”Hvis der fandtes en telefon op til himlen, ville jeg fortælle dig om alt det smukke, der er i livet. Om hvordan solens lys vandrer i vandet. Jeg ser dig svømme, mens jeg bliver på sandet. Om hvordan sneen daler ned ad mine kinder, mens jeg tænker på vores gode minder. Hvordan farverne på en tegning bliver til live og får varmen inde i mig til at blive. Det er noget af det smukkeste i livet. Hvis der fandtes en telefon op til himlen, ville jeg fortælle dig om alt det smukke, der er i livet med den kærlighed, du viste mig!”
Digtet her hørte jeg læst op af en ung kvinde. Hun fortalte, at hun for under et år siden mistede sin bedste ven. ”Det har påvirket mig totalt meget” sagde hun og fortsatte: ”Derfor har jeg skrevet et digt, som jeg håber du kan bruge!” Den unge kvinde er journalist ved TV Glad og de havde for nylig en helt særlig samtale med musikeren Thomas Helmig. En samtale, som var ærlig og mere velment end samtlige samtaler, jeg længe har hørt på TV. Inden de gik i gang, hilste de på hinanden. Omkring tyve unge journalister. Hver og en sagde god dag til Thomas Helmig, gav ham hånden og fortalte, at de havde glædet sig. Og da samtalen var forbi, gav de hånd eller et knus og sagde tak igen. På en ligeværdig måde. Både Thomas Helmig og journalisterne.
TV Glad er en tv-kanal, hvor alle journalisterne er udviklingshæmmede. De har en ”vævefejl i kysen”, som en af dem udtrykte det. Andre vil nok kalde det en funktionsnedsættelse. En funktionsnedsættelse, som vi andre kunne lære noget af, vil jeg påstå. Det er nemlig værd at overveje, om ikke vi andre med fordel kunne skrue ned for nogle af vores funktioner og op for de funktioner som de udviklingshæmmede journalister brillierede med i det interview.
Da samtalen var ved at være ovre, sagde Thomas Helmig: ”Jeg vil gerne rejse mig og sige, da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til det her, havde jeg ingen betænkninger. Jeg sagde ja. Jeg tænkte, at det nok ville blive interessant. Det har fuldstændig oversteget min fantasi. Jeg håber bare, at I også er glade og fik jeres svar!” Og som en fuldstændig ligesindet svarede en af journalisterne ham: ”Hej Thomas. Jeg håber, du kommer videre i teksten!”
En anden journalist rejste sig for at stille sit spørgsmål, men måtte først lige synke. Han sagde:
”Jeg sidder og er rørt, så jeg skal prøve at se, om jeg kan komme videre nogenlunde. Vi skal jo blive her på jorden og der er utrolig mange ting, som vi kan sætte pris på, som vi skal sætte pris på. Hvad sætter du pris på her i livet?” Et fuldstændig ligeværdigt spørgsmål, som er opstået ud af en oprigtig interesse efter at dele egne erfaringer om sorg med Thomas Helmig. Samtalen viste på fornemst vis, at fælles erfaringer forbinder os med hinanden og gør livet rigt.
Jeg hører det samme klinge med, når Kong Frederik den tiende i sit Konge-ord siger: ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”. Gud er ikke nævnt, men til gengæld har Konge-ordet ændret sig fra at have kongen i centrum til at have os alle i centrum. Vi er forbundne og forpligtet på hinanden alle os her i kongeriget Danmark.
Men hvad så med dem udenfor kongeriget? I Biblen bliver det Abrahams helt store problem. Da Gud lovede Abraham, at hans slægt skulle blive lige så talrig som himlens stjerner, troede Abraham, at velsignelsen kun gjaldt hans afkom i direkte led. Derfor blev det også et ret stort problem, at Sara var gammel og de blev ved med at vente på de børn, som Gud havde lovet Abraham. Og da barnet kom blev det kun til det ene. Isak. Og selvom Isak fik tvillinger, så varede det noget tid, før folket blev til de tolv stammer, som det jødiske folk menes at nedstamme fra.
Som kristne tolker vi folket som folk. Alle folk. Og derfor kunne et Jesus-ord have lydt sådan her: ”Forbundne, forpligtet, for alle!” For det er netop, hvad Jesus vil sige; at alle er inkluderet af Gud. Inkluderet netop som journalisterne fra TV-Glad inkluderede sig selv og pop-kongen som forbundne og forpligtede på hinanden.
