Tobias Rahim. Ham den populære sanger, der synger sangen: ”Stor mand”. Han har også skrevet en anden sang. Den hedder ”Når mænd græder”. En del af teksten lyder sådan her:
”De vil ha’ mænd i uniform. Selvom det er en kliché. Bag uniformen er der PTSD.
Maskuline tårer har vi lært at gem’ væk. Lige siden skolegården. De kalder bare på endnu flere tæsk.
Tag dig nu sammen, yeah. Mand dig selv op. Læg låg på det hele. Behold dine skrig i din krop.
Mænd, de græder. Med øjnene i stilhed. Drukner indeni, indtil blikket siger intet.
Hva’ ska’ jeg gøre med mine tårer. Når de hober sig op? Hva’ ska’ jeg sige til mor? Hun spø’r om det går godt? Går på svarer, ta’r ud på en bar Gør li’som far.”
Piger, de græder også. Det må de som regel gerne, hvis det ikke er alt for voldsomt. Der kommer en kvinde til Jesus, som græder så meget, at hun kan vaske Jesu fødder i sine tårer. Det lyder helt vildt. Det skal der godt nok nogle tårer til.
”Hun vander høns.” Sådan sagde man før hen, hvis en pige græd og græd og slet ikke kunne standse igen.
Drenge har til gengæld aldrig haft lov til at græde. Eller jo – lidt må de godt græde. Hvis de brækker et ben eller slår sig meget slemt. Men drenge skal ikke græde så meget, at de kan vande høns eller vaske andres fødder i deres tårer.
Sådan har vi opdraget drenge i mange, mange år, fordi det har været mændenes opgave at passe på konen og børnene og så nytter det ikke noget, at manden står der og tuder og ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv.
Men det er jo helt forkert på den måde at hindre mænd i at græde. Det at græde er naturligt. Faktisk er der et smertestillende stof i tårer, så det er vigtigt at græde, når du har behov. Så kan du trøste dig selv eller måske rettere; Gud har skabt tåren for at kunne trøste dig.
Det at græde kan blive opfattet som noget svagt. Det er som regel, dem der skal have hjælp, som græder. Det er ofrene, der græder. Sådan tænker vi det, men kvinden, der vasker Jesu fødder med sine tårer for at tørre dem med sit hår og smøre fødderne med en dyr olie, hun er ikke et offer.
”Din tro har frelst dig”, siger Jesus til kvinden. Ved vi, at kvinden tror? Måske hun græd over sin egen elendighed? Men det kan også være, at hun græd, fordi hun kunne mærke, at Jesus havde brug for trøst og kærlighed. Episoden sker kort før Jesu død, så det giver ret god mening. Vi ved, at kvinden handlede. Hun gjorde noget for en anden end hende selv. Hun viser sin kærlighed.
Det at handle i kærlighed, det må være det, som Jesus kalder for tro. Og den tro – den handling at græde og bruge sit hår til at tørre tårerne bort med for dernæst at smøre en dyr olie på Jesu fødder – det er den handling, der frelser kvinden. Det er ret interessant. Vi har det nemlig med at tro, at tro er noget, du føler eller tænker indeni. I virkeligheden er tro en handling: Det, at gøre noget af kærlighed! Det er medfølelse, som kvinden handler på. Og den evne har vi andre også. Ikke ynk, heller ikke empati, men handling. Det at gøre noget, fordi der er brug for det. Og at græde kan også være en handling! En tro!
