I gamle dage havde de søndagstøj. Det betød, at de om søndagen tog deres pæne tøj på. De vaskede sig også. Sørgede for, at de tog sig godt ud, når de skulle i kirke. Jeg plejer egentlig at bryste mig af, at du netop ikke behøver gøre noget ud af dig selv. At du kan komme i kirke, som du er. Det har jeg gjort i et forsøg på at sige, at det at gå i kirke ikke er så anderledes end alt andet, du går til.
I Salmernes bog i Det gamle testamente kan du læse, hvordan en ny konge skulle forberede sig, når han skulle stige op på sin trone. ”Skyldfrie hænder og et rent hjerte”. Sådan står der, at den konge skal være, der søger Gud. Når kongen skal bestige sin trone, ligger det implicit, at kongen skal møde Gud. Og det er Gud, kongen har sin autoritet fra.
Jesus forbereder sig også, da han rider ind i Jerusalem. Jesus kommer ridende på et æsel. Det har en vis symbolværdi. For det første, fordi det står i en gammel profeti, men også fordi et æsel er noget ringere at ride på end en hest. Jesus gør sig lille i stedet for at gøre sig stor. Han forbereder sig ikke kun på sig selv og sit eget møde med Gud. Jesus forbereder sig også på, hvordan han skal møde sin omverden. Hvordan han skal møde sit medmenneske. Ydmyg og sagtmodig, som hele hans virke var.
Ligesom kongen får Jesus sin autoritet fra Gud. Vi får også vores autoritet fra Gud. Det tænker vi ikke så ofte på. Vi ved godt, når vi går på arbejde, at det er virksomhedens værdier og brand, som vi skal hente vores autoritet i. Derfor ved alle også godt, at for præsten gælder det, at præsten henter sin autoritet fra Gud. Nu er der bare det ved det, at vi i Danmark er protestanter. Vi er luthersk-evangeliske og det betyder, at vi med Martin Luther er blevet gjort opmærksom på, at ”enhver der er trådt ud af dåben, er præst for Vorherre”.
Vi er altså alle præster og vi har alle vores autoritet fra Gud. En autoritet til at virke som mennesker. Den autoritet er lagt i os fra skabelsen af. Den er en del af vores gudbilledlighed. Det betyder, at hver gang vi går ud ad døren, hver gang vi skal møde nogen, bør vi forberede os. Det kan vi gøre ved at bede en bøn. En bøn om at mødet må blive til glæde både for den anden og en selv. Hvis du har det svært med ordet bøn, kan du i stedet kalde det en forberedelse, en øvelse i at koncentrere dig om det væsentlige.
Vi har det meget med at være ovre i de andre. Tænke på, hvad de har brug for, men først og fremmest må du mærke dig selv og din egen autoritet. Når du har styr på dig selv og dine egne følelser, er du klar til at møde andre. Når du møder de andre, må du gøre dig klart, at de også har deres egen autoritet, som du skal respektere. Det betyder, at du ikke bare kan komme og sætte din egen agenda, men må spørge nysgerrigt ind til, hvad det andet menneske har brug for og lyst til – og det kan du gøre, hvis du er i ro med dig selv.
Det er mange af os ikke: I ro med os selv. Vi har så tæt kalender, at vi bare haster fra det ene til det andet uden at tænke videre over det. ”Jeg hader at strukturere, men det er fordi jeg aldrig har tænkt over, at struktur ikke kun er alt det, du skal gøre. At lægge struktur på en dag handler også om at lægge gode pauser ind, hvor du kan fordøje din dag og blive klar til at møde det næste, du skal” sagde en kvinde lettet til mig.
Pauser er ikke spildtid. Eller det kan de blive, hvis du ikke planlægger dem og enten ender med ikke at holde dem og blot spise din frokost, mens du arbejder eller hvis du ender med at sidde med din mobil eller andet ligegyldigt. Men hvis du beslutter dig for, hvordan du vil lade op i din pause, om du vil gå en tur, ringe til en ven, stirre ud i luften eller lukke øjnene og bare slappe af, så virker pausen som det, den skal: Pausen skal balancere dit liv, så der bliver balance mellem aktivitet og ro. Så du kan være i din krop og have det godt med at være dig.
Hele samfundet har fået ADHD. Alle stresser derudad. Selv pensionister blærer sig med, at de har travlt. ”Hvis du ikke har travlt, er du ingenting, så er du ikke et menneske. Så producerer du ikke.” Sådan tænker vi ubevidst, men kan du ikke høre, hvor tåbeligt det er?
At gå i kirke er at forberede sig. At holde en pause. At sige tak for ugen der gik og tage hul på en ny uge. Advent er også at forberede sig. Kirken tilbyder forberedelse med forberedelse på. Jeg håber, at du kære læser finder ro og måske også finder til kirke? Må julefreden sænke sig hos dig og dine kære og på hele vores jord!
