Kommentar til professor Anders Klostergaard Petersens foredrag på Årsmødet i Vallekilde for de frie grundtvigske menigheder
”Nogle påstår, at mennesket nedstammer fra aben. Men mennesket nedstammer ikke fra aben. Mennesket er en abe!”
Sådan sagde Anders Klostergaard Petersen, professor i religion på Århus universitet på De Frie Grundtvigske Menigheders årsmøde på Vallekilde højskole lørdag den 2. juni 2018. Her var Anders Klostergaard sat til at sige noget om de frie grundtvigske menigheder og det fællesskab, vi kan tilbyde.
Foredraget begyndte ikke med Adam og Eva, men helt tilbage på abeplanet: Aber lever i træer. Aber lever i skove. Aberne blev i skoven. Den abe, der blev til menneske, gik ud af skoven, ud på savannen og derude kan man ikke klare sig, hvis ikke man er i et fællesskab. Hvad der altså adskiller aben og mennesket er fællesskabet, som mennesket er helt anderledes afhængigt af. Problemet er bare, at mennesket har 98,7 % gener ens med chimpansen og aber er egocentriske, hidsige og aggressive. Mennesket er ifølge Anders Klostergaard Petersen ikke undtaget herfra.
Ser vi på de menneskelige følelser, har vi fire grundstemninger: Vrede, frygt, sorg og glæde. Tre negative følelser og så glæden. Ikke underligt, at så mange bliver deprimerede i dagens samfund, hvor det handler om at være glad hele tiden. Det går jo imod vores oprindelige natur.
Det er Anders Klostergaard Petersens påstand, at kultur og religion er det, der holder aben i ave. Sikrer den glæde og den gruppedannelse, som mennesket har brug for. En gruppedannelse, som det har taget tusinder af år at udvikle, men som er så sårbar, at den med et trylleslag kan gå i stykker.
Hvor mange mennesker undrer sig over den høje skilsmisseprocent, undrer Anders sig over, at det overhovedet kan lykkes mennesker at blive sammen i et ægteskab. For hvor myrer genetisk er bestemt til at være sociale, er mennesket ikke et socialt væsen. Der er en grund til, at alle byer har haft byporte. Det var for farligt at begive sig udenfor det allerede etablerede fællesskab. At vi i dag har storbyer med tusindvis af mennesker lader sig kun gøre i kraft af kultur. Og når der på teaterbygningens facade står: ”Ej blot til lyst”, så skyldes det, at kultur og religion førhen var sammenfaldende. Kultur var ikke hvad som helst. Kulturen havde til formål at give mennesket en moral. Som regel den herskende religions moral.
Tidligere ville man ikke indenfor videnskaberne tale om ånd og kultur, men i dag er alle videnskaber optaget af det, fordi man har erfaret, at det er ånd og kultur, der om noget danner mennesket både individuelt og som gruppe. Mennesket er ikke kun biologi, som marxister og biologiske reduktionister har påstået. Mennesket har en viljesfrihed, der virker ind på biologien og den viljesfrihed bliver påvirket af kultur og religion. Nej, det er ikke ligegyldigt, hvad vi går og fylder os med.
Hvis vi kaster et blik tilbage på de frie grundtvigske valgmenigheder, er vi truet både udefra og indefra. Udefra er vi truet af sognemenighederne, som i dag har næsten de samme friheder som vi – og som i øvrigt også har taget vores kultur til sig. Nemlig det høje aktivitetsniveau udenfor søndagsgudstjenesten, der cementerer det fællesskab, som gudstjenesten har etableret.
Indefra er vi også truet. De frikirkelige og karismatiske kristne bevægelser har taget vores organisationsform til sig, kalder sig valgmenigheder og gør brug af den valgmenighedslov, som vi for 150 år siden var årsag til.
Hvis vi virkelig tror på vores frihedslove, kan vi ikke nægte andres brug af loven, men det gør det danske kirkelige landskab grumset, at valgmenigheder kan være noget så divergerende som både missionske, karismatiske og grundtvigske. Anders Klostergaard Petersen havde gode pointer, som jeg kun kan give ham ret i, selvom jeg foretrækker Grundtvigs fremhævelse af syndefald og gudbilledlighed fremfor Anders’ negative udgangspunkt i den egocentriske abe.
Kigger vi indenfor vores egne rækker, er det i øvrigt heller ikke til at forstå for udefra kommende, hvad forskellen er på en grundtvigsk frimenighed og en grundtvigsk valgmenighed. I Ryslinge et dåbsritual og generelt tilhørsforholdet til folkekirken, som kun valgmenigheder har. Også vore egne medlemmer kan have svært ved at forstå, hvad det egentlig er vi står for. Det lader til, at mange tror, at friheden kan stå alene. At det blot handler om at være fri. Så stor har fokus på friheden været, at det nu kan give bagslag. For så kan de også lige så godt være frie fra vores fællesskab og melde sig helt ud af kirken.
