Alle mennesker har engang haft et krammedyr at putte med. En bamse, der gav tryghed og en følelse af ikke at være alene. Måske vi skulle ordinere et krammedyr til alle? For lige nu må vi ikke kramme, og vi er mange, der savner det. Også selvom det var gået over gevind, så du indimellem blev krammet af et menneske, der var dig for fremmed til et knus. Men det modsatte duer heller ikke. Vi kan ikke undvære berøring. Vi får hudsult. Et udtryk, der forsøger at formulere, hvad vi længe har vidst. At vi som mennesker har brug for at blive berørt.
Tilbage i oplysningstiden interesserede den franske filosof Rousseau sig for børneopdragelse. Forenklet: Tidligere troede man, at børn var små djævle. Født med arvesynden, som de var. Alt det onde måtte man opdrage (og prygle) ud af dem. En frygtelig misforståelse. Rousseau fandt ud af noget banebrydende. Han opdagede, at børn ikke er ”onde” fra fødslen. At de først bliver onde med alderen – og at de lærer ondskaben at kende fra de voksne. Derfor var dannelse et vigtigt begreb hos ham.
Den danske filosof, teolog og præst K.E. Løgstrup har siden formuleret det med disse ord: At tillid er en basal livsytring hos alle mennesker. At tilliden er der fra begyndelsen. Mistillid er en sekundær følelse, der først opstår, når erfaringen viser én, at man ikke kan stole på andre. Derfor er det så vigtigt, at vi husker på, at vi hvert øjeblik holder hinandens liv i vore hænder. Hvad vi gør og ikke gør mod hinanden, er helt afgørende. Derfor bør ingen være helt alene. Alle skal have mindst et menneske tæt på, der kan give et knus og tale med én.
Nu hvor vi ikke kan ses og kramme med alle dem, vi holder af, bliver der sendt mange knus og klem på internettet. Og tak for det. For selvom det slet ikke er det samme, kan du faktisk godt genkalde dig, hvordan et kram føles, når du forestiller dig det: Fornemmelsen af at være i en favn. At være favnet. Hænder, der tager om dig og en brystkasse, som du kan hvile dit hoved ind til. At blive holdt om, holdt af og holdt ud. Forestillingskraften kan godt give dig følelsen af et knus.
Når du bliver velsignet i en gudstjeneste, får du et stort usynligt knus af Gud. Tanken er nemlig, at Gud sender sin kærlighed, sit mod og sin styrke ned gennem præstens åbne isse og ud gennem de åbne håndflader. Når præsten rækker armene ud til siden, åbner kroppen sig som til et kram og mens velsignelsen lyder i ord, går der et sus gennem rummet og ud til alle, som vil tage imod Guds kærlige ånd.
Og mange udtrykker rent faktisk, at de har det godt, når de går fra kirke. Også dem, som ikke sidder her søndag efter søndag, ja selv dem, som synes, at det er lidt kedeligt. Flere har sag til mig: ”Bagefter tænker jeg: Det var da egentlig dejligt! Jeg får lyst til at komme igen.” Derfor er vi også mange, der savner at gå til gudstjeneste. Fordi gudstjenesten rører os.
På gensyn i kirkerne, der nu endelig er åbne igen – og dagligt bør stå åbne for alle os flakkende sjæle, der mangler et sted at hvile – måske bare et minut eller to. Vær opmærksom på, at det ikke kun er de officielle ”vejkirker”, der står åbne. De fleste kirker står faktisk åbne hver dag eller har en nøgle, der kan lånes ud, så du kan komme ind og finde fred for en stund.
Og så kan du jo hver søndag og helligdag komme til kirke. Nu må vi igen være mere end ti mennesker forsamlet i et kirkerum, så der skal gerne være plads til alle fremmødte.
Jesus siger et sted: ”Hvor to eller flere samles i mit navn, dér er jeg tilstede!”
Hvem vil gå glip af det?
