De første julehilsner er på vej med ønske om en glædelig jul og et velsignet nytår. Julesangene går for fuld udblæsning, men jeg insisterer på at ønske: ”Glædelig advent”. Til stor frustration bliver min mobil ved med at lave stavekontrol. Den retter til: ”Glædelig afvent!”
Hvorfor er det så vigtigt, at adventstiden går forud for julen? Hvorfor kan vi ikke bare kalde hele december for jul? På en måde har min stavekontrol ret, når den retter advent til afvent. Vi afventer noget. Vi afventer julen. Vi gør os klar. Underforstået, at vi ikke er klar endnu.
Uden ventetiden. Uden adventstiden, når vi ikke at glæde os. Så når vi kun at kræve: Alting skal være som det plejer og det er de andre, der skal sørge for det. Der skal være hjemmebag, pyntet op alle vegne og pakker i kalenderen hver dag. Derfor glæder mange voksne sig ikke i december. Fordi vi frygter forventningerne, der skal opfyldes her og nu. Børnene har en forventning om store gaver, moren en forventning om, at alting skal være perfekt. Faderen derimod vil gerne have, at det bliver billigt og bedste- og oldeforældre, de drømmer om fred.
Det er godt nok en hård måned med alle de forventninger. Men forventninger er ikke kun knyttet til advent og jul. Vi har forventninger hele tiden. Forventninger til hinanden og til os selv.
Alle forældre har en forventning om, at deres barn er normalt. Hvad det så end vil sige. For samtidig vil de fleste forældre gerne have, at deres barn er noget helt specielt. Vi giver vores børn specielle navne og siger til dem, at de er specielle. Men alt for specielle må de ikke være. De må ikke falde udenfor normalen.
Hvorfor er det så vigtigt for os, at vores børn er specielle? De er specielle, fordi de er noget særligt for os, der elsker dem. Og sådan vil vi også gerne have, at andre møder dem. Med kærlighed og velvilje. Vi vil gerne have, at de skal føle sig elsket. Og hvordan vil vi sikre det?
Til babysalmesang spurgte jeg mødrene, om de havde tænkt over, hvad der var det vigtigste at lære deres børn? ”Mit barn skal være et godt menneske!”, sagde en mor. En anden sagde: ”Mit barn skal opføre sig ordentligt”. De var alle fokuserede på, at børnene skulle kunne begå sig blandt andre mennesker. De skal være høflige. Og det skal de, fordi mødrene godt ved, at opfører børnene sig godt, vil andre lettere elske dem.
Når vi har så store forventninger til december og til jul, handler det dybest set ikke om alt det materielle og overfladiske, som vi tonser rundt for at gøre klar. Det handler i bund og grund om, at vi har en dyb længsel efter at møde kærlighed. Og derfor prøver vi at gøre os fortjente.
Men kærlighed kan du ikke gøre dig fortjent til. Kærlighed kan du give og tage imod. Ofte kan du slet ikke lade være. Ofte bliver du bare fyldt med kærlighed og ro. Det sker juleaften, når vi sidder i kirken og skal til at synge sammen. Der skal virkelig meget til for at ødelægge en juleaftensgudstjeneste. Vi kommer alle med den gode stemning, så når bare vi får lov at synge de kendte salmer, er det underordnet, hvad præsten prædiker. Det samme sker, når der er konfirmation. Alle fylder kirkerummet med glad forventning og håb for de unges fremtid. På snevejrsdage kan vi opleve det samme. At vi opgiver at stresse rundt og nå det hele, fordi sneen er i vejen og sætter tempoet ned.
Det er den glade forventning til livet, som vi skal finde frem. Hvert år i december kan vi øve os sammen. Det går ikke godt hele tiden, men hvis vi slipper forventningspresset og giver os hen til glæden, går det lettere. Og når december er ovre og det nye år i gang, skal vi ikke lade nytårsforsættet være en slankekur, rygestop eller perfektion. Vi skal tværtimod øve os på at have gode forventninger til livet, til hinanden og os selv resten af året. Indtil det igen bliver december. Slap af og afvent, hvad der sker.
