Bliv medlem af Ryslinge Valgmenighed

Kontakt valgmenighedspræst Malene Rask Aastrupmaa@ryvm.dk / 2830 5332 for at melde dig ind. Hun inviterer dig til en samtale, hvor du får udleveret en indmeldelsesblanket.

Det betyder noget at være en del af fællesskabet

Alle har et helt grundlæggende behov for at have rødder og høre til et sted. Et sted, hvor du kan mærke, at der er nogle særlige ting, der rører dit hjerte. Et sted med traditioner, historie og en plads i fællesskabet. Det håber vi, at Ryslinge Valgmenighed er for dig.

Ryslinge Valgmenighed er en del af Folkekirken, men er økonomisk uafhængige. Når du melder dig ind, bidrager du til valgmenighedens fortsatte beståen og er med til at gøre det muligt at udvikle kirkens liv og aktiviteter til gavn for medlemmerne og det omkringliggende samfund. Du er fortsat medlem af Den Danske Folkekirke med samme rettigheder, og kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, vielse og begravelse har samme retsgyldighed.

Hvad får du som medlem?

Et medlemskab af en valgmenighed er et tilvalg på præcist samme måde, som efterskoler, friskoler og højskoler er det. Et aktivt tilvalg pga. værdierne, fællesskabet, de mennesker der omgiver den eller fordi der er tradition for det i familien. 

Meld dig ind ved at skrive til præsten på maa@ryvm.dk

• En selvvalgt familiepræst, som alle i familien kender og er trygge ved og som du kan bruge til sparring, når livet er svært. Vi kan tage en snak i telefonen eller gå en tur sammen.
• Et stærkt grundtvigsk fællesskab med større selvstændighed end sognekirken.
• Koncerter, foredrag og andre spændende aktiviteter i kirken og mødesalen.
• Mulighed for at få foretaget kirkelige handlinger: Dåb, konfirmation, vielse, begravelse (inkl. jordfæstelse).
• Du kan tage præsten med dig, hvis du vil giftes eller begraves et andet sted end i Nazarethkirken.
• Kirkebladet tilsendt fysisk eller digitalt tre gange om året.
• En unik mulighed for at få direkte indflydelse på din kirke. Voksne medlemmer har stemmeret til generalforsamlingen og er valgbare til bestyrelsen.

Medlemsbidrag

Som medlem af valgmenigheden betaler du ikke kirkeskat til Folkekirken, men i stedet et ikke-fradragsberettiget medlemskontingent på kr. 100,00 pr. år. Derudover betaler du et indkomstbestemt medlemsbidrag på ca. 1,2 % af din skattepligtige indkomst. Dette er en forudsætning for valgmenighedens virke, da vi ikke modtager offentlige tilskud. Dit bidrag bruger vi til at aflønne præst og personale, samt drift af kirke, kirkegård, præstegård samt mødesal og alle vores aktiviteter. Bidraget fordeles over fire årlige betalinger.

For at vi kan beregne bidraget, skal du give menighedens forretningsfører fuldmagt til at se din skattepligtige indkomst i din skattemappe. Tilladelsen skal gives digitalt på Skattestyrelsens hjemmeside. Oplysningerne behandles strengt fortroligt og anvendes kun til beregning af dit medlemsbidrag. Bidraget er fradragsberettiget. Valgmenighedens forretningsfører sørger for indberetning til fradrag til Skat.

En ny start

Det var tid til at starte på en frisk og træffe nogle nye valg. Jeg ville gerne gøre op med bare at være en del af noget default, fordi det er der, man hører til. Nogle gange er det sundt at tage et aktivt valg om, at det her vil jeg gerne være en del af. Derfor meldte vi os ind i valgmenigheden.
Mette

Sådan giver du adgang til skattemappen:

• Log på skat.dk med MitID.
• Klik på ”Profil” i højre hjørne og vælg ”Giv adgang til rådgivere eller andre”.
• Under ”Adgange” klikkes på ”Opret ny”. Tast Ryslinge Valgmenighed CVR nr. 57101512 i rubrikken ”Jeg giver adgang til” og i rubrikken lige under ”Gentag venligst det indtastede nummer”. Klik på ”Næste”.
• Sæt flueben i ”Skatteattest med indkomstoplysninger” under ”Vælg adgang og udløbsdato til TastSelv Borger”. Vælg den dato i kalenderen, adgangen skal udløbe. Du kan maks. give adgang 4 år frem.
• Klik på ”Godkend” nederst på siden.

Fuldmagten skal fornyes hvert 4. år.

Adresseændring
og ny mailadresse

Husk at oplyse din nye adresse, hvis du flytter, da vi ikke får den automatisk. Skriv til valgmenighedens forretningsfører, hvis du vil ændre adresse. Husk ligeledes at oplyse din nye mail, hvis du skifter mailadresse.

file

Medlemskab for børn og unge

Børn, der er døbt i Ryslinge Valgmenighed, er automatisk medlem. Det er gratis for børn og unge under 18 år at være medlem af Ryslinge Valgmenighed. For medlemmer mellem 18 og 25 år koster medlemskabet 100 kr. i medlemskontingent +400 kr. om året. Herefter betaler medlemmet på lige fod med andre medlemmer.

Gaver til menigheden

Det er muligt for såvel medlemmer som andre at give gaver til valgmenigheden. Gaver er fradragsberettigede og indberettes til Skat af valgmenighedens forretningsfører. Kontakt præsten eller forretningsføreren, hvis du vil give en gave.

Nygifte tilvalgte præsten

Vi er gået ind i en fælles relation nu og skal i gang med at stifte familie. Derfor giver det mening at vælge sin præst selv. Vi ser Malene som en samtalepartner i livet. Hun kan være en livslinje for os – hver for sig og sammen.
Signe og Martin

Fandt et fællesskab i babysalmesang

Jeg har altid holdt af at komme i kirken, når jeg havde brug for det. Da jeg boede i Odense, brugte jeg ikke kirken. Men her er det noget andet; her føler jeg mig hjemme. Til babysalmesang fandt jeg et dybere fællesskab. Der bliver talt til mit hoved og jeg bliver talt til som menneske. Det er enormt givende.
Navn Efternavn

Udmeldelse

Ønsker du at melde dig ud af Ryslinge Valgmenighed, skal du kontakte præsten eller forretningsføreren. Udmeldelse skal ske skriftlig og pr. 31. december i udmeldelsesåret. Udmeldelse kan ske når som helst på året, men træder først i kraft ved det førstkommende årsskifte.

Vi har brug for følgende informationer for at administrere udmeldelsen:
1. Dit navn, din adresse samt cpr-nummer.
2. Oplysninger om hvilket folkekirkesogn, du er bosat i (find dit sogn ved at taste din adresse på sogn.dk).
3. Adressen til hjemkommunens folkeregister (borgerservice).

morgensang-i-præstegårdshaven
Scroll to Top