Konfirmation 5. søndag efter påske 2019
”Unge om at blive konfirmeret: Jeg føler mig større nu!”
Sådan lød overskriften for en månedstid siden, da de første konfirmander havde bekræftet og vidnet i kirken. Spændt læste jeg teksten. For føler de sig virkelig større, konfirmanderne? Er de virkelig gået ind i de voksnes rækker, som de voksne altid så livsklogt synes, at de skal fyre af? Ja, siger en dreng: ”Jeg føler mig større nu. (For) Når man snakker med en, der spørger, om man er blevet konfirmeret, så er det som om de synes, at man er lidt lille, når man ikke er blevet konfirmeret.”
Interessant, at det er andres syn på én, der afgør, om man selv føler sig stor. I to drenge Laurits og Johannes, I er altså stadig lidt små, men kun et øjeblik endnu…
Overskriften kan også læses på en anden måde. Ikke, at konfirmanderne er større i højde, drøjde eller voksenerfaring dagen efter konfirmationen, men at de er større indeni, fordi de er blevet beriget ved konfirmationen. Og se den tolkning er jeg langt mere interesseret i.
En dreng siger sådan her, om det at blive konfirmeret:
”Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville konfirmeres. Det er nemlig en tradition i min familie”.
En anden dreng siger:
”Jeg havde ikke tænkt mig, at jeg skulle konfirmeres. Jeg er meget praktisk anlagt. Jeg kan godt lide fysik og kemi, og der er ingen tegn på, at der rent faktisk findes en gud. Men jeg begyndte alligevel til konfirmationsundervisning, og jeg er kommet frem til, at hvis der skulle ske noget, vil jeg gerne have en at bede til.”
Det er jo også at være praktisk anlagt. En undersøgelse har vist, at der er langt flere, der beder til Gud, end der tror på Gud. Ret interessant, for bøn er vel netop den handling, der afspejler troen. På samme måde, som ritualerne spejler vores behov for at høre til. I samme interview siger en pige: ”Det bedste var, da præsten lagde sin hånd på mit hoved og sagde mine ord. Det var det øjeblik, jeg havde set frem til.”
Jeg synes, at det er så fornemt, at hun længtes efter at præsten skulle lægge sin hånd på hendes hoved. Det giver mig et billede af konfirmationen som et kærtegn. Hvilket er et godt billede.
Hænder er noget særligt.
Alle I forældre og bedsteforældre husker med garanti den lille babyhånd, der engang klemte om jeres finger. Og selv husker vi voksne, hvordan vi som børn oplevede store trygge hænder, der tog os i hånden og førte os sikkert frem. Hænder, vi som børn kunne gribe ud efter. Alle os, der har haft gamle bedste- og oldeforældre husker også deres gamle krogede fingre, som vi taknemmeligt trykkede og holdt om – og som vi for altid vil savne dag ud og dag ind.
Den danske sangerinde Tina Dickow har skrevet en smuk, smuk sang om hænder. Den er på engelsk, men på dansk lyder den nogenlunde sådan her:
Der er hænder hvide som sne og hænder, der blomstrer som et træ.
Der er hænder, som holder lidt for hårdt et greb og andre, der slipper for let.
Der er hænder, som gerne vil tage fra dig og andre, der gerne vil give.
Der er hænder fulde af melankoli og hænder, der ryster af skræk.
Nogle samler stumperne sammen, mens andre slår alting itu.
Der er ru og hårde hænder og der er bløde hænder, der kan folde sig og bede.
Hånden er hjertets tjener.
Ligesom der er forskel på mennesker, er der forskel på hænder.
Nogle hænder er som flaksende fugle i luften, som ingen helt kan forstå. Og, siger hun til sidst: Du kan få lov at tage min hånd – lige meget hvem du er.
De ord kunne være sagt af Gud. Også her i kirken har vi nemlig hænderne med hele tiden. Når de små børn døbes, lægger præsten sin hånd på barnets hoved og velsigner det.
