”Hvordan skal man kunne se, hvem der kan have brug for hjælp, hvis der ikke gives udtryk for det? Hvis du for eksempel sørger i skjul, kan det være svært for andre at se. Hvis du længes efter noget, kan du være nødt til at give udtryk for det. Det kan være svært, det mærker jeg, men de fleste ting bliver lettere at håndtere, hvis man deler det med andre.Det kan føles som om andre ikke forstår det, man sørger over, fordi de ikke har stået i det samme. Men dem, man holder af, vil prøve at forstå – og hvis det er svært at forstå, vil de stadig være der for én, så godt som de nu kan være det.” Sådan formulerer en 20-årig kvinde, hvorfor hun synes, at det er vigtigt at dele det, som fylder med andre. Hun siger:
”Det at skulle dele noget, som er svært for én, er ikke let – hvad end det så omhandler. Det er noget jeg genkender fra mit liv. Jeg havde i en forholdsvis lang periode gået med en stor ting, som jeg godt vidste at, jeg burde fortælle til mine forældre. Men jeg valgte at holde det hemmeligt. Hvordan skulle de dog kunne hjælpe mig? De oplever jo slet ikke det samme, nok nærmere det modsatte. Nu er det sagt, hvilket har resulteret i, at jeg ikke altid føler mig så alene, som jeg gjorde før. Jeg prøver så godt, som jeg kan, at sætte dem ind i det, som er svært og går mig på. Og selvom det ikke altid lykkes og de ikke ved, hvad de skal sige eller gøre, er de dér, så jeg ikke føler, jeg er helt alene, når mørket til tider fylder lidt for meget. Nu kan de trøste mig, når jeg sørger, fordi de kan se, at jeg sørger!”
Den 20-årige kvinde er min praktikant, Ida. Og jeg er glad for at kunne bruge hendes ord, fordi jeg tror, at andre kan genkende sig selv i dem. Hvis jeg forstår Idas ord rigtigt, siger hun, at det at trøste, hænger sammen med at se. De, der skal trøste, må først se, at behovet er der. Og for at se, må den, der vil ses, først gøre sig synlig – turde sige, at noget er svært og pege på, hvad det er. At vise sig viser sig at være andet og mere end at være selvglad.
Alligevel gør vi ofte det modsatte. Vi tager en maske på, når vi går ud ad døren. Vi lader som om, alting går godt, selvom vi er ved at krakelere. Og det er lige nøjagtigt her, at vores hovmod viser sig. Vi tror, at hvis vi ikke kan bære os selv, er der ingen, der vil bære os – og intet, der vil holde os oppe. Det er ikke sandt.Der er faktisk noget, som holder os oppe. Noget vi ikke altid er gode til at få øje på, fordi vi tager det for givet. Kald det livet, kald det skaberkraften, kald det Gud. Det er den samme kilde. Den kilde, som vi finder vores livsmod og vitalitet i.
Selv på den dårligste dag, hvor du ikke magter at stå op, spise eller tage initiativ, gør du det som regel alligevel. Og det at lade være, er næsten sværere. At blive liggende er også at tage et valg. Nemlig det valg, at du har brug for at hvile og slappe af eller at du bare ikke vil. Ved at blive liggende, viser du også dine omgivelser, at nu er der behov for, at de hjælper dig. Du gør det synligt, at du ikke kan selv. Du viser dig for andre.
Jesus siger, at de sørgende er salige, fordi de skal trøstes. Men det, der gør os salige er jo ikke selve det, at vi sørger. Det, der gør os salige er, at selvom vi sørger, så lader det os ikke alene. Ligegyldigt, hvad der tager magten i vores liv, er vi aldrig alene. Der er andre, som gerne vil hjælpe, hvis vi lader dem komme til – og den kraft, som har skabt os (det er den vi kalder Gud) den er med os overalt. Husk: Vis dig!
