Af Ida Broholm, praktikant valgmenigheden august-december 2021
Jeg har været med til alt fra gudstjenester, begravelser, babysalmesang, konfirmationsforberedelse, Krea-aftner og plejehjemsgudstjenester til Natkirke i min tid som praktikant i valgmenigheden. Jeg har særligt lagt mærke til, hvordan jeg bliver i godt humør af at være sammen med andre. Jeg har opdaget, at det ikke er vigtigt, om man har noget særligt til fælles. I begyndelsen var jeg bange for, at jeg ville have svært ved at deltage i snakken, når kaffen kom på bordet, men det har slet ikke været noget problem.
Jeg har opdaget, hvor meget det betyder at blive hilst på, men også hvor meget mere det betyder, når nogen kalder mig ved navn. Når jeg deltager i noget, er det ikke sikkert, at jeg får øje på én, jeg genkender, og det er dér, det betyder allermest at blive genkendt. Det giver mig en tryghed, som jeg ikke vidste, det kunne.
En dag da jeg gik en tur med min mor, var der en, der råbte: ”Hej Ida”. Jeg blev simpelthen så glad, men jeg tænkte, at det umulig kunne være mig, hun prøvede at sige noget til. Min mor sagde, at det nok var en anden, der blev talt til, og jeg gav hende hurtigt ret. Hvorfor skulle nogen hilse på mig?
Senere samme uge øvede jeg helligtrekongerspil med en masse børn. Jeg blev spurgt af en af pigerne, om jeg ikke havde hørt hende, da hun prøvede at hilse på mig. Det måtte jeg indrømme, at jeg havde, men at jeg ikke troede, at hun mente mig. Det siger noget om, hvor sjældent det sker, eftersom jeg ikke troede, det kunne ske. Men også hvor meget, det kan betyde eftersom jeg blev så glad.
Jeg har opdaget, at det er noget, som går igen i valgmenigheden i alle aldersgrupper – helt fra de yngste til de ældste: Man hilser på hinanden og anerkender hinanden ved at nævne hinandens navn.
Jeg synes selv, at jeg er ret så dårlig til at sige mere end ”hej”, når jeg møder nogen på min vej. Oftest er jeg for optaget af min telefon, noget musik eller bare slet ikke rigtigt tilstede. Jeg ”glemmer” at se, hvem der er omkring mig, og derfor får jeg kun sagt ”hej” og ikke navnet, når jeg ser én, jeg kender.
Nu har jeg givet mig selv en opgave: Jeg vil øve mig i at sige ”hej” og nævne navnet på den, jeg hilser på. Jeg har fundet ud af, hvor glad jeg selv bliver af det. Det vil jeg gerne prøve at give videre til andre. For det at blive genkendt betyder ufatteligt meget.
