For nogle uger siden kørte min kæreste og jeg på motorvejen til Odense. Som så mange gange før, fordrev vi køretiden med at lytte til Mads og Monopolet. Der er altid underholdende dilemmaer, der giver anledning til en snak og et godt grin. Det var der også denne dag, hvor et forældrepar havde ringet til Monopolet, fordi de var uenige. De var nybagte forældre til deres første barn, og havde egentligt aftalt, at barnet skulle døbes, men faderen var nu kommet i tvivl. Det skulle nu være op til panelet at afgøre, om den lille ny skulle velsignes eller ej.
Grunden til, at faderen pludseligt var kommet i tvivl, var at han som sådan ikke anså sig selv for at være kristen. Han var da heller ikke medlem af folkekirken. Moderen derimod, var medlem, og anså sig selv som værende moderne kulturkristen. For hende var det en selvfølgelighed, at deres barn skulle døbes, og det var kommet noget bag på hende, at faderen nu pludseligt var i tvivl. Det var han, som han udtrykte det, fordi: “Når jeg ikke selv er kristen, har jeg meget svært ved at stå ved døbefonten og love, at jeg opdrager mit barn i den kristne tro.”
Skæbnen ville, at parret den dag løb ind i et panel bestående af tre medlemmer, som ikke var medlem af folkekirken. Der kom konstruktive (og efter min mening udemærkede) forslag såsom at faderen kunne sidde på kirkebænken under dåben i stedet for selv at stå fadder, eller at han kunne blive hjemme og sørge for maden. Panelet blev dog meget hurtigt enige om, at det barn ikke skulle døbes. To af panelmedlemmerne mente samstemmende, at barnet selv skulle tage stilling til dåben, når konfirmationstiden nærmede sig.
Nu har jeg ikke selv børn – og man skal passe meget på med at kloge sig på andres vegne, når man ikke selv har børn. Men jeg har meget svært ved at sætte mig ind i, hvad der er det helt store minus ved at lade sit barn velsigne. Tværtimod kan jeg kun se minusser ved ikke at gøre det. Ved dåben takker forældrene Gud for deres barn, og beder ham være med barnet gennem hele livet. Barnet bliver velsignet og får Guds løfte om, at han altid vil følge det med sin kærlighed og velsignelse. Det kan man Google sig frem til på folkekirkens hjemmeside. Og hvem ønsker ikke kærlighed og velsignelse for sit barn?
Bestem selv
For mig at se, var det en småegoistisk tanke, der udsprang af faderens egen tvivl, der gjorde, at barnet ikke blev døbt. Der helt andre og meget centrale pointer, der ikke blev taget i betragtning: Vi bor i Danmark. Et land, der bygger på kristne værdier om kærlighed. Vi gør masser af ting hver eneste dag, der bygger på det fundament. Vi tænker bare ikke over det. Hvorfor ikke stå ved den kulturarv, vi alle bærer med os og være stolt af den? Det er som om, vi ikke må sige højt, at vi er kristne i dag. Så dømmes vi straks som indremissionske eller medlemmer af en sekt. Til sammenligning er det efterhånden helt ok at indtage euforiserende stoffer i festligt lag eller fortælle frit og åbent om sit sexliv.
Panelet foreslog, at barnet selv kunne tage stilling til dåben, når det nåede konfirmationsalderen. Men er det ikke en fralæggelse af det ansvar, der følger med, når vi bliver forældre? Vi beder jo heller ikke børnene selv beslutte, om de vil spise vitaminpiller eller gå i skole. De børn, der døbes og går til konfirmationsforberedelse, får igennem den en viden, der gør, at de kan tage stilling til, om de vil bekræfte det løfte, deres forældre gav ved dåben. Det gør det udøbte barn ikke. På hvilket grundlag skal han beslutte om han vil døbes og konfirmeres? I min verden er det et meget stort ansvar at lægge på et 13 år gammelt barns skuldre.
Det er blevet meget moderne at melde sig ud af folkekirken, fordi man tvivler (og nogen fordi de vil spare penge). Jeg håber, at kommende forældre vil tænke dybere over dåben end blot at tage udgangspunkt i deres egen tvivl. Hvad betyder det rent faktisk for barnet, når det ikke er døbt og medlem af folkekirken? Jeg tvivler på, at forældrene har tænkt på, at man, når man ikke er døbt, heller ikke har krav på en præst ved kirkelige handlinger. Det betyder, at skulle det forfærdelige ske, at forældrene mister deres barn, så har de rent faktisk ingen præst, der kan foretage en begravelsesceremoni. Og det kan jeg ikke forestille mig, at nogen ønsker.
Heldigvis er der større og større interesse for tro. “Herrens veje” er godt i gang på DR1 og Hella Joof er lige udkommet med bogen “Båven om Gud”, som er en moderne fortolkning af nogle af de vigtigste fortællinger fra Bibelen. I et interview om bogen siger hun: “Jeg har i hvert fald brug for at tro. Det giver en tryghed at vide, at der er noget, der omfavner en, når det hele ser lidt sort ud. Og så skal vi huske, at Gud jo er der hele tiden. Vi må også gerne bede om hjælp til de små ting. Guds dør er altid åben.”
Jeg er helt enig med Hella. Jeg er det, man vil kalde kulturkristen. Jeg har en kristen kulturarv med i min bagage, fordi jeg er dansk. Jeg går ikke i kirke hver søndag. Men det betyder ikke, at jeg ikke tror – eller tvivler. Det er heller ikke noget, jeg er flov over. Det er bare en lille del af mig, som så mange andre ting. Jeg håber, at interessen for tro dæmper trosforskrækkelsen, som mange går rundt med og lukker omfavnelsen ind.
– Ann Madsen
