En ung mand havde været i byen. På sin vej hjem mødte han tre røvere. De slog ham. De tog hans penge, kondisko, mobil og hans hævekort og efterlod ham forslået. En præst kom forbi, men skulle skynde sig i kirke. En pensionist kom forbi. Hun skulle skynde sig til bageren. Begge tænkte, at han nok sov rusen ud og det angik ikke dem. En flaskesamler så den unge mand, tog ham på ryggen og bar ham hen til skadestuen. ”Næste” råbte sygeplejersken, da det blev flaskesamlerens tur. Den unge mand fik forbundet sine sår. ”Så er jeg den, der er gået” sagde flaskesamleren, men lægen kunne se, at han haltede og spurgte, om ikke hun også skulle se på ham. ”Det var pænt af dig” sagde flaskesamleren. ”Man skal hjælpe sin næste” sagde lægen. ”Og hvis den unge mand kan være din næste, kan jeg passende være din.” Da flaskesamleren gik ud fra skadestuen, hørte han sygeplejersken sige: ”Næste”. Og til det svarede han: ”Nemlig!”
Sådan lyder Kim Fupz Aakesons genfortælling af Jesu fortælling om den barmhjertige samaritaner. Jeg er vild med ordspillet på din næste og den næste (i køen). Kim Fupz Aakesons ordspil gør det klart, at næstekærlighed ganske enkelt betyder, at der hele tiden er en næste, der skal være den næste.
Hvad værre er: Det kan gøre det ret anstrengende at være kristen. For hvis der hele tiden er en, der skal være den næste, får vi godt nok travlt med at hjælpe hinanden. Og derfor er det ret så afgørende at lægge mærke til, at Jesus faktisk ikke hjalp alle. Han gik forbi nogle. Han trak sig også tilbage. Så selv Guds søn havde brug for en pause fra sin næste. Det har vi bare helt glemt i vores glorificerende udlægninger af Jesus, som ham den eksemplariske, der altid gjorde det rigtige. Sådan var Jesus, men han var også et menneske, der havde menneskelige begrænsninger.
Som kristen kan du ikke slå op i en bog, hvad du skal gøre. Du skal hele tiden bruge dit eget hoved. Tænke, vurdere og mærke efter, hvad du kan eller ikke kan hjælpe din næste med. Vi er ikke rare, søde og næstekærlige for at opnå noget med det. Vi forsøger at være det, fordi det er det vi er skabt til at være i kraft af vores gudbilledlighed. Til gengæld er vi faldne. Det vil sige: Vi kan ikke til fulde opfylde målet. Det kan give en kæmpe portion utilstrækkelighedsfølelse, som du så kan gå og bære rundt på i stedet for den store sæk med flasker, som flaskesamleren bar med sig rundt.
Det nærmeste vi kommer en løsning er, at: ”Alle gør lige meget, når alle gør det de kan.” Det er et princip, jeg har fået fra bestyrelsens formand Niels Rasmussen, der har lært det af sin mor: ”Når alle gør det de kan, så gør alle lige meget!” Det råd bruger vi som pejlemærke i Ryslinge Valgmenighed og det råd kan vi alle bruge som pejlemærke i vores liv. Det vil være forskelligt, hvad vi kan. Men når vi alle gør det, vi kan, så vil Gud vægte det til at være nøjagtigt det samme.
Og det er her, at Kim Fupz Aakesons genfortælling sammen med vore egne udlægninger af lignelsen ikke slår til. Vi henviser til os selv, men i stedet skal vi henvise til Kristus.
Op igennem kirkehistorien har der været forskellige læsninger af lignelsen. Den praktiske læsning førte det med sig, at munkene oprettede hospitaler – barmhjertighedshuse, hvor de tog sig af de syge og sårede.
Den allegoriske læsning er til gengæld blevet glemt. Det er den, hvor den barmhjertige samaritaner ikke er dig og mig. Den barmhjertige samaritaner er Kristus og han fører os hen til kirken og giver os to ting; dåben og nadveren og så lover han at komme tilbage og se til, at vi er ok. Og det er det, vi mest af alt har brug for at vide; at når vi har gjort det, vi kan og ikke kan mere, siger Gud: ”Næste” og tager imod os som vi er.
