Så høj som himlen er over jorden, så stor er Guds nåde mod dem, der frygter ham”.
Vi er tilbage i 1980’ernes katolske Irland og en katolsk nonne leder gudstjenesten i den lokale kirke med disse ord: “Guds barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt”. Nede på kirkebænken sidder både rig og fattig og iblandt dem den lokale kulhandler Bill Furlong med sin hustru og deres fem døtre.
Nonnens ord får en ny betydning efter Bill en dag oplever, at en ung kvinde mod sin vilje bliver afleveret på klostret af sine forældre. Det viser sig, at nonnerne skjuler, at de har unge, ugifte, gravide piger til at arbejde under barske og kummerlige forhold på deres vaskeri. Bill kan ikke glemme det og hver gang han afleverer kul til klostret, bliver han ved med at vaske og skrubbe sine hænder, når han kommer hjem fra sit i dobbelte forstand beskidte arbejde.
Julen nærmer sig og hans døtre fortæller, hvad de ønsker sig. Hans hustru trækker ham forbi en skobutik og viser et par smukke sko, som hun ønsker sig. Om aftenen, da de lægger sig til at sove, spørger Bills hustru, hvorfor han er så fraværende. Bill fortæller om den unge gravide pige, hvortil hans hustru snusfornuftigt siger: ”Hvad ville der ske med de unge piger, hvis ikke klostret tog sig af dem? Hvis man vil klare sig her i livet, må man af og til vende det blinde øje til.”
En dag, da han leverer kul til klostret, opdager han en ung pige, som er blevet låst inde i det mørke og kolde rum, hvor klostret opbevarer deres kul. Pigen beder ham indtrængende om at tage hende med sig, men Bill følger han hende ind på klostret. Nonnerne byder ham på te og småkager og lader den unge pige sidde med ved bordet og der udspiller sig en falsk forestilling, der går ud på, at det er pigen, der har gemt sig i kulrummet og at hun selvfølgelig ikke vil blive straffet, hvilket hun dernæst bliver, så snart Bill er ude af døren.
Bill går ikke tomhændet derfra. Han får en kuvert med sin hustrus navn. ”Her er lidt ekstra til julen. Så bliver din hustru nok glad.” siger nonnen til Bill. Nu kan Bill købe gaver til sine fem døtre og hans hustru kan få de sko, som hun så brændende ønsker sig. Men Bill har det som i helvede. Han føler stor uro og vasker igen og igen sine hænder.
Det er tydeligt også for udefrakommende, at Bill har kvababbelser. Den kvindelige ejer af den lokale pub advarer ham. De to er vokset op sammen og har begge klaret sig igennem tilværelsen ved at arbejde hårdt. Hun siger til Bill: ”Du skal passe på, hvad du siger om det, der sker. Folk kan gøre det svært for dig?”
”Men betvivler du det aldrig?” spørger Bill.
Bill er kommet i en værre kattepine. Selv har han jo fem døtre, der alle er unge og ugifte og under uddannelse. Han er totalt afhængig af, at hans piger får mulighed for at gå på den lokale katolske skole, hvis de skal have en chance for at uddanne sig.
Bill går ud og køber skoene til sin hustru og dernæst går han ud til klostret, låser døren til kulrummet op og finder uden overraskelse den samme pige låst inde i det kolde, mørke rum.
Denne gang følger han hende ikke ind på klostret. Han tager hende med sig og de går den lange vej tilbage til byen, hjem til hans hjem, hvor han låser døren op, vasker sine hænder og følger den unge pige ind til sin familie og for første gang smiler han.
Sådan slutter den barske og tillige smukke fortælling: ”Small things like these” – småting som disse. Det er en film, der netop handler om de store ting, vi forsøger at gøre små, for at vi kan lukke vores øjne og glemme vores dårlige samvittighed over, at vi ved, at der foregår noget i det skjulte, som ikke bør foregå. Det er netop ikke småting, vi bliver vidne til i vores korte eller lange liv. Det fik vi virkelig at se den mandag aften, hvor vi var samlet til Film med indledning/Film i fællesskab i Ringe Bio.
Da filmen var slut og vi skulle tale om den i biografens café, fik jeg sagt, at jeg syntes, at filmen var livgivende at se.
En herre kom hen til mig og spurgte mig, om jeg virkelig mente det.
Han syntes, at det var en forfærdelig film, fordi Bill jo netop ville ende med at blive slagtet ikke alene af nonnerne, men også af hele sit lokalsamfund, der jo alle havde valgt at lukke øjnene for de uretfærdigheder, som foregik i deres by af frygt for, hvad konsekvensen ellers kunne blive.
Jeg synes, at filmen er livgivende, fordi Bill Furlong gør det, vi alle bør gøre. Han følger sine kristne værdier og går til kamp mod uretfærdigheden – også selvom det kan komme til at koste ham meget selv.
Det var en lettelse, at filmen netop valgte at slutte, inden vi fik nonnernes og samfundets reaktion, fordi filmen på den måde kom til at vise hen til den smukke handling, som Bill valgte til: At tage den unge pige med hjem og passe på hende i stedet for at lukke øjnene og passe sig selv. Præcis som Jesus ville gøre, hvis det var ham. Jeg håber sådan, at vi alle kan blive bedre til at handle sådan i stedet for at holde fast i love og cirkulærer og gå og være bange for, hvordan andre vil reagere, hvis vi gør det, som vores hjerte skriger til os om.
