Kender du det, at du synes, at noget er uretfærdigt? Jeg har dårlige tænder. Jeg drømmer ofte drømme om, at alle mine tænder rasler ud af min mund. Her i foråret, da jeg spiste aftensmad, var det pludselig som at spise bolsjer. Noget knasede mellem tænderne. Det viste sig at være en tand. Jeg børster tænder meget grundigere end min mand og han har aldrig nogle huller. Det synes jeg er uretfærdigt.
Jeg kender en ung kvinde, som har gigt, selvom hun er yngre end mig. Det har hun haft længe. Du kan ikke se det på hende, men hun har smerter hver eneste dag. Det synes jeg også er uretfærdigt.
Hvad kan vi gøre ved det uretfærdige? Vi kan vælge at være triste, bitre, vrede og måske skælde ud på Gud. Sige, at Gud er en dårlig Gud, når han ikke sørger for, at alt er perfekt. Vi kan også vælge at tage skylden på os og tænke: Det er nok, fordi jeg ikke passer godt nok på mine tænder og den unge kvinde ikke passer på sin krop? Eller det er måske ligefrem, fordi vi er dårlige mennesker, at Gud straffer os med forskellige straffe alt efter, hvad Gud synes, at han kan ramme os med?
Det sidste har faktisk været opfattelsen i mange religioner også i vores kristendom. Den, der er god, bliver belønnet af Gud og den, der er dårlig, bliver straffet. Det betyder, at den rige må have været god og den fattige et dårligt menneske. At være velsignet med velstand, mange koner, mange børn, mange dyr og megen jord, det er i Det gamle testamente en belønning fra Gud. Ikke at klare sig godt må betyde, at Gud ikke elsker dig og ikke synes om den du er og det du gør eller hvad?
I Det nye testamente vil evangelisten Lukas gerne sige, at det ikke er sandt, at Gud elsker den rige mere end den fattige, men Lukas kommer nok lige til at spænde Gud lidt for meget på den modsatte vogn. Han fortæller om en fattig mand ved navn Lazarus, der har det skidt her i livet og en rig mand, der lever i sus og dus. Den fattige dør og kommer i himlen. Den rige dør også, men kommer i helvede. Og selvom den rige beder, får ingen hjælp. ”Han ligger, som han har redt”, som vi siger.
Hvad i alverden skal vi bruge det til i dag? Skal vi frygte at ryge i helvede, som den rige mand, fordi vi er for dårlige til at dele vores formue og velstand med vores naboer og nabolande? Nej, det tror jeg ikke, men vi skal besinde os på, at vi sætter pris på livet og ikke brokker os over, at vi ikke har det samme som naboen. Alle mennesker er lige, men alle har ikke lige meget af den ene eller anden grund. Alle er ikke raske. Alle har ikke lige mange børn. Men alle har deres liv at leve og jo mere vi er villige at sætte i spil, jo mere kan vi vinde i overført betydning.
Og derfor er den unge kvinde jeg kender også forbilledlig. Hun kunne vælge at blive hjemme, når hun har ondt. Hun kan også gå på arbejde og det gør hun. For som hun siger: ”Jeg har jo ikke noget valg. Jeg får ikke et andet liv. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil leve det liv, jeg nu engang har. Andre har andet at slås med og jeg har så den gigt, som jeg må tåle i mit liv og få det bedste ud af.”
Og det er netop kristendommens pointe. At vi må sætte livet på spil, for at vinde det.
Og der, hvor vi ikke selv kan gøre noget, kan vi vælge at stole på Gud. Stole på, at Gud vil være med os også i det, der sker, som vi ikke ønsker os. Ting kan være uretfærdige set med vores øjne, men vi har det liv, vi har – og det er fantastisk, at vi overhovedet er til.
