Prædiken pinsedag 2018 af valgmenighedspræst Malene Rask Aastrup
”Lad nu være med at være åndet!” Sådan siger vi i flæng. Under normale omstændigheder vil vi ikke have noget at gøre med ånder. ”De findes ikke!”, siger vi.
En velbegavet ven spurgte mig en gang om min holdning til ånder og genfærd. ”Hvad tror du?” spurgte han mig og forklarede, at han ikke selv vidste, hvad han skulle mene. På den ene side sagde fornuften ham, at ånder og genfærd måtte være det rene tankespind, men på den anden side havde han selv en bror, der påstod, at han kunne se spøgelser. En dame i en seng, en mand i en stol. Mennesker, som ingen andre kunne se; lå, sad og stod på steder, hvor de ikke burde være. Min ven havde svært ved at forene sin tro på Gud med en tro på ånder og genfærd. Det er min erfaring, at mange har det som ham.
Jeg selv tror på Gud. Jeg tror ikke på ånder og genfærd. Jeg tror ikke på dem, men jeg er rædselsslagen for dem. Send mig ned ad en mørk gade. Jeg frygter ikke voldsmænd og voldtægtsforbrydere. Og det skyldes ikke, at jeg er blevet for gammel til at blive deres offer. Jeg frygter dem virkelig ikke, men jeg er rædselsslagen for, hvad jeg ellers kan møde. Selv har jeg aldrig set et spøgelse, men der er steder, hvor jeg ikke kan være, når det er mørkt.
I mit barndomshjem kan jeg ikke gå op ad trappen efter mørkets frembrud uden at jeg fristes til at spurte. Det er som om noget er lige i hælene på mig. I den præstegård, hvor jeg tidligere boede, kunne jeg ikke gå gennem entréen. Lampen derude havde det med at blinke på de særeste tidspunkter – og vi havde også nogle virkelig gamle og måske selvgjorte (præstegjorte) elforbindelser.
Jeg kender en pige, som kan se de døde. Hun er ikke bange for dem. Hun ser dem bare. Og hvorfor skulle hun lyve om det.
Hvorfor er nogle bange ligesom mig og andre ikke bange? ”Ånder og genfærd er ikke det samme” siger en skoleelev, der har skrevet en opgave om det. Han definerer ånder og genfærd på en interessant måde. Ånder er gode beskyttere og genfærd er dem, som ikke kan finde fred. Han skriver:
”En ånd er en sjæl fra et dødt menneske, der måske har holdt meget af en person og derfor på en eller anden måde hele livet har følt en trang til at passe rigtig meget på personen. Denne trang har den afdøde taget med videre efter døden og vil stadig gerne passe på den levende person. Derimod er et genfærd en sjæl, som ikke genopstår efter døden, fordi der er en eller anden handling, som vedkommende ikke fik afklaret, mens vedkommende var i live. Det vil sige, at genfærdet forsøger at fuldføre handlingen efter døden.”
Jeg kan mærke, at jeg har det skidt med at stå her på prædikestolen og tale til jer om ånder og genfærd. Det føles useriøst. Hvad har det at gøre med Gud?
Vi glemmer, at vi i dag pinsedag beder til ånden over alle ånder om at den skal komme herned. Helligånden er vi ikke bange for. Og det har vi heller ikke grund til at være. Helligånden er en god ånd og ånden over alle ånder. Det vil sige, at den har magten over dem alle sammen.
I Det nye testamente er der masser af ånder. Folk, der er besatte af onde ånder. Ånder, der kaster dem rundt og vil have dem til at gøre dit og dat.
Jesus uddriver de onde ånder med netop Helligånden. Når vi kan bede til Helligånden, burde vi ikke have så svært ved at tale om ånder, men det har vi virkelig.
Vi skal tilbage til den vending, der skete indenfor teologien netop i de år, hvor fri- og valgmenigheden blev splittet og delt til to. I netop disse år blev tro og overtro skilt fra hinanden og det har de været lige siden.
Hvad var det der skete? Gud døde! Det vil både den daværende tyske filosof Nietzsche påstå og med ham den nulevende danske teolog og valgmenighedspræst Niels Grønkjær.
Gud døde? Det ved vi alle, at Jesus gjorde. Døde og genopstod. Det er ikke det, der henvises til.
Nej, Gud døde i det billede, som vi indtil da havde af ham. Gud døde, som den Gud, der har magten over himmel og jord. Som den Gud du kan regne med. Gud selv blev til overtro.
