
Litteraturforløb: Henrik Pontoppidan
Verdenslitteratur på tværs af generationer
Sidste vinter læste vi Sigrid Undset sammen. Nu er der igen litteraturforløb – denne gang med Henrik Pontoppidans bøger.
Vi skal læse
Isbjørnen er den højst elskede af Henrik Pontoppidans kortromaner. Skildringen af den hjertelige og egensindige præst Thorkild Müller er meget indtagende og fortæller samtidig om Pontoppidans kristendomsforståelse. Han var ingen “præstehader”, som det ellers gerne hævdes, men foragtede kun de præster, der fortyndede kristendommen. Bjørnen Müller er en af de meget sjældne præster i forfatterskabet, der har sin forfatters fulde sympati.
Nattevagt fortæller grumt og tragisk om, hvordan hang til selvrealisering kan forgifte uegennyttig kærlighed. Kortromanen foregår i kunstnernes Rom, hvor den socialrealistiske maler Jørgen Hallager solidariserer sig abstrakt med alle fortrykte, mens han træder den hengivne kærlighed fra sin tilkommende hustru Ursula Brandt under fode. Kortromanen bevidner Pontoppidans fremmedgørelse ved Det moderne gennembrud og Georg Brandes krav om socialt indigneret naturalisme i kunsten.
Henrik Pontoppidans roman De dødes rige er en monumental skildring af det danske samfund fra top til bund på tærsklen til det 20. århundredes brølende modernitet. En gammel verden går under, og Pontoppidan bekendte, han var grebet af “undergangsangst” på danskernes vegne. Politik og kristendom kommercialiseres, menneskene bliver mere ængstelige for smerte og for at gå glip af muligheder. En støthed forvitrer i rastløshed og jagt på adspredelse. Men som to søjler står godsejeren Torben Dihmer og præsten Mads Vestrup midt i en broget og gribende handling.
Vi læser bøgerne sammen i bogklubben
I valgmenighedens egen bogklub giver vi tid og rum til at fordybe os i bøgerne.
Tirsdag 17. februar kl. 10-12: Isbjørnen.
Tirsdag 10. marts kl. 10-12: Nattevagt.
Tirsdag 14. april kl. 10-12: De dødes rige.
Program
Onsdag 14. januar 2026 kl. 19.30 på Ryslinge Højskole
Indblik i Pontoppidans liv og værk ved Erik Skyum-Nielsen.
Tirsdag 3. februar 2026 kl. 19.30 i Ryslinge Valgmenigheds mødesal Isbjørnen og Nattevagt ved Anders Raahauge.
Onsdag 4. marts 2026 kl. 19.30 i Ryslinge Sognegård De dødes rige ved Erik Skyum-Nielsen.
Onsdag 8. april 2026 kl. 19.30 i Ryslinge Frimenigheds sal De dødes rige fortsat ved Erik Skyum-Nielsen.
Mandag 20. april 2026 kl. 19.30 på Ryslinge Højskole Udblik til Pontoppidans samtid ved Anders Raahauge.
Tilmelding og pris
Tilmeld dig på mail@ryslinge-hojskole.dk eller ring på tlf. 6267 1020, hvis du vil være med. Deltagelse koster 60 kr. pr. aften inkl. kaffe og kage. Betaling på dagen.
Henrik Pontoppidan (1857-1943) betegnes af nogle som prosaens danske mester. Pontoppidan tager livtag med de eviggyldige eksistentielle spørgsmål i et menneskes liv og er samtidig en bidsk samfundsrevser. Realisme og ironi er nøgleord i Pontoppidans forfatter skab. Særligt i hans noveller kommer samfundskritikken til udtryk, ikke mindst i behandlingen af fattiges vilkår. Selvom novellerne behandler tragiske skæbner, er der ingen moralisme at spore hos Pontoppidan. Det onde findes i hvert enkelt menneske, såvel som i samfundet omkring det. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur.
Pontoppidan stiller spørgsmålet: Hvad sker der med mennesket, når den frihed, som oplysningstiden ville bibringe det, indfinder sig? Er prisen for materielle goder, selvrealisering og et liv fyldt med oplevelser, at du får et åndløst liv og samfund, hvor mennesker eksistentielt befinder sig på gravens rand? Hvordan forankres et menneskes samvittighed uden Gud? Er det nok med humanistiske, kultur kristne besyngelser af kristne værdier, eller mister et menneske muligheden for at blive sig selv, hvis den personlige bekendelse til Gud udestår? Disse spørgsmål og temaer er lige så aktuelle nu, som for 100 år siden, og det er grunden til, at vi til vinter her i Ryslinge skal læse Henrik Pontoppidan. Vi får besøg af Erik Skyum-Nielsen, lektor emeritus ved Københavns Universitet, fra 1978 kritiker ved Dagbladet Information. Skyum-Nielsen afholder intro-aftenen til Pontoppidans liv og værk, og læser desuden over to aftener De dødes rige med os. Anders Raahauge, mag.art. i litteraturvidenskab og sognepræst i Sønderborg, læser novellerne Isbjørnen og Nattevagt med os og giver os som afslutning på forløbet et udblik til Pontoppidans samtid. Raahauge har for nylig skrevet bogen Pontoppidans præster.