Prædiken fra påskedag, 1. april 2018
Hvis nu jeg siger til jer, at jeg gerne vil bede jer om at forholde jer i ro. At I må love mig at forholde jer ordentligt dernede på bænkene. Så tænker I: Hvad sker der med præsten? Vi sidder jo ganske stille og laver på ingen måde postyr og ballade! Og tak for det!Men grunden til at jeg fremhæver det, er, at vi i dag fejrer opstandelsen. I sin grundbetydning betyder opstandelse, at nogle er oprørt og ude af sig selv.
Vi kender udtrykket: ”Der var stor opstandelse” fra situationer, hvor der opstår postyr og ballade – det kan være ballade mellem to fremmede, der er stødt ind i hinanden på gaden, men det kan også være to derhjemme, der er blevet uenige og skændes. ”Sikken en opstandelse, det gav”, tænker vi.
Det var sådan de havde det, kvinderne ved graven, da de så den opstandne Jesus. De var rystede og ude af sig selv. Og efter dem var det disciplenes tur til opstand. De kunne ikke tro, at det var sandt, at den døde Jesus var blevet levende. Disciplen Thomas krævede ligefrem at få lov til at stikke fingrene i Jesu naglemærker for vishedens skyld. Sidenhen blev der også opstand blandt jøder og romere, der gav de første kristne modstand og forfulgte dem, fordi de fandt det selvmodsigende, at Gud kan dø. Og rundt om i verden vækker kristendommen stadig opstand. Men her i kirken sidder vi lige så stille opstandelsens morgen. Vi tænker ikke længere på det oprørende i budskabet efter at have hørt på det i 800 år.
Og herregud en eller anden form for opstandelse sker der jo. Ligesom foråret vender tilbage engang. Det tror og håber vi da endnu, selvom det bliver ved med at sne. Ligesom kornet vokser op og bliver til fine strå, selvom de er blevet lagt ned i den mørke jord. Ligesom erantis, gækker, krokus og påskeblomster bryder op igennem den frosne jord. På samme måde er det jo helt korrekt, at den døde krop, den genopstår. Kroppen bliver enten til aske eller jord og indgår i naturen. Den er alle helt med på.
De sidste mange år har det biologiske og nærmest mekaniske syn på verden totalt overtaget. Vi ser på mennesket som en krop og en hjerne. En krop, der skal styres og effektiviseres. Udnyttes, så vi får fuldt udbytte af den. Og dertil en hjerne, der styrer de mange processer. En hjerne, som vi skal huske at benytte ved hele tiden at give den nye udfordringer, så den ikke går i stå, men udnytter mere af sit potentiale. Hvis kroppen og hjernen ikke vil det, vi ønsker, går vi til lægen og så må lægen gøre noget ved det. Men lægen kan ikke gøre noget ved alting. Vi kan blive så udmattede og stressede i krop og sind, at alle processer sætter ud. Vi mister hukommelsen og magter ingenting. Først, når vi når derud, kommer vi i tanke om, at mennesket er mere end en krop og mere end en hjerne.
Fokus bliver nu i stedet på det spirituelle. Vi mediterer, dyrker yoga, tager på retræte. Vi fokuserer på vores følelser. Mærker efter, hvordan vi har det. Hvad vi ønsker, om vi er på rette vej eller om vi skal ændre markant på noget i vores liv? Måske vi ikke længere føler, at vi elsker vores kæreste. Og så må vi jo hellere finde en ny. Det kan også være arbejdet. Vi prøver at stille sjælen tilfreds i håb om, at kroppen og hjernen så igen vil fungere. Men i stedet er vi kommet over i den anden grøft, hvor vi er i følelsernes vold. Vi bliver flyvske og glemmer at være i vores krop. Drømmer måske ligefrem om, at vores sjæl skal finde et andet hylster.
I modsætning til begge disse yderpunkter: Den totale tro på biologien og den totale tro på følelserne skal vi have begge dele kombineret. ”Mennesket er ingen abekat, men et guddommeligt eksperiment af støv og ånd” sagde Grundtvig og han havde virkelig ret i sin pointe. I en af sine bedste salmer skriver han:
”Menneskelivet er underligt for menneske som for myre, men dyrelivet i menneskeham, det er et forhekset uhyre”.
Kristendommen insisterer på, at det er hele mennesket, der genopstår. Det er ikke kun kroppen, som bliver til jord. Det er ej heller kun sjælen, som flyver op i Guds himmel eller vandrer videre til en anden skal, et andet liv. Nej, hele mennesket. Alt det du og jeg kender som dig og som mig. Det er hele det menneske, der genopstår.
Hvis vi ser på opstandelsen fra de døde, så er helheden væsentlig, fordi det vigtige ved opstandelsen er, at den bevarer vores relation til hinanden. Når vi dør og genopstår, er vi stadig kendt og elsket af Gud og vi vil stadig kunne genkende og blive genkendt af vores elskede, når vi mødes i Guds himmelrum. Skidt med, hvordan der ser ud på den anden side af døden. Om det ligner jorden eller ej. Skidt med, hvordan vi ser ud. Om vi ligner os selv eller har en anden form.
Jesus mødte kvinderne ved graven og siden disciplene. De genkendte ham ikke hver gang med det samme, men genkendelsen skete og samværet blev reetableret. Kærligheden og relationen forblev. Det er det væsentlige ved opstandelsen fra de døde og derfor gælder den hele mennesket.
Men opstandelsen fra de døde er kun interessant, hvis der også findes en opstandelse, mens vi er levende. Der skal være nogle at elske og blive elsket af i dette liv, hvis vi skal kunne mødes igen på den anden side. For at vi kan møde hinanden her, kræves det, at vi lader ånden træde til.
Min kollega Niels Grønkjær formulerer det på denne måde:
”Som kroppe står to kroppe overfor hinanden. De er genstande for hinanden. Kropsting. De kan aldrig mødes. De kan kun støde ind i hinanden, i trafik, i krig, i sex. Der er ikke noget tredje de kan mødes i. De er åndløse”.
Men hvis kroppen får tilføjet ånden, bliver den til et legeme.
”Som legemer står to kroppe ikke overfor hinanden. De kan række ud efter hinanden. De kan mødes – i trafikkens samkørsel, når de slutter fred, når de elsker. Det er ikke umiddelbare sansninger, men formidlede sansninger. Legemet er kroppen, der har fået ånd.”
Mennesket er ikke en ting, men mennesket er heller ikke bare følelser. Jeg kan ikke argumentere med følelser. Følelsen bliver nødt til at blive til en tanke, før vi kan bruge den til at argumentere med og følelsen bliver til tanke, når den møder ånden.
Altså består mennesket både af legeme og sjæl, der begge forbindes af ånd. Ligesom legeme og sjæl ikke kan tingsliggøres er ånden heller ikke en ting. Ånden er det, der er imellem os. Og når vi åbner os for ånden, opstår vi til nyt liv med hinanden. Vore legemer mødes og vore sjæle forbindes.
Det er præcis, hvad der sker i dåben. Da Lærke for et øjeblik siden blev døbt, fik hun tegnet korset for sit ansigt og sit bryst. Gud har med sin ånd velsignet Lærke, så hendes krop kan blive legeme og hendes følelser sjæl. Nu får I måske lyst til at gøre oprør og lave opstandelse over, at jeg glemmer at nævne, at også I er blevet velsignet af Gud? Den form for opstand vil være helt på sin plads. For det er I jo. Vel-signet!
Glædelig påske!
