”Skat” sagde kvinden og manden svarede ”ja, min skat?” Men han var ikke den eneste, der svarede. Også deres børn svarede: ”Ja, mor.” Selv hunden logrede med halen og tænkte, at nu ville den blive klappet og kælet for.
Midt i det hele sad en lille pige, som var i pleje. Hun fulgte opmærksomt med og noterede sig, hvad der skete. ”Du siger godt nok skat til mange!” sagde hun til kvinden. ”Ja?” ”Du siger både skat til din mand, til dine børn og til jeres hund.” ”Ja?” ”Men du siger ikke skat til mig!” ”Kunne du tænke dig det? Spurgte nu kvinden og svaret var ja.
Om aftenen, da den lille pige skulle sove, sagde kvinden: ”Godnat lille skat”, hvortil den lille pige svarede: ”Nu er jeg også en af dine skatte!”
Fortællingen udtrykker præcist, hvad livet og dåben handler om. Nemlig vores alles behov for at høre til og være nogens skat. Når vi har dåb i kirken, så er det ikke for at lukke barnet ind i en sluttet kreds. Det er heller ikke for at tvinge meninger og holdninger ind i barnets lille hoved. Nej, det er for at vise barnet, at det er elsket. Elsket af sin familie. Alle dem, der er inviteret med til dåb. Og at barnet tillige hører til i et langt større fælleskab end familien udgør. Det fællesskab, som menigheden symboliserer. Et fællesskab med den skaberkraft, der har skabt os alle. Ham, vi kalder for Gud. Som vel at mærke ikke er en mand med skæg oppe i himlen, selvom vi har det med at forestille ham sådan.
Vi døber børnene for at de skal vide, at de allerede fra deres fødsel af er Guds lille skat og altid vil være det. Det finder jeg rørende smukt – og derfor er også netop det at være vidne til en dåb noget af den største gave, jeg som præst og vi som mennesker kan få.
Dåben er en gave, men med dåben følger en opgave. Først og fremmest for forældre og faddere, der har sagt ja til at følge op på dåben ved at række Guds kærlighed videre til den døbte. Den fordring gælder imidlertid os alle. At vi skal række Guds kærlighed videre til vores medmennesker. Når Jesus i dåbsbefalingen nøder os til at gå ud i hele verden og døbe alle mennesker og lære dem at holde alt det, som han har befalet os, så har han ikke biblen eller andre lovsamlinger i tankerne.
Der er ikke en bøde på femhundrede kroner i vente, hvis vi kommer til at bande eller glemmer at sige; jeg elsker dig. Det Jesus alene har befalet os er, at vi skal elske Gud og elske vores medmenneske. Det bud, som vi kalder for det dobbelte kærlighedsbud. Vi kommer til at fejle undervejs – og for det vil han tilgive os, men vi må aldrig kravle ind i et musehul, gemme os og passe os selv. Vi skal hele tiden være til for den anden. Som en filosof så rigtigt har sagt det: ”Uden et du eksisterer der ikke noget jeg.”
Dagen før jeg kom fra ferie efterlod jeg helt bevidst min computer forsvarligt låst inde i pengeboksen og mobilen i min taske. Da ringede min telefon. Jeg hørte det ikke. Der kom også en mail. Den så jeg heller ikke. Der kom også en mand og ringede på. Ham så jeg heller ikke, men mine drenge kaldte på mig. Og det var godt. For nogen skulle have fat i mig.
Hold da op, hvor vi hele tiden bliver kimet ned, beep´et og ponket fra alle sider. Så ringer det på døren og der står en frivillig og beder om et bidrag til et godt formål. Bagefter er det en af de humanitære organisationer, der ringer dig op og beder dig tegne et abonnement. Og på mailen er der fyldt med spam. Alle mulige tilbud, som du aldrig har bedt om, men må forholde dig til. Dertil kommer for de fleste et arbejde, en familie, nogle venner, nogle bekendte – og noget frivilligt arbejde.
Alle ønsker hele tiden at få vores opmærksomhed. Og hvor er det godt, at nogen vil i kontakt med os. Men hvor ville det være dejligt, hvis det blev dæmpet og formindsket. Og hvor ville det være dejligt, hvis vi blev bedre til ikke hele tiden at tjekke mails, smser, facebook. Hvor ville det være dejligt, hvis ikke vi blev sådan tynget af en stressprovokerende følelse af, at vi hele tiden skal stå til rådighed for alt og alle. Jo mere der bliver råbt op, jo mere lukker vi af og opfatter opmærksomheden som generende støj, som vi skal lukke ude og abstrahere fra.
Når Jesus beder os om at omvende os. Når han beder os om, at vi som kristne skal gå ud i hele verden og døbe og undervise, så beder han os ikke om at tromle andre ned og tvinge vores holdninger ind i dem. Men Jesus beder os om at gøre noget: At gøre klart, hvad vi finder, er vigtigt i stedet for at sige, at alt kan være lige godt og ét fedt.
”Man kan ikke handle godt udadtil uden at reflektere indadtil.” Udtalelsen har jeg fra Per Stig Møller, der præciserer sine ord og siger:
”For mig er det en kombination af at være aktiv politiker og skrive bøger. Jeg synes, man har et ansvar for at være aktiv – for at fjerne det, man synes er urimeligt og fremme det, man synes er rigtigt.”
Jeg har altid været overbevist om, at politik og teologi ikke hører sammen, men jeg har ikke helt ret. For det hører naturligvis sammen i den forstand, at hvad bøgerne er for Per Stig Møller, det er kristendommen, kirken og troen for mig. Her i kirken reflekterer vi over livet og dets mening. Og hvis vi gør det uden at handle, har vi ret beset glemt det ansvar, som Gud ifølge biblen allerede giver os på skabelsens morgen. At vi skal elske og tage ansvar. Bruge hoved og hjerte. Det vel vidende, at vi altid allerede er elsket af Gud. Og det er den kærlighed, der fylder vores kirkerum.