Hvad er det så vi kan, os i de frie grundtvigske menigheder? Vi kan ikke noget som andre ikke kan, men forskellen er, at vi har gjort det. Nemlig etableret et fællesskab, som du kan vælge, hvis du vil. Frihed kan ikke stå alene. Når det er så vigtigt at være fri, så er det for at være fri til noget. Nemlig fri til at være med i et fællesskab, som giver mening for én. Det nytter ikke noget, at vi er lunkne. At alt er lige godt. Vi bliver nødt til at være enten kolde eller varme ellers bliver alting ligegyldigt og uden betydning.
Det har forfatter Knud Romer både erfaret og gjort sig tanker om, som er værd at tænke ind. Hvor Knud Romers første roman var en form for biografi og skabte furore og skandale, fordi han til trods for romangenren fastholdt navne på familie og bekendte, så handler hans nyudgivne roman om den menneskelige tilværelse på et mere overordnet plan, selvom også den er selvbiografisk.
Knud Romers problem er netop lunkenheden. Selv vil Knud Romer indrømme, at han det meste af sit liv har jaget efter vind. At han endte med at føle sig uendelig tom indeni. I et interview i Kristeligt Dagblad den 8-6-2018 siger han:
”Jeg har været afhængig af alle de forkerte ting. Først af mine forældres penge, fordi jeg var så bange for, at jeg ikke kunne klare mig selv. Og siden har jeg været afhængig af vin, marihuana og først og fremmest af bifald. Jeg har forsøgt at skabe større og større præstationer for at få større og større bifald. Jeg fandt ud af, at skandalen er berømmelsens moder, så jeg har været grænseoverskridende uafbrudt, men det har kun fyldt mig med tomhed.”
Det har taget Knud Romer tolv år at få skrevet den nye roman og undervejs blev han både ruineret og syg. Den erfaring, som Knud Romer nu gerne vil give videre er, at mådehold giver liv: ”De sande livsnydere er dem, der forstår at suge saften ud af de små ting. Hvis man hælder vin i sig, kan man drikke en hel flaske vin i en mundfuld. Den betyder intet og den smager af intet. Hvis man holder igen, rammer en enkelt dråbe vin til sidst tungen som en sanseeksplosion.” Selv luften kan smage af hvidvin. ”Vi er dyr, der har vendt dyr ryggen”, siger Knud Romer i tråd med Anders Klostergaard.
Hvor dyrene endnu lever i Paradiset, i evigheden, i en cirkulær tidsforståelse, så lever vi mennesker i en lineær tidsforståelse, hvor vi udskyder både døden og vores behov. Vi er dyr, der har taget tøj på og som begrænser os selv gennem vores dannelse. Problemet er, at vi har glemt begrænsningerne. Vi bliver nødt til at være opmærksomme på, hvem vi er og hvad, der er vores vilkår som mennesker. Vi bliver nødt til at tænke og handle derefter.
Det er det samme budskab, Jesus bringer. Vi må ikke være lunkne. Vi må vælge til. Vi må ikke sætte vores kære eller os selv op på den piedestal, hvor kun Gud hører til. Vi kan ikke få et ordentligt liv, hvis vi ikke vil se i øjnene, at der ikke kun er glæde, men også et kors at bære. Vi må ikke leve som dyr fra dag til dag. Vi må også på menneskelig vis reflektere over tilværelsen, som en bygherre regner på byggeriet og som en konge tæller sin hær. Eller sagt med Anders Klostergaard Petersens og Knud Romers termer: Vi tror, at vi kan være som aber i Paradisets have, men vi bliver nødt til at være aber på syndefaldets præmisser. Vi bliver nødt til at opføre os ansvarsbevidst og ydmygt, som det hører mennesker til. Vi må ikke tro os frie fra alt og leve lystbetonet som en abekat. For så ender vi i bur uden at vide, at vi er det.
I forholdt til at være valgmenighed betyder det, at vores fællesskab aldrig må handle om at være frie fra alting, også hinanden, men netop om at frie til at være sammen og tage os af hinanden. En kirkegænger fremhævede engang, at hun holdt af at gå i kirke, fordi hun ikke skulle forholde sig til de andre i kirkerummet. Hun har for så vidt ret i, at pointen med gudstjenesten ikke er vores indbyrdes fællesskab, men vores fælles fællesskab med Gud. Derfor sidder vi heller ikke i en rundkreds og ser på hinanden. Vi er placeret som i en bus – alle med retning mod alteret. Men hvis ikke vores fællesskab med Gud giver os fællesskab med mennesker udenfor kirkerummet, skal vi tro om igen.
”Mennesket er ingen abekat, men et guddommeligt eksperiment af støv og ånd” sagde Grundtvig. Hvis ikke vi tager det på os, at vi er støv – at døden er vores vilkår og at vi er ånd – at Gud er med os og sætter vores åndedrag, så vil vi få det som ham, der drikker en hel flaske vin uden at smage den. Som ham, der forsøger at beruse sig i livet, men kun får tømmermænd.
På årsmødet i Vallekilde lød kritikken fra Anders Klostergaard Petersen, at grundtvigske fri- og valgmenighedspræster er for sløve med pennen i medierne. Tak også for den opsang. Derfor dette indlæg i håb om, at flere vil få øjnene op for, at de grundtvigske valgmenigheder efter de første 150 år stadig er en del af folkekirken.
