Hvis du er barn, vil du helst invitere de søde med hjem. Hvis du er inviteret ud, vil du også gerne, at de andre kan lide dig. Hvordan kan du sikre det? Du kan blive ligesom dem. Du kan lade som om eller du kan forsøge at ændre dig. Tage den samme slags tøj på. Få den samme frisure. Tale på samme måde og gøre de samme ting. Jo mere du forsøger, des værre kan det gå. De andre kan mærke, hvis du ikke er dig selv.
Det samme gentager sig, når du er voksen, selvom du måske ikke længere er bevidst om det eller ærlig overfor dig selv. Du vil gerne tage dig godt ud i andres øjne. Hvis du skal være sammen med andre, vil du også helst være sammen med nogle, du kan regne med og har tillid til.
Hvis et folk skal have en regent, en konge, præsident eller statsminister, vil det folk også gerne have en konge, som de kan stole på. Men hvad er vigtigst? At regenten er stærk og vældig eller at regenten har skyldfri hænder og et rent hjerte?
I Det gamle testamente er der vægt på den stærke Gud, men i Det nye testamente ændrer det sig. Vægten bliver på de skyldfri hænder og det rene hjerte. Vel at mærke hos Gud. Forandringen sker så småt allerede i Det gamle testamente. Det er der en fortælling om. Den handler om Jonas og en hval. Først vil Jonas ikke gøre, som Gud vil og da Jonas endelig gør det, ændrer Gud holdning. Det gør Jonas sur. Så er Gud ikke til at regne med? Eller er pointen snarere, at Gud netop er til at regne med, fordi Gud kan forandre sig? Til give?
Kan vi lære at tilgive eller er det kun Gud, der mestrer det? Journalisten og præsten Sørine Gotfredsen taler i et program på DR om tilgivelse med Marie Brixtofte. Da Maries far døde og hun skulle hen til kapellet og se ham ligge i kisten, spurgte hun sin mand: ”Hvad siger man til sin døde far?”
”Du kan sige til ham, at du tilgiver ham” foreslog hendes mand og det gjorde hende vred. Hun syntes nemlig, at det var hendes far, der skulle bede om tilgivelse. Da hun så sin far, var vreden væk. Tilbage var kun en følelse af, at hun skulle have kæmpet noget mere i stedet for at spilde tid på al den vrede. Den skyld, som hun før tillagde ham, den tillagde hun nu sig selv. Skylden er ikke borte. Den har blot flyttet plads. Sørine Gotfredsen hævder, at vi ender med at føle skyld, hvis vi tror, at andre end Gud kan tilgive. Jeg vil hellere anskue det sådan, at al tilgivelse indbefatter Gud: Hvis det lykkes mig at tilgive nogen, betyder det hverken, at jeg har glemt det eller er i stand til at lade det ligge. Hvis jeg tilgiver nogen, betyder det ganske enkelt, at jeg har givet det videre til Gud, så jeg ikke længere skal bære på det.
”Hele mit liv har jeg været overbærende” siger Marie Brixtofte. Overbærende. Båret langt over, hvad der er muligt for et menneske. Det skal intet menneske. Det kan kun Gud, men Gud kan! Det er kristendom.
I stedet for at bære på alt det, der føles tungt, så giv det til Gud. Det er tilgivelse. Og det er stort, at det er en mulighed. Kan du mærke, hvor let dit hjerte nu bliver? Glædelig advent og jul!
