Af Pia Lykkegaard, medlem fra Ryslinge
Er du ikke konfirmeret?”
”Nej – og jeg er heller ikke døbt”.
Det er en sætning, som jeg har sagt mange gange i mit liv.
Jeg er fra en familie, hvor min far ikke var døbt. Mine 3 søskende og jeg blev heller ikke døbt. Da tiden for konfirmation nærmede sig, kom det end ikke på tale at blive konfirmeret – sådan var det bare.
Jeg har altid gået meget i kirke – det er et dejligt rum at være i, og jeg har hørt mange gode prædikener. Jeg har fulgt mine børn mange gange, da de gik til konfirmationsforberedelse (de er alle tre døbt – der var jeg ikke i tvivl). Jeg har engang talt med en præst om, at vi kunne døbe mig en hel almindelig aften – kun med mig og så nogle vidner – men jeg fik det aldrig
gjort.
År 2017 så jeg i kalenderen, at min runde fødselsdag faldt på en søndag. Det afgjorde mange års spekulation og overvejelser. Jeg ville døbes – og det skulle være en festdag. Da beslutningen var taget, var det faktisk så enkelt. Jeg inviterede Malene Aastrup på kaffe, og efter en god snak fortalte jeg mit ærinde. Efter en rigtig god snak med Malene var der ingen tvivl tilbage – og jeg kunne kun glæde
mig. Jeg skulle døbes den 22. oktober ved en almindelig gudstjeneste. Det skulle ikke være ”hemmeligt”!
Selve dåben var en dejlig og en meget betydningsfuld handling. På fineste vis udført af Malene og med min mand og 3 voksne børn omkring som vidner. Det kom bag på mig, hvor meget det berørte mig. Jeg blev meget rørt! Det er svært at forklare – men en følelse af glæde og ro fyldte mig. Jeg er glad for nu at være med i det fællesskab, kirken er, og det giver god mening med det hele. Det var en god beslutning, jeg tog, og det blev en dag, som jeg aldrig vil glemme.
