”Her hviler Thomas og hans kone Charlotte. Døde den 20. oktober kl. 5.”
“Sådan kunne dødsannoncen se ud”, tænkte hun, da hendes mand døde. Hun stod med to dødsfald: Hendes mands og hendes egen.
Der kunne lige så godt skrives en dødsannonce over hende også.
Hun kunne bisættes og sendes i krematorieovnen.
Hun kunne få en plads på en kirkegård.
Alt det liv, hun havde levet med sin mand, var hun blevet alene om at erindre. Den Charlotte, hun var med ham, var nu borte.
Hun var uafvendeligt borte. Hvem var hun nu?
Hun kunne ikke vækkes til live. For hvem skulle vække hende og hvorfor?
Sådan formulerer Charlotte Høvsgaard tabet af sin ægtefælle i Kristeligt Dagblad fredag den 29-9-2017. Det samme gør sig gældende i evangeliet til 16. søn.e.trin, hvor Jesus opvækker en enkes søn fra de døde. Da enken mister sin eneste søn, så mister hun også sig selv. Hun dør også. Hun dør mentalt ligesom Charlotte Høvsgaard beskriver det – og dertil kommer, at hun også fysisk og socialt vil være så godt som død.
En kvinde var afhængig af sin mand. Døde han, så var hun afhængig af sin søn. Og døde han, så havde hun ingen til at tage sig af hende. På Jesu tid var familien det bærende. Alene var man ingenting. Det er stort, at Jesus vækker et menneske til live fra de døde.
Vi kan nu tro på opstandelsen fra de døde som en mulighed.
Men ligesom Folkekirkens Nødhjælp tror vi også på et liv før døden. Og det liv får enken nu tilbage. Derfor står der også, at Jesus gav sønnen tilbage til sin mor. Havde opstandelsen fra de døde været det centrale i dagens tekst, så havde morens eksistens været underordnet.
Der er altså opstandelse i hverdagen?
Ja, der er masser af opstandelse. Det ene øjeblik er du glad. Det næste i sorg. Det ene øjeblik lykkelig. Det næste øjeblik bliver der sagt nogle ord, som slår dig helt ud af kurs. Du bliver forskrækket måske ligefrem bange, dernæst ked af det, så du græder. Du er ude af dig selv. Bagefter bliver du vred. Vred over, at nogen vil være bekendt at behandle dig sådan. Din retfærdighedssans er såret.
Der er ikke langt fra glæde til sorg og fra jubel til vrede. Der er ikke langt fra lykke til ulykke. Fra tilfredshed til fortvivlelse. Man gud ske lov heller ikke altid langt den anden vej.
Det er komplekst at være menneske. Ret som du tror, at alt er i bero, så bliver der stor ståhej og opstandelse. En noget mindre lykkelig opstandelse end den vi drømmer om.
Vi danskere går for at være verdens lykkeligste. Føler du dig lykkelig? Privilegeret i hvert fald. Men lykkelig sådan rigtigt?
Jeg gør ikke. I hvert fald ikke hele tiden. Når jeg ser på folk fra fattige kår, så virker de ofte mere glade og taknemmelige, end vi danskere gør. Vi er ikke så lette at slå for et smil.
Og det er jo egentlig sært, når vi tilsyneladende er sluppet af med alle de forhindringer, som andre folk har.
Vi har demokrati. Alle kan mene, hvad de vil og gøre, hvad de vil, så længe det ikke går ud over andre. Vi har ytringsfrihed. Religionsfrihed. Så meget frihed. Vi har velfærd, vi har brød på bordet og et sikkerhedsnet, som står klar til at gribe os, hvis vi ikke kan stå selv. Men ”øv” siger vi. Vi vil have mere. Vi har menneskerettigheder og stiller krav.
Så helt anderledes end eksempelvis det indiske folk, som mestendels er hinduister. De er stadig bundet op på et hierarki. Delt op i grupper, som kaldes kaster. Dem fødes man i. Og man er selv ude om det. Man er genfødt efter fortjeneste. Karmaloven regerer. Det, du gør mod andre, vil ramme dig selv. Både i dette liv og i det næste liv, som du skal genfødes i. Heldig er man, hvis man slipper ud af genfødselshjulet. Så opnår man Nirvana, som er den totale ophævelse af alle følelser.
I Danmark er vi nået ud over feudalsystemet. Selvom vi har et kongehus, så har vi ikke længere nogen forskel på adel og bønder. Vi har stadig biskopper og provster, men reelt set har de ingen magt. Det bør de i hvert fald ikke have. Vi er alle lige. Hinandens tjenere, ligesom Jesus ønskede, at vi skulle være. Men helt lige er vi alligevel ikke. Nogle er gode til at bruge hovedet, nogle gode med hænderne, nogle gode med fødderne og nogle gode til at regne den ud.
Vi har forskellige nådegaver, siger Paulus, men vi glemmer, at de alle er lige meget værd. At kroppen har brug for alle lemmer for at være et legeme. Der er masser af usynlige hierakier. Nogle er naturlige. Som at jeg som præst har ordet på prædikestolen og at det er læreren, som sætter dagsorden i undervisningen. Andre er konstrueret på grimmeste vis.
Hvorfor har vi hierakier? Det har vi, fordi vi har tid til at bekymre os om det. Tid til at tænke på andet end føde og sikkerhed. Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow lavede helt tilbage i 1943 en grafisk fremstilling af de menneskelige behov i en behovspyramide. Hans påstand er, at behovene må opfyldes nedefra i pyramiden. Man må først have dækket sine fysiologiske behov. Når vi er mætte og varme, så leder vi efter tryghed. Derfor fik vi høvdinger og siden konger, statsministre og præsidenter. Når vi er trygge, så tør vi søge efter kærlighed. Og når vi føler os elskede, så begynder vi at se på os selv og ytre ønske om et bedre liv, mere selvrealisering.
Det er derfor danskerne på den ene side er verdens lykkeligste folk og på den anden side verdens ulykkeligste. Det basale har vi, men vi vil have mere. Vores følelser derimod dem vil vi ikke have. Dem er vi bange for: Vrede, sorg, skuffelse, ængstelse. Væk skal de. Tror vi. Virkeligheden er, at vores følelser er signaler til os om, hvordan vi har det. Vigtige signaler, som vi skal bruge for at trives og have det godt.
Vi er hele tiden ved at blive til. Noget i os dør hele tiden, mens noget nyt bliver til. Det skete for enken i Nain, der var så heldig, at Jesus gav hende sin søn tilbage. Og det skete for enken Charlotte, selvom hun ikke fik sin mand tilbage i fysisk forstand. Længe følte hun sig gift, så blev hun enke og nu er hun sig selv.
”Sorg er en dannelsesproces. Det er Susanne Brøgger som har sagt, at vi dannes, mens vi heler. At gå igennem en sorg er at komme overens med en forandret verden.”
Det samme gælder livet. Det opstår hele tiden. Det forandrer og vi må forandre os med det. Gud giv os modet til det!
