Uddrag af prædiken, 1. søndag i advent 2020
At gå igennem porte og ind ad døre er et spændende og interessant billede på vores liv. I gamle dage blev byportene åbnet hver morgen og lukket igen ved aftenstid, så fremmede ikke kunne komme ind og være en trussel for byen. Vi lever i et land, hvor der ikke er byporte og vejspærringer. Vi kender kun fornemmelsen fra vores grænse til Tyskland, hvor vi måske har prøvet at glemme passet eller oplevet fremmede, der gerne ville ind og ikke fik lov til at komme det. Eller som for nogle år siden, hvor vi havde flygtninge, der kom vandrende af vores motorveje og vi ikke vidste, om vi skulle stoppe dem eller lade dem komme ind.
Nordjyderne prøvede noget, der mindede om byporte, da kommunegrænserne blev lukket ned. Da jeg hørte om nedlukningen i radioen, kunne jeg mærke en kvælende fornemmelse af indelukkethed ved tanken. Vi oplever gudskelov kun sjældent den form fra frihedsbegrænsning, men rent billedligt skal vi hele tiden igennem både velkendte og nye døre og det er ikke altid vi ved, hvad der gemmer sig bag den næste dør, og om vi vil blive lukket ind. Den første dag i børnehaven, den første dag i en ny skole, den første dag på et nyt arbejde, at gå ind til fest, hvor man ingen kender, at miste sin kære og skulle gå alene ud. Der er mange døre, vi skal igennem.
Den forkerte dør
Åbne og lukkede døre er et motiv, som den engelske forfatter C.S. Lewis tager op i sin Narnia-kronologi. Mange af jer kender fortællingen om ”Heksen, løven og garderobeskabet”, hvor en gruppe søskende går igennem et garderobeskab og ender i landet Narnia. Den fortælling er den tredje i en række på syv og jeg vil gerne begynde med begyndelsen. Det første kapitel i den første bog hedder ”Den forkerte dør” og C. S Lewis skriver som det første (i Troldmandens nevø):
”Denne historie handler om noget, der skete for længe siden, da din oldefar var barn. Det er en meget vigtig historie, fordi den viser, hvordan der oprindelig opstod forbindelse mellem vores verden og landet Narnia.”
Dengang boede der i London en pige ved navn Polly Plummer.
”Hun boede i et af en lang række huse, der alle hang sammen. En formiddag, hvor hun var ude i baghaven, stak en dreng hovedet op over muren inde fra haven ved siden af. Det blev Polly meget forbavset over, for der havde aldrig før boet børn inde i det hus.”
De to børn Polly og Digory kommer nu på eventyr sammen.
”Deres eventyr begyndte hovedsagelig, fordi det var en af de mest våde og kolde somre i årevis. Det tvang dem til at holde sig inden døre. Det er fantastisk, så meget man kan udforske med en stump stearinlys. Polly havde for længst opdaget, at hvis man åbnede en bestemt lille dør oppe i loftspulterkammeret i hendes hus, kunne man … komme ind i en mørk gang.
… Hør jer, sagde drengen. ”hvor lang er den tunnel egentlig?
Polly vil vise Digory ind i et loftsrum, men de kommer til at tage en forkert dør og ender inde i et af de andre huse. Nærmere betegnet inde hos drengens onkel. Børnene var både målløse og forskrækkede.
”Så” sagde manden. Nu kan min tåbelige søster ikke få fat på jer. Det glæder mig overordentlig at se jer. Jeg stod netop og havde brug for to børn. ”Åh nej” sagde Polly. ”Det er snart spisetid, så jeg er nødt til at gå hjem. Vil de ikke nok lade os gå?”
”Ikke endnu” sagde onklen. ”Denne chance er for god at forpasse. Forstår I – jeg er midt i et vigtigt eksperiment. Jeg har prøvet det på et marsvin og det så ud til at virke. Men et marsvin kan jo ikke fortælle én noget. Og man kan ikke forklare det, hvordan det skal bære sig ad med at komme tilbage.”
”Hør her” sagde drengen ”Det er faktisk spisetid og om et øjeblik vil de begynde at lede efter os. Du bliver nødt til at lade os gå.”
”Bliver nødt til?” sagde onklen.
De to børn kikkede på hinanden. De turde ikke sige noget, men de blikke de udvekslede betød: ”Er det ikke frygteligt!”
Onklen lokker nu pigen og spørger om hun ikke vil have en af hans smukke ringe. En, der er gul.
”Polly var nu kommet sig helt over sin frygt og følte sig sikker på, at den gamle herre ikke var gal; og der var bestemt noget underligt tiltrækkende ved de farvestrålende ringe. ”Det er dumt af dig! Rør den ikke!” sagde drengen, men det var for sent. For netop da rakte Polly ud efter ringene og straks forsvandt hun. Onklen og drengen var alene i værelset.