Det 20. århundredes historie blev en demonstration af Guds afmagt. Hvordan ville en Gud kunne acceptere, at hans egne folk gik i krig mod hinanden. De to verdenskrige fordrev Gud fra verden. Mennesket kunne ikke længere tro på en stærk og magtfuld Gud. Så i stedet stærke og magtfulde ledere, der ville ødelægge verden. Mennesket måtte selv tage affære. Være gud i Guds fravær. Mennesket, som fik indblæst Guds ånd i sig, da Gud skabte os i sit billede – det menneske blev nu sin egen Gud.
Mennesket måtte fra nu af selv være den, der så på tingene. Og da mennesket kun kan se på ting som ting, kom mennesket til at forveksle sig selv med en ting. Vi mennesker blev i det 20. århundrede tingsliggjorte og åndsforladte. Det var desværre ikke kun mennesket, som blev åndsforladt.
Vi glemte også Helligånden. Regnede ikke med den. Tog ikke Helligånden for gode varer, fordi vi ikke kunne se den som en ting. Det vil sige: Vi har bedt til den lige siden, søndag efter søndag i kirken – og måske netop derfor er gudstjenesten så dejlig: fordi den i bedste fald er fuld af den ånd, som verden ikke vil se og anerkende?!
For mig at se er vi tilbage ved samme udgangspunkt, som både Jesus og Grundtvig. En verden, som er åndløs. En verden, som tingsliggør alting, også sig selv. Gør mennesket til en hjerne. Til en maskine, der skal fikses og leve evigt her. Tag en pille, så får du det bedre. Få udskiftet en maskindel. En, to, tre.
Og meget kan vi mennesker virkelig udrette. Tak Gud for det. For det er jo Gud, der har givet os evnen til at gøre det, til at udvikle os. Vi glemmer blot at udvikle hele mennesket. Glemmer, at mennesket er mere end en ting – og så er det, at ånden titter frem på åndede måder for at komme til. Som i Jesu lignelse, hvor et menneske bliver renset for en ond ånd, men ikke fylder sig med Helligånd. I det onde ånds sted får han syv ånder, der er meget værre.
Men der er håb! Helligånden er her jo endnu. Har hele tiden været her. Givet os liv og ånde, selvom vi ikke ville anerkende den. Og derfor handler det nu ikke om, at vi skal have ånden tilbage. Vi skal genopdage den. Det er netop ærindet i min kollega Niels Grønkjærs bog ”Det nye menneske”. Bogen handler om det beåndede menneske, som Gud hele tiden har ønsket, at vi skal blive til:
”Ånden er ikke noget overnaturligt, men det der er imellem os.” …”Når vi taler sammen, er det sproget, der forener os. Når vi gør noget sammen, er det det, vi gør, der forener os. Når vi elsker, er det kærligheden. I ingen af disse sammenhænge drejer det sig om dig og mig, men om det. Det er ånden, som ingen kan have for sig selv. Ånden er ingens.”
Ånden er alles! Bør tilføjes. Og ånden er der hele tiden. Vi kan ikke styre den, men vi kan bede til den. Hvis vi ikke har nok ånd, kan vi bede om mere.
Folk med KOL har ikke nok ånde. De skal ikke sætte sig stille hen i sofaen og holde på den ånde, de har. De skal tværtimod ud og bruge den ånde, de har. De skal ud og cykle. Forbedre deres kondition. På den måde får de mere ånde. Ved at bruge den ånde, de allerede har. På samme måde skal vi ikke holde på den ånd, vi har, men bruge den på hinanden.
En babymor sagde engang til mig, at hun havde været så glad for at være til fastelavnsgudstjeneste med sit barn: ”Du ville virkelig gerne fortælle din fortælling om Rødhalsen. Jeg kunne mærke, at det også betød noget for dig. Du stod der ikke bare, fordi du bliver betalt for det”. Og det er virkelig afgørende, at præsten er tilstede og har noget på hjerte. Ellers kan menigheden lige så godt blive hjemme. Det er også afgørende, at menigheden er tilstede og ønsker at få noget med hjem. Ellers kunne alle være blevet hjemme. Sådan er det i alle de møder, vi har. Vi bliver nødt til at være tilstede ikke alene fysisk, men også åndeligt. Som ”Tøsedrengene” sang tilbage i firserne:
”Jeg vil bruge og bruges, fordi mit liv er så kort. Til alle dem, der tør tage det, til dem, der vil have det giver jeg det bort.”
