Klumme af Malene Rask Aastrup, valgmenighedspræst i Ryslinge Valgmenighed
”Sikke et fint armbånd!” Det er ofte, at folk kommenterer på mit armbånd. En gave jeg fik ved min dåb. Armbåndet er sat sammen på en måde, så det kunne udvides, da jeg blev større og voksede og fik et større håndled. Armbåndet sidder også så tæt på mit håndled, at jeg ikke ville kunne få det af, hvis ikke det var for den smarte måde, som guldsmeden har valgt at lukke det – ved at lade de to ender gå forbi hinanden og blive holdt sammen af to små spænder.
Selvom det som regel er korset, der bliver givet i dåbsgave, er det gået op for mig, at det runde armbånd også en ret fin gave: Alting kan rummes i en cirkel. En cirkel har ingen begyndelse og ingen slutning, og derfor er den tit blevet brugt som symbol på guddommelighed, evighed og det evige liv.
Højskolelæreren Christian Hjortkær udgav for nogle år siden en lille bog om at føle sig utilstrækkelig. Hans pointe er, at vi siger til de unge, at de skal gøre lige, hvad de har lyst til, men vi glemmer, at det er et budskab, som er svært at opfylde. Friheden bliver total. Der er ingen grænse for, hvad du kan ønske dig og derfor skal prøve at opnå. Der er ingen ramme, som du kan slå dig løs indenfor. Alt er tilladt. Du er fri til at være fri. Det har været ment som noget godt i modsætning til tidligere generationers bundethed. Førhen havde vi faste traditioner og der var faste forventninger til, hvad unge skulle bruge deres liv til. Som regel skulle de gå i deres forældres fodspor. De havde en cirkel, som de skulle holde sig indenfor. Christian Hjortkær mener, at når friheden bliver total, har du kun dig selv at bebrejde for alt det, du ikke lykkes med, og det gør dig skamfuld.
Der er ikke en cirkel, du trygt kan udfolde dig indenfor. Cirklen er brudt og uendeligheden ligger foran dig. Men hvad nu om vi i stedet gav unge en cirkel, der ligner mit armbånd? Så ville de have en prøvebane indenfor cirklen, men de ville samtidig kunne udvide deres cirkel efterhånden, som de fik tillid og mod til det!
Digteren Mirian Due voksede op i Vestjylland og gik i søndagsskole og lærte bibelhistorie og salmer, og det er hun virkelig taknemmelig for. Hun havde en klart afgrænset cirkel, som hun kunne udfolde sig indenfor. Og det var på mange måder godt. Problemet var bare, at da hun flyttede væk fra sin hjemby og ind til Århus, begyndte hendes sort-hvide verden at krakelere. Den trygge cirkel blev brudt. Hun siger: ”Fordi jeg var vokset op med, at troen var et helhedsbillede, så kunne det ikke holde til, at det begyndte at krakelere lidt et sted. Det var som om det var lavet af glas, så det hele gik i stykker. Det førte til fornemmelsen af, at jeg mistede troen helt.” (Kristeligt Dagblad 24-5-2024).
Mirian Due havde engang en klar forventning om, at hun burde kunne sammenstykke og præstere et helt tros-syn, men den ambition har hun ladet falde. Nu føler hun ikke længere, at hun behøver at være afklaret om alting for at gå i kirke og for kunne skrive digte og salmer. ”Det er troens natur at vise sig i glimt” siger Mirian Due nu. Også hun fornemmer, at den trygge cirkel kan udvides.
Gå ud, gør alle til mine disciple, døb dem, lær dem at holde alt det, som jeg har befalet, siger Jesus. Det kan godt føles ret tungt. Her er mange imperativer. Meget vi skal. Men det skal alt sammen ses i lyset af, at Gud har givet Jesus magten over himmel og jord, og at Jesus vil være med os alle dage indtil verdens ende.
Vi har fået et evigt løfte, som betyder, at vi ikke behøver være bange for at blive elsket. Vi behøver ikke være skamfulde, når vi ikke lykkes med det, vi sætter i gang. Den skamfulde skammer sig netop i en angst for ikke at være elsket. Og elskede, det er vi. Det er det nye, som kristendommen bringer: At vi er elskede af den bevægelige treenige Gud, der har magten over både himmel og jord. Du har en sikker bane, en sikker cirkel, som du kan udfolde dig i – og din cirkel kan ligesom mit armbånd udvides efterhånden. Det er den gave alle får i dåben.
