”Gift dig og du fortryder det. Gift dig ikke og du fortryder også det”.
(Søren Kierkegaard, dansk teolog og filosof)
Der er væsentlige grunde juridisk til at blive gift, hvis man har børn sammen. Derfor vælger nogle at gå på rådhuset, inden de bliver gift. De kan så siden komme i kirken og få en kirkelig velsignelse. Andre undlader at blive gift. Man behøver det jo ikke.
Hvorfor overhovedet gifte sig og blive bundet af en anden?
Fordi det gør dig fri!
Når I tager et valg om, at det skal være jer til døden skiller jer ad, så sættes I fri til at koncentrere jer om andre sider af livet, end hvem I skal være sammen med i dag og i morgen.
Vi var ikke i tvivl om, at vi ville giftes i Ryslinge Valgmenighed. Da vi sad til vielsessamtalen talte vi både alt lige fra ægteskab til Starwars. Malene er et hjerteligt menneske og en jordnær præst, og man få lyst til at være en del af kirken, når man taler med hende. Vi lever på en rus over hele dagen endnu.
Vielse ved valgmenighedens præst
For at kunne benytte præsten i Ryslinge Valgmenighed til en kirkelig handling som vielse, skal mindst én af jer være medlem. Vielsen kan foregå i Nazarethkirken eller i din lokale sognekirke. Inden for de seneste år er det også blevet muligt at få en vielse i det fri, forudsat at I selv er villige til at opfylde nogle kriterier omkring begivenheden.
Musik i kirken
Her er forslag til ind- og udgangsmusik under vielsen.
Præludier
Rinck: Festpræludier i G Dur (to forskellige – kan også fint bruges til postludie)
Prins Jørgens march
J.S. Bach: Præludium i F dur (fra “8 små præludier og fugaer”)
Pachelbel: Canon (hvis det skal være mere stilfærdigt)
Postludier
Mendelssohns bryllupsmarch
J.S. Bach: Præludium I C-Dur (fra “8 små..”) (kan også fint bruges til præludium)
Gordon Young: Prelude i classical style (uddrag)
Pachelbel: Toccata
Hvad er forskellen på et rådhusbryllup og et kirkebryllup?
Nogle tror, at rådhusbrylluppet er det lille og kirkebrylluppet den store fest, men sådan behøver det ikke være. Et kirkebryllup kan holdes i det små og uden andet end to vidner, på en hverdag eller efter gudstjenesten, hvis man har lyst til det.
Den væsentlige forskel på rådhuset og kirken er, at mens man på rådhuset kun siger ja til at ville være ægtefolk, så siger man I kirken ja to gange – ja til at være ægtefolk og ja til det værdimæssige, at man vil elske og ære hinanden til døden skiller én ad.
Hvad er forskellen på et bryllup og en kirkelig velsignelse?
Brylluppet er juridisk gældende. Derfor skal I forud for brylluppet udfylde en ægteskabserklæring på jeres bopælskommunes hjemmeside. Dernæst modtager I en prøvelsesattest fra kommunen, der skal gives videre til præsten for at der kan udfærdiges en vielsesattest (det kan tidligst gøres fire måneder før vielsen finder sted).
En kirkelig velsignelse er ikke en juridisk handling, da den foretages, når parret i forvejen er blevet viet på rådhuset.
Hvis I ønsker en kirkelig vielse eller velsignelse, skal I aftale dato og kirke med præsten. I aftaler dernæst en samtale, som skal ligge cirka en måned før handlingen finder sted. Til samtalen taler vi om jeres salmeønsker og ønsker i øvrigt for dagen.
Vi er dybt beæret over at Malene havde lyst og mod på at tage hele vejen til Lolland for at vie os. Det var en længe ventet dag og at det lige var Malene der skulle vie os, bandt så fin en rød sløjfe om vores liv og hverdag. Det at Malene kunne vie os, betød utrolig meget for os, da hun kender vores hverdag og byen, som vi holder så utrolig meget af og hun så os for hvem, vi er, helt ind til benet og bandt det sammen i en smuk, følelsesladet og humoristisk fortælling, som alle kunne nikke genkendende til.
Kontakt præsten
Kontakt Malene Aastrup på maa@ryvm.dk, hvis du vil have dit barn døbt. Malene mødes med jer og taler om dåben.
Bliv medlem
Du er altid velkommen i kirken til arrangementer og gudstjenester. For at benytte præsten skal du være medlem. Sådan bliver du medlem
Babysalmesang
Sang, sanser og motorik hver torsdag kl. 11 ved Malene Aastrup i Nazarethkirken. Læs mere om babysalmesang