Når I to, Johannes og Laurits om lidt skal konfirmeres, lægger jeg min hånd på jeres hoved og velsigner jer. Når I engang skal giftes, lægger jeg mine hænder på jeres hoved. Når I trænger til tilgivelse, kan jeg lægge mine hænder på jeres hoved og når I engang bliver gamle og skal herfra, vil præsten lægge sin hånd på jeres hoved og velsigne jer.
Hver gang der sker noget stort, noget nyt, noget angstprovokerende i jeres liv, så tilbyder kirken en håndspålæggelse. En velsignelse. Et kærtegn fra Gud. Ved hver gudstjeneste modtager alle et kærtegn fra Gud. Nemlig når præsten åbner sine arme og velsigner hele menigheden. I velsignelsen får vi en kæmpe krammer af Gud, men vi bliver samtidig skubbet blidt ud af kirkedøren, ud i livet igen.
Det er det samme I forældre, faddere, familie og venner har gjort. I har åbnet jeres arme for Johannes og Laurits. Taget dem i hænderne. Favnet dem bogstaveligt og i overført betydning. I har også sendt dem ud ad døren, hen i skole, op på cyklen, ud i dagligdagen og i dag sender I dem ud i livet. I har givet dem rygsæk på, så de kan manøvrere og klare sig. Af og til kommer I til at tvivle, om I har husket at give dem alt nødvendigt med i rygsækken og om de unge nu virkelig kan finde ud af at bruge alt det, de har fået med sig. Men tvivl og fortvivl ikke. De unge kan meget mere, end I tror.
Selv kan I også komme til at tvivle. Johannes og Laurits. Konfirmeret eller ej. Det gør ingen forskel her. Selvom I er blevet elsket fra alle sider, vil I igennem livet møde hænderne, der er hårde og ru. Hænder, der ikke kan favne, fordi de har følt sig svigtet. I vil nå derud, hvor hænder slet ikke kan nå. Og det vil få jer til at tvivle. Er det nu også klogt at føle sig elsket? At føle sig tryg? Det kan føles lidt som om, at I har snydt. At I har fået mere, end I selv har fortjent. At I ikke har gjort jer, fortjente til al den kærlighed.
Men tag ikke fejl. I er fuldt ud værdige til at blive elsket. Ikke fordi I er noget særligt, selvom I også er det, men fordi I er noget helt almindeligt. Skabt af skaberen, menneskelige på godt og ondt. Alt hvad livet kræver af jer er, at I skal være helhjertede. Turde stå ved, hvem I er. Sårbarheden er en styrke, der får skam og frygt til at forsvinde.Ingen af os er perfekte og ingen kan kræve perfektion af et menneske. Men ærlighed og helhjertethed og hænder, der vil tage imod alle og enhver.
Derfor når I om lidt siger ja, så er det ikke en ed, men et vidnesbyrd. I kommer ikke med noget særligt. Det er Gud, der rækker hånden frem. I tager blot imod og giver ham hånden nu hvor han beder. Al den snak I har været igennem hele det her år med konfirmationsforberedelse. Alle de præster, som I har hørt snakke og snakke – al den snak bliver nu til handling. Det er stort – og det gør jer større!
AMEN
Konfirmandernes kirkebøn:
Kære Gud
Jeg beder dig om godt vejr. En god fest og lækker mad.
Jeg beder om en hyggelig kirkegang med gode sange og højt humør.
Når dagen er omme, håber jeg på en god blå mandag sammen med mine klassekammerater.
Jeg ønsker, at min familie altid må have det godt sammen.
At min skolegang må blive spændende og jeg aldrig vil miste lysten til at lære.
Jeg beder om, at verden må bestå som den bedste udgave af sig selv.
Jeg bede om, at dem med magt ikke vil misbruge den, men gøre verden til et bedre sted.
Gid hele verden må stå sammen. Jeg ønsker at vi altid kan må og vil snakke med hinanden.
AMEN
