”Jeg er et mirakel”. Sådan siger Henrik Goldsmidt om sig selv, når han fortæller om sin jødiske familie og hvordan de overlevede Anden Verdenskrig. Jeg var så heldig at høre foredraget på Ryslinge Højskole denne sommer. Henrik Goldschmidt fortalte, at en onkel endte i koncentrationslejr i Frankrig, men fik bestukket franske betjente og endte på Cuba. Han lignede Winston Churchill med stor mave og stor cigar. En tante, der var lærerinde i Berlin blev lagt nederst i bunken af folk, der skulle deporteres, fordi betjenten godt kunne lide hende. Henriks farfar blev hentet til Danmark, fordi de skulle bruge ham som ingeniør – og nåede siden at flygte med kone og børn til Sverige. Mange forsvandt, men Henriks familie overlevede. ”Jeg er et mirakel”, sagde han, og hans øjne lyste af intensitet og nærvær.
For første gang forstod jeg, hvad det vil sige at være jøde og føle sig udvalgt. Jeg blev næsten misundelig over den stærke bevidsth,ed, som Henrik Goldsmidt havde om sin værensgrund. Jeg ønskede inderligt, at det var mig selv, der havde det som ham og jeg ønskede lige så inderligt, at alle andre måtte føle det samme. At det ikke kun er ham, der skal mærke det, men at du også må mærke, at du er et mirakel.
Mentalt overlevede Henrik Goldshmidts familie, fordi de havde musikken. Hver dag spillede og sang de. Gamle, monotone og hjerteskærende sange, som alle kunne synge med på. Henrik blev selv musiker og endte med at sidde hver aften og spille i orkestret på Det Kongelige Teater. Et kæmpe privilegium.
En prædiken af overrabbiner Bent Melchior ændrede imidlertid Henriks liv. Det var i forbindelse med krigen på Balkan og Bent Melchior fortalte om folk, der intet havde og var flygtet og boede i lejre i Danmark. ”Har I hørt den historie før?” spurgte han de andre jøder i synagogen. ”Ja” svarede de. ”Hvor er I? Hvor er det jødiske samfund nu, hvor andre lider?” skændte Bent Melchior. Henrik Goldschmidt følte sig forlegen over sin egen magelighed. Han gik hen til Bent Melchior og sagde: ”Jeg er jo hverken læge eller sygeplejerske. Hvad godt skal jeg kunne gøre?” ”Du er musiker. Afsted med dig!” svarede Bent Melchior og Henrik Goldsmidt huskede sin farmors ord: ”Du kan reparere med musik”.
Henrik Goldschmidt tog ud til asylcenteret og spillede musik for flygtningene. Sange, som han troede var jødiske, viste sig at være kendte melodier også på Balkan blandt andre religioner. Senere lavede Henrik Goldschmidt et orkester: ”The Middle East Peace Orchestre”. Som han selv ironisk sagde: ”Så havde man da ikke lovet for lidt!” De turnerede hele verden rundt. Med tiden gik det op for Henrik Goldschmidt, at formålet med orkestret ikke gik i opfyldelse. Deres publikum var de i forvejen fredselskende og ikke dem, som orkesteret ønskede at få opmærksomhed fra. Orkesteret blev opløst og Henrik Goldschmidt fandt på en ny måde at nå frem med sin musik. Goldschmidt tog til Israel og rejste ind i det palæstinensiske område og spillede musik med de muslimske børn derinde. Det gik sådan set godt, indtil en bølge af selvmordsbombere ramte Jerusalem og det viste sig, at det var ældre søskende til netop de børn, som Henrik Goldschmidt underviste.
”Hvorfor bruger du tid på terrorister i stedet for at bruge tid på vores egne børn?” spurgte Goldschmidts jødiske venner vredt. Han blev i tvivl om sit projekt og rejste hjem til Danmark, hvor han oprettede ”Goldschmidts musikakademi”, som han driver i dag. Gratis musikundervisning til børn på Nørrebro og i Nordvest. Det er blevet en kæmpe succes.
Da Goldschmidt var færdig med at fortælle om musikskolen, var der ikke et øje tørt, inklusiv hans egne. Han var selv blevet lidt af en helt og fik stående applaus. Det hele blev næsten lidt for meget og jeg blev i tvivl om, hvorvidt Goldschmidt selv troede på sin historie om sig selv som mirakel og mirakelmager? Eller var hans udsagn mere et ønske end en konstatering? Ligesom den danske musiker Andreas Odbjerg, der synger, at han var et mirakel fra den dag han blev født, samtidig med, at han ikke undlader at fortælle, at han aldrig fik 12 og i det hele taget tvivlede og stadig tvivler.
Det er kristendommens pointe, at du er et mirakel fra den dag, du bliver født. Vi har svært ved helt at mærke det og forstå det, men hvis vi tænker på dengang, vi var børn, tror jeg, at vi kan genkalde os følelsen. Følelsen af at være okay præcis som du er uden at skulle gøre dig fortjent til det, hverken ved at stå på en scene og synge popsange eller ved at holde foredrag og vise din familie, at det ikke var forgæves, at de overlevede, så du kunne blive til. Du er et mirakel, fordi du er skabt af Gud. Det skal du sige til dig selv hver morgen, når du ser dig i spejlet: ”Jeg er et mirakel!”
