Klumme af valgmenighedspræst Malene Aastrup
”Man kan jo ingenting i den her verden!” Sådan sagde vores yngste søn på 10, da jeg foreslog, at han skulle tegne et hus i stedet for at bygge det i den virtuelle verden.
Det er som om, vi er gået ind i en ny tid. Ikke alene er der virkelig mange ting, som vi ikke kan i den her kropslige faste, som vi er nødsaget til at efterleve. Men en ny verden presser sig på. En sci-fi tid, der måske kan blive lige så virkelig? Når jeg ser, hvad min søn kan bygge i computerprogrammet, forstår jeg godt, at han føler sig mere kompetent derinde end her hos mig med en blyant og et stykke papir og ingen at lege med.
Jeg er nu selv blevet tvunget ind i det virtuelle. Der er bare et problem. Jeg har det med Facebook, ligesom jeg har det med aviser. Jeg tror, at jeg skal læse det hele, som var det en roman. Derfor bliver jeg aldrig færdig. På et tidspunkt bliver jeg træt af det og lukker ned. Som regel forsøger jeg at undgå at logge på. Men nu er jeg kommet dagligt på Facebook, fordi den direkte kommunikation ikke længere er mulig.
Et øjeblik troede jeg, at jeg i den her sære og svære tid ville få ro og masser af tid til at fjerne stakke fra mit skrivebord og læse faglitteratur, men sådan blev det ikke. Al kommunikation foregår nu pr. mail, snailmail og telefon – og på de virtuelle medier. Altid er der åbent. Altid er det i gang. Der er et helt kræmmermarked derude. Jeg kan holde mig ajour på nyheder, synge morgensang, meditere, få stemmetræning, få et kursus, købe ting og høre præster sige kloge ord. Det er fascinerende og skræmmende på samme tid.
Da jeg i weekenden særskilt lagde Fadervor, søndagens tekst og en lille prædiken på Facebook, fik jeg mange positive reaktioner. ”Det skulle du gøre altid!” var der en, der sagde. Og der er helt sikkert mange at nå derude i det virtuelle. Både min kollega og jeg har nået mere end 100% af de mennesker, vi normalt når ud til på en søndag, selvom vi har en god kirkegang. Men som min kollega sagde: ”Det er ikke til at vide, om folk har set det eller bare scrollet over!”
Jeg husker, at en god veninde fortalte mig, at hun kunne mærke på sin mand, at han hele tiden følte sig presset af, hvor mange eller få, der så de arbejdsrelaterede tilbud, som han lagde ud på Facebook. ”Hvem har fået flest ”likes”?”, bliver let til: ”Kan nogen lide eller ikke lide mig?” Det lyder dumt og det er det også, men det er svært ikke at blive påvirket af den succes, som det virtuelle giver eller endnu værre, hvis succesen udebliver.
Selvom jeg kommer til at lægge flere hilsner og prædikener ud, glæder jeg mig til, at jeg igen kan stå i kirkerummet og være rigtigt sammen med mennesker. Indimellem er der nogle, der siger, at de har lyst til at klappe. Jeg er glad for, at de lader være. Så skal jeg ikke tænke over, om de giver et stort eller lille bifald, men blot gøre det så godt jeg kan.
Nu vil jeg holde inde med denne klumme og vende tilbage til min virkelighed. Trække min søn ud af det virtuelle og gå ud i haven med min familie, rive blade, gynge og hoppe i trampolin. Der er nemlig ikke noget, der overgår et glad grin og en solstråle på min kind.
Vi ses derude i det virtuelle, men lad os mødes virkeligt, så snart det igen bliver en mulighed.
