Minikonfirmand

Hverdagshelte og himmelmagi

Hvem er ham Gud egentlig? Og hvorfor får vi vand i håret, når vi bliver døbt? 

Børn er fulde af spørgsmål og dem vil vi gerne besvare. Hvert efterår inviterer vi til Minikonfirmand – hverdagshelte og himmelmagi, så børnene kan få svar på alle de spørgsmål, de har om tro og kirke. Vi viser rundt i alle kirkerummets kroge og tale med børnene om stort og småt, det uhyggelige og det gode. Til minikonfirmand lærer børnene vores smukke kirke, vores bemærkelsesværdige historie og tradition for at være valgmenighed at kende.

Hvad skal vi lave som minikonfirmander?

Der er meget at lære i livet – som indrømmet kan være mærkeligt indimellem. Vi har ikke et pensum, vi skal nå, og der er ikke en læring, vi skal have. Men det er et frirum til at tale om de ting, der ikke bliver tilbudt andre steder, gennem leg og fællesskab. Vi skal synge, lære fadervor, prøve at spille på orgelet, lave teater, høre fortællinger fra biblen, være kreative med vores hænder og se film. Alt sammen på en måde, så det er til at forbinde med det liv, vi kender fra vores hverdag. Vi taler bl.a. om, hvordan vi tackler dilemmaer i hverdagen og hører fortællinger fra kristendommen, som kan hjælpe os til det. Derfor kalder vi minikonfirmand for ”Hverdagshelte og himmelmagi”.

Tilmeld dit barn hos Malene Aastrup på maa@ryvm.dk eller 2830 5332.

På gensyn i Ryslinge Valgmenighed som minikonfirmand.

En slags juniorklub for børn i 3., 4., 5. og 6. klasse

At være minikonfirmand er ikke en minikonfirmation. At være minikonfirmand giver barnet en ekstra chance for at lære sin kirke og sin præst og de jævnaldrende børn i menigheden at kende, inden børnene om nogle år skal til konfirmationsforberedelse. En gang om ugen mødes vi henover efteråret og hygger i kirken og mødesalen en eftermiddag efter skole. 

Leg og læring over temaer

Hvert år har vi et nyt tema, og børnene kan være med fra 3.-4. klassetrin, hvis de har lyst. Temaerne har bl.a. været:

  • Taknemmelighed, frygt, sorg, forventning og glæde – følelsernes anatomi
  • Kirkens historie – fra kors og munke til korstog og heksejagt frem til de frie menigheder og folkekirken
  • Helligtrekongerspil

Minikonfirmandbegynder typisk i starten af oktober.

Minikonfirmand

Et godt fællesskab for børnene

Det er et godt fællesskab børnene får til minikonfirmand. Malene er god til at skabe relation til børnene og lære dem kirken at kende på en god og meningsfuld måde. Mine børn har været med alle de år, de kunne og synes, at det har været sjovt og hyggeligt. De har begge nydt at gå på opdagelse og lege gemme i kirken. Det gør, at de bliver fortrolige med kirkerummet.
Nina, mor til Viggo og Otto

Hyggelige timer

Eftermiddagene i kirken med Malene var fulde af leg og sjov. Vi kunne bruge helt kirkerummet og det var ikke noget, der var forbudt. Vi var rigtig mange på holdet, fordi det var så hyggeligt at komme hos Malene hver uge og høre historier fra Bibelen og lære en masse om kirken og kristendom.
Selma

Andre arrangementer
for børn

I Ryslinge Valgmenighed har vi fokus på de kommende generationer. Derfor har vi ofte arrangementer for børn henover året: Fastelavn, påskeskattejagt, Sommer Camp, filmeftermiddage, Stjernestund, ungdomsklub for bare at nævne nogle af arrangementerne. Her er du også meget velkommen med din familie. Deltagelse i arrangementer kræver ikke medlemsskab.

Lucia
Scroll to Top