Da vi holdt høstgudstjeneste, forsøgte jeg at så rugkerner på kirkegulvet og se, om vi kunne få korn til at vokse i kirkerummet. Det lyder fjollet, men det er ikke en umulig handling, da vi har grus og ikke mørtel mellem fliserne. Forsøget blev gjort med afsæt i et meget vellykket forsøg på det samme, da jeg var barn. Uden hensigt lykkedes det en veninde og mig at så korn på mine forældres terrasse. Vi havde malet korn til mel ved at knuse det mellem to store sten. Hen på sommeren voksede der korn mellem fliserne. At så noget og se, om det kan vokse, er interessant.
”Så en tanke og høst en handling. Så en handling og høst en vane. Så en vane og høst en karakter. Så en karakter og høst en skæbne.”
Sådan skriver den engelske forfatter William M. Thackeray. Jeg stødte på citatet et sted, hvor der blev argumenteret for at der i dag er behov for mere karakterdannelse. Dannelse taler alle om. Skal man nu også have en karakter? Altså ikke et tal, som til eksamen, men en karakter ligesom en karakterrolle i en film?
I Sverige klagede en enlig mor for nogle år siden, da hendes teenagesøn på det nærmeste begyndte at tæske hende: ”Hvad har jeg gjort galt? Jeg har givet ham al min kærlighed?”
Kærlighed var for hende at gøre alt for barnet. At give uden at kræve. Men det går ikke – for der bliver ikke plads til den anden. Barnet får ingen rolle. Ingen karakter, som det skal fylde ud. Der er ikke brug for, at barnet gør noget – og derved kan barnet lige så godt forsvinde fra jordens overflade – ingen vil savne ham. Deraf sønnens frustration og aggressive adfærd. At være kræver, at der er nogle, du kan være til for. Nogle der ser dig og synes, at det gør en forskel, at du er der. Du skal have en rolle. Høre til et sted og kunne handle. Gøre noget. Bare et eller andet.
Det får mig til at tænke på Jesus. Jesus er én, der sår i den forstand, at han altid forsøger at få os mennesker til at forandre os og gøre noget med vores liv. Han får os til at træde i karakter. Jesus er en slags karakterdanner. Overført til det firedelte citat kan man sige følgende om Jesus:
1 Jesus sår en tanke og høster en handling: som da han spørger, hvem der vil kaste den første sten og alle går deres vej i stedet for at stene en kvinde for hendes utroskab.
2 Jesus sår også en handling og høster en vane: Han indstifter nadveren ved sit sidste måltid og giver os et nadvermåltid, som vi gentager i hver gudstjeneste.
3 Jesus sår en vane og høster en karakter: Ja, han får sine disciple til at holde gudstjeneste og frem vokser den kristne kirke (på godt og ondt) med sin egen karakter.
4 Jesus sår også en karakter og høster en skæbne: Jesus bekræfter i dåben, at du hører til hos Gud. Derved får du en skæbne. Et sted at høre til. Et fællesskab, som du kan agere ud fra.
Du skal også være karakterdanner. Ikke sådan en af dem, der sætter trenden på Facebook og Instagram og hvad det nu ellers hedder. Eller måske netop en af dem. En af dem med bund i. Med en ordentlig mening bag. ”Bliv i mig”, siger Jesus. ”Hold mine bud”, siger han også. Det sidste gør os nok lidt skeptiske. Hvilke bud er det, vi skal holde? Vi danskere er ikke meget for love og regler, selvom vores land er begyndt at blomstre med netop love for nærmest alting.
En af de første kristne hed Paulus. Han skriver, at man bliver i Jesus ved at bekende sig til ham. Hvordan bekender man? Det gør man ved at tilstå, vedkende og erklære, hvor man hører til. Det kræver ikke noget særligt. Ingen særlig viden. Ingen særlig tro. Ingen særlig tvivl. Blot en beslutning. Et vovemod. Et valg. At turde være en karakter og få en skæbne deraf. Eksempelvis: At turde gå til kirke og vedkende sig den kristne tro, selvom man ikke ved, om man tror. Kristendommen er ikke kun vanedannende. Den er også karakterdannende, tænker jeg.
