For nylig var jeg til en tre timer lang koncert med den amerikanske rockmusiker Bruce Springsteen. Forud for koncerten tænkte jeg, at det godt nok var lang tid. Selv en koncert må have sin tid. Under koncerten gik tiden i stå. Som at blive sat udenfor tid og sted og få ophævet alle barrierer. Både mellem musikere og publikum, mellem fremmede og dem du kendte, mellem himmel og jord. Så himmelsk som musik kun kan være, når det er rigtige levende mennesker, der spiller den, mens du selv er der rigtigt levende til stede og interesseret i at lytte med. Det ene nummer tog det andet og pludselig anede jeg, at tiden ville løbe ud.

Under koncerten lod Bruce Springsteen komme til orde, at han godt ved, at han har haft sin tid. Han fortalte os om det første eventyr i hans liv: Det første band, han som teenager fik lov til at spille med i, selvom han stort set kun kunne spille akkorder. Det gjorde ham meget lykkelig dengang. Bandet spillede sammen i tre år. For en ældre herre, som Springsteen er nu, er tre år ikke meget. E-street bandet har spillet sammen i over 50 år. Det er jo en helt andet kategori. En helt anden tid, som en teenager slet ikke ville have kunnet forholde sig til. For som Bruce Springsteen tilføjede, er tre år længe for en teenager. Måske også derfor gjorde det så stort et indtryk på Bruce Springsteen, at han nu var den eneste overlevende fra det band.

Efter koncerten skrev en af anmelderne om koncerten: ”Det er på tide at træde tilbage!”. ”Rockens Joe Biden: Snublede på Fyn.” lød anmeldelsens overskrift med tilføjelsen: ”Bruce Springsteen mindede mere om præsidenten end Bossen, da spillemanden fremstod pensionsmoden foran 53.000 i Odense.” Men lige under var der et billede fra koncerten ledsaget af denne tekst: ”Bruce Springsteen optrådte på Dyrskuepladsen fra klokken 20.00 og helt frem til 23.02.” Spørg lige dig selv, hvor mange du kender, der kan spille og synge uafbrudt i tre timer og to minutter?

Dertil kommer, at Bruce Springsteen faktisk har noget på hjerte. Han er nærmest forkyndende og budskabet nærmest kristent. Han valgte at gå hen til børnene og trykke dem i hånden frem for de voksne, samt forære en dreng sin mundharmonika i bytte for en bamse. Bruce Springsteen valgte også at spille sangen ”Last man standing” på opfordring fra en norsk enke, der bad ham spille den til minde om hendes afdøde mand. Manden havde købt Bruce Springsteen billetterne for et år siden, men nåede at dø, inden han selv kunne komme med. ”Last man standing” handler netop om tiden, der går. I den sang synger Bruce Springsteen:

”Falmede billeder i en gammel scrapbog. Falmede billeder som nogen tog. Da du var sej og ung og stolt. Du tæller navnene på de savnede, mens du tæller tid. Alligevel føler jeg mig løftet af de mange år. Løftet op, løftet stærkt og løftet højt. Løftet dybt ind i hjertet af mængden. Jeg er den sidste mand, der står nu.”

Som optakt til sangen sagde Bruce Springsteen:

”Now death brings a certain clarity of thought. Its lasting gift is an expanded vision of what this life amongst the living can be. Grief is just the gift we pay for having loved so well!”

Oversat til dansk: Døden bringer et særlig klarsyn. Dødens blivende gave er en udvidende vision om, hvad det her liv blandt de levende kan blive til. Sorg er blot den gave, vi betaler for at have elsket så højt.

Hvad Bruce Springsteen taler om, er tiden mellem fødsel og død. Mellemtiden kan vi kalde den. Hvad skal vi bruge mellemtiden på? Skal vi apatisk glide ind i depression over, at døden eksisterer? Skal vi lade os pensionere og vente på døden? Eller skal vi gribe livet, mens vi har det, og leve det til fulde, mens vi kan?

Også selvom du er den sidste mand, der står? Ja, det er netop det, du skal! Bruce Springsteen er et levende eksempel på, at du kan vælge livet til, også selvom livet går på hæld. Det er netop det Jesus gentagne gange opfordrer til. ”Frygt ikke! Tro kun!”  siger Jesus. Bliv blot stående, ligesom Bruce Springsteen!