Uddrag af formand Niels Rasmussens festtale ved årets nytårskur for ansatte og frivillige i valgmenigheden den 31/1-2020.
En nytårskur – hvad er egentligt det for en størrelse?
Har den familieskab med en slankekur, og er en direkte konsekvens af den megen julemad på sidebenene? Er det derfor den placeres efter jul? Ifølge ordbogen, er der to forklaringer. Den ene er en ceremoni, hvor regenten eller monarken mødes med fremtrædende personer i anledning af nytår. Den anden rammer mere præcist det, vi i bestyrelsen har tænkt: En festlig sammenkomst for foreningens involverede i anledning af nytåret.
Hvorfor? Den enkle version kunne være, at man skal udnytte enhver lejlighed til at holde en fest og nyde samværet med hinanden. Jeg vil dog driste mig til at udvide den ellers udmærkede begrundelsen en smule.
Energikilden er fællesskabet
Den energikilde, vi kører på, er lysten til og ansvaret for fællesskabet. Men det er ikke nemt at danne fællesskab med nogen, man ikke kender. Menighedens medlemmer har ofte en ret præcis relation til menigheden, men ikke ret meget relation til hinanden. Derfor er vi samlet her i aften; for at styrke fællesskabet for alle os, der bidrager til valgmenighedens virke.
Den eneste motivation vi fra bestyrelse kan skabe er, at I alle synes, det er godt at være her, og at arbejdet giver mening for jer hver især. Samtidigt er det en latent udfordring at finde balancen mellem på den ene side indadtil at have det godt sammen, og på den anden side at åbne menigheden op ud mod nye medlemmer, så de hurtigt føler sig til rette.
I spændingsfeltet mellem fortid og fremtid
Der en tanke, der til tider rammer mig som bestyrelsesformand: Med den lange og glorværdige historie vi har bag os, den nutid vi lever i, og den fremtid som ligger foran os, hvordan placerer vi menigheden i spændingsfeltet mellem historiens vingesus og fremtidens udfordringer? Hvad er det for en historie vi står på skuldrene af?
Som gymnast ved man, at den centrale opgave, når man står på skuldrene af nogen, er at spænde hver muskel i kroppen og tage et fast blik på noget, der befinder sig et stykke foran en. Så bliver man stabil og ham, der står under, kan bære læsset og bevare balancen, når tingene bevæger sig.
Historien danner den struktur, vi har. Det er man i både valgmenigheden og frimenigheden meget bevidst om. Bevidstheden om forskelligheden og lysten til at bevare den frigør en masse energi.
Det var vel i bund og grund den energi, som i årene fra 1870 og ca. 40 år frem i Ryslinge skabte et mirakel. Miraklet skabt af en lokalbefolkning, der mere end noget andet sted havde lyst til at tage det, at danne forudsætninger for sit liv og virke, i egne hænder. Man skabte en friskole, et mejeri, et øvelseshus, en grundtvigsk valgmenighedskirke, to præstegårde og en højskole.
Det, som er vigtigt, er at bringe perspektivet op til den tid vi, lever i nu. Jeg har ikke set nogen, der har turde skalere den aktivitet op til noget, der kan sammenlignes i nutiden. Hvad var det for en evne, datidens ledere havde til at motivere og skabe fællesskabet? At det er en sag, der giver mening for den enkelte og noget, man kan se sig selv i – og at nogen kan italesætte opgaven. Det frigiver ressourcerne, og sådan er det stadigvæk.
Men nogen må tage de store ord i sin mund. Nogen må skabe visionen og stå på skuldrene, spænde hver en muskel i kroppen og tage præcist sigte på det, man går efter i fremtiden.
Ansvarlighed overfor fællesskabet
Hvordan går det med det fine fællesskab, som historien har givet os i hænderne?
Som nyvalgt formand er jeg blevet overvældet. For at få bare en smule overblik over, hvad alle disse begejstrede mennesker, jeg mødte, lavede, tænkte jeg med min analytiske hjernehalvdel, at der måtte laves funktionsbeskrivelser til alle. Jeg blev hurtigt klogere og fandt ud af, at alle disse begejstrede mennesker havde noget fornuftigt i hænderne. At man agerede ud fra den enkeltes ansvarlighed overfor fællesskabet og rent faktisk ikke behøvede nogen funktionsbeskrivelse.
Hvad er det alle ressourcerne bidrager til?
Til en kirkelig menighed, hvor vi løsrevet fra folkekirken – som friskolerne er det fra folkeskolen – formår at drive en kirkemenighed med 700 medlemmer med egen præst og kirke. Det er godt gået. Hvis jeg skal lægge en økonomisk analyse ned over noget, der er emotionelt drevet, kræver det ikke mange forudsætninger at regne ud, at hvis ikke frivillige og deltidsansatte bidrog, lod det sig ikke gøre.
Engagementet kendetegner vores menighed
Med det som udgangspunkt stiller bestyrelsen sig spørgsmålet: Hvad kendetegner medlemmer af valgmenigheden og hvad er vores særkende?
Når jeg lader øjnene glide ned over medlemslisten, giver den ikke svaret. Svaret ligger i de aktiviteter, vi formår at fylde vores fællesskab med. Når vores dygtige præst, der søndag efter søndag udlægger dagens tekst og formår at gøre det, som kan synes at være kompliceret og langt væk, til noget nærværende. Når kirkebetjeningen skaber en stemning af, at vi besøger nogen, når vi kommer i kirken. Når organist, kirkesangere og andre frivillige fylder kirken med musik. Når haven er passet, gruset revet. Når kaffen i mødesalen er lavet, kagerne bagt, græsset er nyslået, og muldvarpene er fanget. Når blomsterne er vandet, fyret er passet, og når der ligger et inspirerende kirkeblad i postkassen. Når et langt program for folkeoplysende aktiviteter løber af stablen, ud fra betragtningen om, at vi alle bliver klogere af at mødes og tale sammen, og lever op til Grundtvigs ord: Mennesket først, kristen så. Så fungerer de aktiviteter, der skaber Ryslinge Valgmenighed og som skal skabe grundlaget for at blive en del af fremtiden: Alt det, som ligger hos jer.
Vi skal være en del af kulturfællesskabet
Fortiden skabte strukturerne ud fra det aktuelle behov, og nutiden bør for mig at se gøre det samme. Bestyrelsen for valgmenigheden skal sammen med frimenigheden skabe rammerne for samarbejdet omkring kirken, så det, der er vores alles kirke, også formelt bliver det.
Derudover er opgaven for valgmenigheden ikke så meget anderledes, end den altid har været. Vores dygtige præst Malene, skaber i alt, hvad hun gør en rummelighed, så alle kan være her. Og ansatte og frivillige bidrager stort til, at hele urværket går.
Om vi har mange eller få medlemmer, er for mig at se ikke så vigtigt. Det, som er vigtigt, er at vi alle gør os umage i det vi gør, så kommer resten af sig selv. Vi skal ikke missionere, men det er vigtigt, at vi i fremtiden formidler de rammer, vi tilbyder udad til, så vi kan blive en naturlig del af det kulturfællesskab, der er omkring os og en tumleplads for den emotionelle hjernehalvdel.
Skål og tak for indsatsen til jer alle.
