var en dejlig og bevægende dag.
Dorte

Tilvalgte dåben

Min mand synes ikke, at det var nødvendigt med dåb, men jeg insisterede. Det endte med at blive en helt fantastisk og meget betydningsfuld dag for os alle.
Karen
Scroll to Top