Om Kim Larsen læst som apostel og evangelist, forfatteren Knud Romers misforståede fest og Grundtvigs ønske om at genfortrylle vores univers.
”Jeg er bare budbringer. Et postbud, der har fået et betroet brev i hånden, jeg ikke selv har skrevet.” Sådan sagde Kim Larsen i et interview tilbage i 2002 (Til Henrik Marstal i bogen ”Alt hvad musikken kan”). Alt skal ikke handle om Kim Larsen – blot fordi han nu er død og borte.
Når jeg inddrager Kim Larsen er det, fordi han som nationalskjald kan sammenlignes med en apostel og evangelist. Apostel kommer af det græske apostellå, som betyder udsending og evangelist kommer af euangelica, der på græsk betyder en, der kommer med godt budskab.
En sådan én var Kim Larsen.
Hvad var det så Kim Larsen ville bringe til dig og mig? Hvad var budskabet? Kim Larsen så sig selv som en budbringer af drømme. Han havde drømmene med til dig. Det synger Kim Larsen blandt andet om i ”Joanna”, hvor han længes efter det sted, hvor man kan drømme, larme, svømme, svæve, spire og jage. Et sted, hvor man kan det hele, men vigtigst af alt, et sted, hvor man ikke bare skal passe sig selv.
Og det skal ikke blive ved drømmene. Der skal også ske en virkeliggørelse. Det kommer tydeligt frem i sangen ”Langebro”. Ja, egentlig skulle sangen have heddet Knippelsbro – for det er den, der konkret bliver beskrevet. Det rimede bare ikke, så det blev Langebro i stedet for. Når Kim Larsen synger sangen, ser vi det for os: At da Kim Larsen går ud over Langebro, ser han en, der står og græder.
Han ser også en flok, der står og drikker sig ihjel, en dame fra Jehovas vidner, der råber op om jordens undergang og en kvinde, der ulykkelig løber efter sin mand. Til dem alle siger han: ”Hvis du tør, så kom med mig!” Det er svimlende så meget Kim Larsens sang minder om Jesu kaldelse af sine disciple. ”Kom og se” siger Jesus sammen med det ultrakorte imperativ: ”Følg mig!”
Selvom det ikke blive sagt eksplicit hos Jesus, så må det underforstås, at det krævede en del mod at efterlade sin familie og alt, hvad man havde for at følge en mand, som man slet ikke kendte, men blot følte kaldet fra. Og ligesom Kim Larsen siger til dem alle, at de skal komme med – på samme måde virker Jesu kaldelse også ret tilfældig. Han tjekker ikke ud, hvem der er klog, hurtig, smart eller på anden måde har de rette egenskaber til at være en del af hans discipelskare. Kaldelsen gælder dem alle på en tilfældig måde.
Og endnu mere interessant. Efter disciplene er blevet kaldet, kalder de selv nogle andre: Kom selv og se! Det samme gør Kim Larsen. Han er blevet kaldet til at være budbringer og kalder andre til at gøre det samme. Nu er det let at skrive og synge sange, hvor man gør det rigtige. Virkeligheden er sjældent så rosenrød.
Selvom Kim Larsen hjalp flere af sine venner ved at indspille deres numre og tjene penge ind til dem på den måde. Selvom han nægtede at komme på Finansloven og få livslang statsstøtte. På trods af det, var der alligevel mere skidt end kanel, hvis han selv skulle sige det:
”Jeg er ikke en af de flinke. Det tør jeg sige uden at blinke.
Der er sikkert flere minusser end plusser. Plus det løse som ingen husker.”
Synger Kim Larsen selverkendende i en af sine sidste sange (Den lige vej). Han går endda så vidt som til at bede til Gud:
”Så vis mig nåde og miskundhed. Der var momenter af kærlighed. Og øjeblikke, hvor mit mismod ikke tyngede mig ned.
Og jeg gik den lige vej. Op til himlen. Op til dig.
Men for det meste var det ligesom om. Det gik den anden vej.”
Hvad Kim Larsen derfor også bringer er en længsel. En længsel efter mere end øjet kan se. En længsel efter at blive omfattet af en dyb kærlighed. En genfortryllelse af menneskelivet kan vi også kalde det. Den længsel har mange følt både før og efter Kim Larsen. I Kim Larsens generation havde de den spirituelle længsel, men kom fejlagtigt til at blande den sammen med stoffer.
Knud Romer beskriver det i sin seneste roman. Her lykkedes det Knud Romer at blive lukket ind til en ellers lukket fest. ”Og det var den bedste fest nogensinde. De havde smilet og hilst og nikket og alting drejede sig om mig og mig og mere mig!” (”Kort over Paradis” p. 432). Sådan tænker Knud Romer, indtil det går op for ham, at det ikke var festen, men kokainen, der havde givet ham den opfattelse. Kokainen havde virket som tryllestøv, der forvandlede realiteterne til en selvoptaget ønskeopfyldelse, hvor han selv var den eneste ene i hovedrollen.
Vores længsel kan ikke stilles af stoffer. Vores længsel kan kun stilles af Gud. Det erfarer både Knud Romer og Kim Larsen. Det samme var også Grundtvigs erfaring. Hele hans kristendomsprojekt kan anses for at genfortryllelsesprojekt. I første omgang inddrog Grundtvig det hedenskab, som vi fornuftige og kloge kristne havde dømt ude og gjort grin med. Som dansker blev det naturligvis den nordiske mytologi, som Grundtvig fremhævede.
Hedenskabet – de primitive religioner, som vi også kalder dem – er kendetegnet ved at være velsignelsesorienteret: Alting handler om at få Guds velsignelse og dermed frugtbarhed. Kristendommen fremhæves oftest som en frelsesreligion. Og det som en modsætning til de andre religioner. Men målet med frelsen er altid velsignelse, hvorimod målet med velsignelse aldrig er frelse.
Når kristendommen ønsker at frelse os, så er det for at få os tilbage på det rette taknemmelige spor. Det spor, hvor vi lever i taknemmelighed over alt det, som Gud ganske gratis skænker os. Livet og frugtbarheden, som hedenskaber priser. Først når du som menneske har forstået det. Følt taknemmeligheden. Først da kan du forstå kristendommen.
Kristendommen har det samme mål som hedenskabet, men helt anderledes stærke virkemidler, fordi det ikke længere er os, der skal ofre til Gud. Gud ser i stedet os og ofrer sig selv. Jesus dør og genopstår, så vi kan blive omgivet af Guds kærlighed og omfattet af Guds tilgivelse helt uden, at vi skal gøre os, fortjente til det. Det er det glædelige budskab, som Jesus bragte, Kim Larsen gav videre og som vi også må og skal viderebringe. ”Hvis du tør, så kom med mig!”
