Inspireret af interview i UD & SE oktober 2018 med Troels Kløvedal
”Nu falder de store”. Sådan stod der på Facebook, den augustdag, hvor Benny Andersen døde.
”Det indfanger enkelt og effektfuldt, hvad mange må føle”, tænkte den unge journalist, der var på vej for at besøge en dødssyg Troels Kløvedal.
”Nu falder de store.” Sådan lød det også, da Kim Larsen døde den sidste dag i september.
Sætningen får mig til at tænke på en skov fuld af små og store træer, hvor giganterne pludselig falder. Tilbage står en tom rydning. Tilbage står vi uden vores helte og fyrtårne. Benny Andersen er faldet. Senest også Kim Larsen.Snart falder også Troels Kløvedal. En ondsindet ALS gør, hvad den kan for at hæmme hans liv.
”Hvordan er det mon for en mand, der har dyrket et liv i grænseløs frihed, pludselig at være låst fast i sin krop”,tænker journalisten på sin vej til Troels Kløvedal. Vi andre kan kun så udmærket forestille os den bitterhed, vrede og frustration, en sådan sygdom kan afstedkomme hos den syge. Men Troels Kløvedal er hverken vred eller bitter, selvom han sidder lam i en kørestol. Tværtimod er han taknemmelig for det liv, han har haft og endnu har.
Til journalisten skriver han: ”Når man mister sin bevægelighed, går man fra den store til den lille verden. Jeg har en smuk bondehave med mange gamle frugttræer og anlagde for femten år siden en større frugthave ude på den frugtbare eng (i forlængelse af haven). Jeg drømte som barn om at blive zoolog og har altid været interesseret i botanik. Det betyder nu, at jeg fra min elektriske kørestol har masser af tid til at beundre den verden igen. … Der er ikke en knop på mine mange frugttræer, jeg ikke holder øje med. Ligesom jeg hver morgen holder øje med, at jorden drejer.”
Det er virkelig beundringsværdigt, at Troels Kløvedal sådan kan holde glæden ved livet i live. Selv skriver han, at det for ham er noget helt naturligt, at vi dør. Han har altid holdt af det naturlige. Det var i skovene ved Jægerspris, at hans interesse for naturvidenskaben blev skabt. Og derfor bruger også han træet som billede på livet. Livet, der hele tiden bevæger sig. Han skriver:
”Et træ falder i skoven, og der bliver en lysning og nye skud gror mod solen og lyset.”
Så er vi tilbage ved de store giganter, der falder, men i den tomme rydning bliver der til gengæld plads til at nye træer kan komme til. Mon det er det, der menes, når Jesus taler om, at vingårdsmanden Gud vil skære hver ufrugtbar gren af sit vingårdstræ? Er vi grene, der bliver kappet af, så nye kan komme til? Eller er vi træer, der får kappet grene af, så vi kan vokse bedre til?
Billedet af vingårdstræet Kristus, dets ejer Gud og dets grene os er på en gang enkelt og diffust. Vil Gud virkelig skære os af og smide os i ilden? Er det, hvad han gør, for at andre kan komme til? Bliver vi ryddet til side? Når der i den danske oversættelse står vingårdstræ, så er det kun en tilsnigelse. Vindruer vokser ikke på træer. Vindruer vokser på stokke. Hvor træet har en stamme og grene, der kan kappes af til fordel for træets vækst, forholder det sig anderledes med en vingårdsstok.
Vingårdsstokken er ikke noget uden sine grene. Den kan ikke leve uden dem. Ligesom vingårdsgrenene ikke kan leve, hvis de bliver kappet af stokken. Hvad lignelsen vil vise er altså det gensidige afhængighedsforhold, der er mellem mennesket og Gud i kraft af Jesus. I kraft af inkarnationen. Gud kan skære grenene af, men hvis han gør det, går det også ud over ham selv, nemlig ud over hans egen søn. Og så galt gik det.
Fra at handle om dårlige mennesker, der bliver skåret af som grene, handler lignelsen om Kristus, der ofrede sit liv og igen og igen forbinder sig med os. Os mennesker, der er som dårlige grene. Aldrig perfekte. Altid på vej. Og vigtigst af alt; sikre på, at hvad enten det går op eller ned er Gud med os.
På sit besøg hos Troels Kløvedal bemærker den unge journalist, at flere af havens æbletræer har smidt deres første frugter. De ligger spredt på græsset i tilfældige mønstre. Symbolikken er klar. Giganter falder, men der er altid mere frugt på vej. Hvis vi ser på druen og sammenligner den med andre frugter, er der mere at tænke over. Vindruer. Rigtige vindruer har altid kerner indeni uanset hvor små og uanselige druerne er. Kernerne er ubehagelige og bitre, men de sikrer vinstokken sin frugtbarhed. Og ydermere: Hvor andre frugter vokser enkeltvis, vokser druen i klaser. Den er altid forbundet med andre.
Sådan er det også med os mennesker. Hvad enten vi er giganter eller bitte små, er vi forbundet med andre. Det bliver vi nødt til at være, hvis vores liv skal give mening. Her kommer vi ind på en anden problematik, nemlig vores fejlagtige tro på, at det er os hver især; lille dig og mig, der skal skabe livet og tage ansvar for alt. Den fejltagelse har vi taget flere gange op gennem historien.
Tag Pontoppidans Lykke Per, som mange ser i biografen for tiden. Lykke Per troede, at han selv kunne finde lykken. Kappe alle bånd. Bruge andre som redskab for sin egen lykke, men han endte ensom og ulykkelig.
Det samme skete for 68-oprøret. Der blev gjort op med autoriteter, men alle facitlister og al tradition blev smidt overbord og tilbage stod hver enkelt menneske, som et ensomt træ i en tømt og eroderet skov. Der var ikke længere et vi. Der var kun et mig tilbage. Ikke noget fællesskab til at bære alle. Og meget længere er vi ikke kommet til dags dato. For siden kom computeren, internettet og I-padden. Nu kikker mange ned i skærmen i stedet for på hinanden.
Vi skal have vores ansigter tilbage, men hvordan får vi det? Ved at kikke hinanden i øjnene. Ved at elske hinanden. Og med elske forstås ikke elske i romantisk eller seksuel forstand, men elske i betydningen at hjælpe hinanden frem til fælles vækst og trivsel. (Som Ordbog over det danske sprog, så klogt definerer det danske ord at elske.)
Vingårdsbilledet vil altså vise os, at vi har livet som fælles projekt. Og det er derfor vi i kirkerummet sidder med ansigtet i samme retning, nemlig mod den Gud, som vi alle har til fælles som vores skaber. Giganten, der faldt, men rejste sig igen. Giganten, der står for evigt og også er klar til genrejse dig og mig.