Døren til en anden verden
Der sker det, at Polly kommer ind i en anden verden. Faktisk kommer hun først ind i en mellemverden og siden kommer hun og drengen ind flere andre verdner og til sidst ender de i en verden, der virker helt tom.
”Det var virkelig det rene ingenting de stod i. Der var ingen stjerner. Det var så mørkt, at de overhovedet ikke kunne se hinanden og det gjorde ingen forskel om de holdt øjnene lukkede eller åbne”. I næste øjeblik hører de en stemme inde i mørket. Den lyder meget fjern, men det var uden sammenligning det smukkeste de nogensinde havde hørt. Den var så smuk, at det næsten ikke var til at holde ud. Stemmen blandede sig med andre stemmer i en smuk harmoni og i næste øjeblik strålede mørket af stjerner. Tusindvis af små lysprikker.
”Hvis du ligesom drengen Digory havde set og hørte det, ville du være ganske sikker på, at det var stjernerne selv, som sang, og at det var den første dybe stemme, der havde fået dem til at komme frem og synge”.
Hvad de to børn bliver vidner til er Narnias skabelse. Det er løven Aslan, som synger verden frem med sin dybe smukke stemme. Og når den brøler, så kommer der liv til. Planter, træer og dyr.
Hvad gemmer sig bag døren?
Mange, mange år senere eller måske er det kun et splitsekund senere står der en stald i Narnia og nogle børn bliver tvunget til at gå ind gennem døren. Alle er bange. For der er ingen af dem, som er gået ind i den lille stald, som er kommet ud igen. Ingen ved, hvad der gemmer sig bag døren.
Inde fra den anden side står nogle andre børn og kikker. De kan kun se døren. En dør der står helt alene midt i landskabet uden vægge og uden et hus, som det er en del af. ”Det lader til at stalden set indefra og stalden set udefra er to forskellige steder” opdager de.
”Ja, den er større indeni end udenpå” Alle der går igennem stalddøren kommer ind i en anden verden. Når de kikker derindefra og gennem døren, så ser de nu, hvordan alting forsvinder. Først er det stjernerne, der falder ned fra himlen. Alt ville være mørkt, hvis ikke stjernerne lagde sig som mennesker på jorden og lyste det hele op. Alt levende derinde gik gennem døren og ind i det nye land og dernæst begyndte landskabet at falde fra hinanden. Havet opslugte det hele og til sidst var alting mørke.
Gudskelov var de alle sammen på den anden side af døren og de lukkede døren og låste den og så fik de besked på at gå op ad en vej.
De gik længere op og længere ind i det nye land, som de ikke kendte, men det underlige var, at det var som om de alligevel kendte det. Det lignede nemlig Narnia til forveksling, viste det sig. Bare mere ægte.
Det virkelige land
Det første Narnia havde en begyndelse og en ende. Det var kun en skygge eller en kopi af det virkelige Narnia, som altid har været der.
Der var ingen grund til at sørge, for de var alle kommet gennem døren til det virkelige land.
Til sidst forklarer C. S. Lewis det hele. Det er svært at forklare forskellen, skriver han, men:
” Måske du vil få en fornemmelse af det, hvis du prøver at forestille dig det på en anden måde: du har måske på et eller andet tidspunkt været i et værelse, hvor der var et vindue, der vendte ud mod en smuk havbugt eller en grøn dal, der snoede sig bort mellem nogle bjerge. Og på væggen i dette værelse, hang der måske et spejl. Og idet du vendte dig væk fra vinduet, fik du pludselig øje på havet eller dalen igen – i spejlet. Og havet i spejlet eller dalen i spejlet, var på en måde præcis magen til det rigtige hav eller den rigtige dal og dog var de samtidig på en eller anden måde forskellige – dybere, smukkere, mere som steder i en historie, en historie du aldrig har hørt, men som du forfærdelig gerne vil høre. Sådan var forskellen mellem det gamle og det nye Narnia.
Hvad har et eventyr, hvor nogle børn går igennem døre, at gøre med vores virkelige liv?
”Livet er som et eventyr”, sagde H. C. Andersen. Hvis vi hver gang vi møder en dør, som vi ikke ved, om vi tør gå ind af, forestiller os, at det er et eventyr, som Gud fører os sikkert igennem, vil vi ikke være så bange for at gå ind ad nye døre. Døre åbner sig og døre lukker sig og vi bliver nødt til at gå ind af de åbne og se, hvad der sker. I dag er vi gået ind i et nyt kirkeår. Det forsvinder ikke bare. Tværtimod er det cirkulært og gentager sig. År efter år gentager vi de samme læsninger og hører vi den samme historie, men med nye ører. Kirkeåret åbner sig, men vigtigst: Gud er med os. Immanuel (som vi bl.a. synger i julesalmen ”Lad det klinge sødt i sky”) betyder netop det: Gud med os. Og derfor har vi intet at frygte. Vi kan roligt gå igennem døren til det nye år – og alle de andre døre i vores liv.
