Vi har to ører og en mund. Hvad hjertet er fuldt, af løber munden over med, og du kan være så nysgerrig, at dine ører blafrer. I dagens tekst (3. september 2017) spytter Jesus på en døvstums tunge og stikker sine fingre ind i hans ører – og så kan manden tale og høre. Det er lige lovligt detaljeret med spyt og ørevoks.
Fælles for at tale og høre er de ord, som bliver talt og hørt. Ordet er helt centralt i den kristne tro. Den kristne Gud er så helt anderledes end de umælende guder, som folk gennem tiden har sat deres lid til, skønt alt, hvad de var, var figurer i guld, sølv og træ. Når den kristne Gud taler, så bliver det, han taler om, til. Ordet skaber, hvad det nævner – også blandt mennesker: Siger du til dit barn, at det er for dumt, så er det, hvad det bliver. Dumt. Siger du, at det har den dybeste værdi, så bliver det et barn med det stærkeste selvværd. Får du søde ord, gør det dig sød indeni. Hvorimod hårde ord gør dig kold som stål.
Op gennem tiden har ordet ikke fået mindre værdi. I kristen sammenhæng skete der en afgørende forandring for fem hundrede år siden, hvor Luther stod frem og gjorde klart, at ordet er vigtigt at kunne forstå. Præster kunne ikke bare stå og læse latinske tekster og henvise til mysteriet. Derfor fik vi bibler oversat til vores modersmål. Og skoler med undervisning, så folk kunne lære at læse i Bibelen.
Da vi siden erkendte, at Biblen er skrevet af mennesker og derfor ikke er ufejlbarlig, havde Grundtvig en mageløs opdagelse: Nok kunne man ikke hundrede procent regne med alt, hvad der stod i biblen. Men da vore bekendelser må gå helt tilbage til Jesus selv, må Fadervor og Trosbekendelsen være mundtlige ord, som er overleveret direkte fra Gud.
Når vi går til alters har ordet også en særlig betydning:
Når nadveren indstiftes i katolske kirker, så ringer de med en klokke og derefter regner de brød og vin for at være forvandlet til Jesus legeme og blod. En katolik kan derfor ikke hælde altervin ud eller smide indviede alterbrød i affaldskurven. Levninger fra nadverbordet gemmes i alteret i en boks og præsten bukker respektfuldt for boksen hver gang han går forbi. Anderledes er det for de calvinske protestanter. De regner nadveren for at være et mindemåltid og ikke andet. Jesus siger jo, at vi skal komme ham ihu, når vi spiser nadver. Vi lutheranere derimod, vi ringer ikke med en klokke, men når præsten gentager Jesu ord og løfter brød og vin, så lægger Gud al sin styrke og kærlighed ind i brød og vin, så vi symbolsk spiser Jesu Kristi legeme og blod. Vi indoptager guddommens kræfter uden det er kannibalisme. En tegn-forståelse, hvor ord og handling har skabelseskarakter.
For Martin Luther var ordet kernen i kristendommen. Mennesket når til erkendelse ved at høre Guds ord. Denne høren er for Luther en passiv foretagelse, som mennesket ikke kan tage fortjenesten for. Ordet kommer udefra. Fra Gud. Når vi hører noget, så tilføres vi noget, som vi ikke har i forvejen. Luther taler om et verdsligt og et åndeligt regimente og det åndelige regimente er et høre-regimente. I fokus kom derfor prædiken og salmesang.Guds ord og vores syngende svar. Nøjagtigt som det stadig er.
Lektor Bjørn Thomassen hævder i Kr. Dagblad den 26. august 2017, at al den fokus på ordet er gået over gevind. Drop føleriet, siger de Tidehvervske og pukker på Luther. Al oplevelse og sanselighed skal fjernes. Lyt og tro. Ikke noget med at se og røre, føle og dufte. En lille oblat i stedet for et lækkert brød med skorpe og ingen røgelse eller andet sanseligt. Sådan har det længe været i Den danske evangelisk lutherske folkekirke. Måske, siger han, er vi nået til vejs ende med Luther her i Lutheråret? Og han har en pointe:
Bla, bla, bla siger præsten. Bla, bla, bla, lyder det i dine ører.
Mange ord og fremmede ord i både prædiken og i salmer, som rigtig mange ikke føler noget for. Ord kan blive tomme. Ord skal tages imod. Ser vi på sociologiske undersøgelser, som er det der interesserer Thomassen, så går trenden i en anden retning: Folk vil have sanselighed. Folk vil have kroppen med. Fitnesscentret er blevet den nye helligdom og de umælende guder er romaskinen og motionscyklen. Vil man helt ned i kroppen, er yoga den nye trend.
Ja, det har den været i mange år, men nu er det ikke længere kun flippede pædagoger, der sidder i yogastilling og mediterer, nu er det alle. Der er lige frem hold for børn, så de kan komme ind i de små kroppe, der er så urolige som aldrig før.
Men søger vi sanselighed og helhed behøver vi ikke fjerne os fra kristendommen for at få behovet opfyldt. Der er en tredje vej, fremhæver Thomassen og jeg med ham: Gud blev menneske. Jesus talte og han lyttede. Jesus var et sanseligt menneske, der både blev vred og ked af det. Som spiste og som slappede af. “Kristendom fra top til tå” hedder et undervisningsmateriale, jeg har til minikonfirmander. Slå ørene ud, få fod på evangeliet, giv den hele armen og hav hjertet på rette sted. Sådan gennemgås biblens fortællinger gennem kroppens lemmer for at vise, at det er hele mennesket, det handler om. Og ikke bare hele mennesket, men mennesker i interaktion med hinanden. Den unge hustru i Erik Claussens nye film siger i en afsluttende nærmest forkyndende monolog til dem på sit yogahold:
”Vi søger inde i os selv, men virkeligheden er ikke derinde. Virkeligheden er udenfor. I samvirken med andre mennesker. Så gå ud og find meningen. Gå selv ud, og find den nu”.
Og derfor kan datteren ved sin fars begravelse synge en kending, der lyder sådan her:
”Jeg vågner en morgen og med ét står det klart. Snart er det sidste gang, jeg har dig. Og som et slag mod hjertet ved jeg, den nye dag bliver trist og tom uden dig. Rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever. Tag min hånd og hold mig nær til dig.”
Vi mennesker er intet uden hinanden og alt i kraft af hinanden. Og ordene er i bedste fald med til at bringe os nærmere hinanden.
