Mig og mine børn. Mig og min mand. Mig og menigheden. Det er blevet normalt at nævne sig selv først. Jeg er opdraget til, at du altid skal nævne dig selv til sidst, og jeg tror virkelig, at det også gør noget ved os, hvilken rækkefølge vi nævner hinanden i. Det er lidt af en balancegang. Ligesom livet og kristendommen i øvrigt er det: ”Du skal elske din næste, der er et menneske ligesom dig selv”.
Da du også selv er et menneske, inkluderer den kærlighed også dig, men ikke dig alene. Når vi er samlet til gudstjeneste, er der mere end et jeg, og det er hele pointen. Du er her, og jeg er der. Vi er der sammen. Forenet i vores tro og håb, om at Gud er der for os alle sammen. Til en dåbssamtale sagde en far engang: ”Før jeg blev far, betød familie ikke så meget for mig. Der kunne godt gå længe mellem, at jeg så mine forældre. Nu hvor jeg har et barn, betyder mine forældre meget mere. Jeg vil gerne have, at mit barn lærer dem at kende og får et forhold til dem”.
Jeg tror, at den unge fars oplevelse er genkendelig for de fleste. Mens vi er unge, vil vi gerne skabe afstand til det hjem, vi kommer fra. Vi vil gerne finde ud af, hvem vi selv er, og vi vil ikke identificeres for meget med vores forældre. Når vi får børn, opdager vi, at vi ikke står alene som et ungt træ på en åben mark. At livet handler om at høre sammen. At det betyder noget at være en familie. Men det skal helst ikke slutte der. Vi skal også gerne høre sammen med andre end vores nærmeste. Der er de andre i den by, hvor vi bor. Der er de andre på skolen. De andre i gymnastikforeningen. De andre i kommunen. De andre på Fyn. De andre i landet. De andre i Europa. De andre i verden.
Når jeg døber børn i kirken, siger jeg nogle ord til fadderne, som kan lyde som det rene volapyk. Jeg siger: ”Ligesom barnet nu ved dåben er blevet indpodet i Kristus, skal I forældre og faddere sørge for at oplære barnet i den kristne tro”. Hvad vil det sige at indpode et menneske? Podning får nok de fleste af os til at tænke på næse- og halstest i den lokale hal og endeløse køer. Her taler jeg om et træ, der er blevet podet. Og barnet er nu blevet podet ind i det træ.
En kvinde havde fået lavet en tatovering hen over lænden. Det havde hun fortrudt, og hun fik den gode ide, at hun kunne lave tatoveringen om til et træ, der kunne sno sig op ad ryggen. Et stamtræ med de vigtigste personer i hendes liv som grenene. Hendes to børn som centrale motiver. Selv blev hun til stammen.
Da hun fortalte mig det, slog det mig, hvad det indebar. Hvis hun er stammen, kommer hendes børns liv til at afhænge af hende. Det er jo heller ikke helt forkert. Men på en måde er det alligevel helt forkert. Det giver moderen alt for stort et ansvar for børnenes liv. Hvis stammen falder, så ryger grenene med. Jeg tror ikke, at vi som forældre skal give os selv så stor en betydning. Vi skal lade børnene udfolde deres eget liv, og vi skal ikke bære så stort et ansvar. Det kan ingen mennesker klare.
Det bringer mig til min pointe: Det er Kristus, der er stammen. Med Kristus som stammen og os alle som grene, der forgrener sig, er der langt mere håb for os alle. Vi er tæt forbundne og nogle gange helt indgroede i hinanden – på godt og ondt – men vi er ikke kilden til hinandens liv. Gud er kilden, som stammen Kristus søger næring i. Og vi er grenene, der kan og skal række ud til hinanden.
Folkene i Jesu hjemby havde det anderledes. De ville ikke dele Jesus med alle. De ville have Jesus til at være deres især. Det er en fristelse, som vi alle kommer til at opleve. Kæresten skal kun være din. Forældrene vil ikke dele barnet. Søskende vil ikke have, at andre skal lege med deres søskende. Folk vil ikke have, at andre folk skal have det lige så godt som dem selv. Når vi handler sådan, er det fordi, vi er bange for at miste. Bange for, at der går noget fra os, hvis vi skal dele med andre. Mange forældre tænker også, at de aldrig vil kunne elske deres kommende børn så meget som det første, men når der kommer flere børn til, så viser det sig, at vi sagtens kan elske flere. Kærligheden har ingen andre grænser end dem, vi selv sætter.
