Er du dig selv uafhængigt af, hvem du møder? Har du en kerne indeni, som ingen kan ændre? Eller er du og jeg påvirkelige?
Jesus sammenligner på et tidspunkt et menneske, som er blevet renset for en dæmon, med et tomt hus, der kan blive fyldt med noget frygteligt, hvis ikke der bliver fyldt noget godt ind i huset. Det er et godt billede på, at vi netop er påvirkelige som mennesker. Vi er afhængige af, at nogen bevæger os og viser os, om det, vi har fyldt ind i os, er okay – eller giver os noget andet, som er bedre for os. Derudover skal vi selv være villige til at lade os bevæge og forvandle.
Den tyske sociolog Harmund Rosa taler om samspillet mellem de tre punkter; bevægethed, selvvirksomhed og forvandling. Han sammenligner os med en violin og en guitar og siger:
”Vi må på den ene side være tilstrækkeligt åbne for at kunne lade os bevæge og på den anden side lukkede nok til at kunne svare med egen stemme.
Én, der er traumatiseret på grund af voldserfaringer og derfor har oplevet berøring som krænkelse, vil i tiden efter værge sig mod, og afspærre sig fra enhver berøring. Én, der omvendt bliver påvirket af alt og alle, mister evnen til at høre og udfolde sin egen stemme. Og én, der ikke tiltror sig selv en påvirkende virksomhed, indskrænker sig til at møde menneskeverdenen og tingsverdenen aggressivt manipulerende.”
Det sidste kan meget vel have været tilfældet for det menneske, som folk på Jesu tid anså for at være angrebet af en dæmon. En dæmon, som fik ham til at kaste sig hid og did. Hvis du ikke tror, at folk frivilligt vil lade sig påvirke af din eksistens, må du manipulere dem til det. Bevidst, men nok mere ofte ubevidst.
Det ubevidste forsøg på manipulation kender vi fra det lille barn, der kaster sig til jorden og nægter at gøre det, som du beder det om, hvilket kan være et udtryk for, at barnet har opdaget, at dets mening og følelser ikke vægtes lige så højt som den voksnes. Tilsvarende gælder et barn, som nægter at svare, når du stiller det et spørgsmål. Hvis barnet føler sig misforstået, vil det ofte modsætte sig ved at tie stille. Hvis den voksne ikke tager barnets respons for alvorlig, må barnet finde en måde at udtrykke sin modstand på. I stedet for at bruge stemmen, kan kroppen vise barnets manglende vilje til at høre efter. Det er i grunden slet ikke så dumt gjort af barnet. Det er lidt som når din hund eller hest står stille og ikke vil fremad, fordi den fornemmer en fare forude.
Psykoanalytikeren Sigmund Freud havde den samme erfaring, da han undersøgte hysteri hos kvinder i begyndelsen af det 20. århundrede. Det viste sig, at hysteriet ikke var tilfældigt. De kvinder, som led af hysteri, var ikke blevet hørt. Mange havde lidt overgreb, men ingen havde taget sig af det. Deres stemme var blevet lukket ned og for at komme til orde, måtte de reagere med deres kroppe. Det gjorde de ubevidst i form af hysteri. Det blev nærmest en modedille, ligesom vi siden har haft børn og unge med anoreksi, bulimi, cutting og senest skolevægring. Hvis ingen vil høre på dig eller du ikke tør eller kan udtrykke, hvad der er galt, kan du ubevidst vise modstand med din krop.
At blive hørt er afgørende for os alle. Vi skal både turde sige noget, have nogle der vil høre – og vove at føre det ud i handling. Vi kender det fra helt almindelige samtaler. Du fortæller om noget, der bekymrer eller optager dig. Den anden kommer med en løsning. Det kan føles næsten som en dæmonbesættelse. Som om den anden forsøger at proppe sin egen løsning ind i dig.
Andre gange bliver du mødt med det, vi kan kalde for girafsprog: ”Hvad synes du selv?” Ja, det ved du jo netop ikke, og derfor har du brug for noget resonans fra den anden. Du har brug for, at den anden giver dig nogle med- og modfortællinger, som du kan tolke din oplevelse med. En sådan slags med- og modfortællinger er biblen, myter og eventyr fulde af. Det er derfor, det er så interessant at læse de fortællinger. Fordi teksterne afspejler noget grundlæggende, som vi mennesker har vidst i umindelige tider. Vi har altid vidst, at vi havde brug for noget at tolke os ind i. Brug for at mærke kontakt med andre end os selv. Tomrummet er det værste, der kan ske. Bedst er det, når alle dine ukontrollerbare følelser møder en historie eller et andet menneske, som forvandler det ukontrollerbare til noget, der er acceptabelt og okay.
“Helst ønsker man at være elsket.
I mangel derpå beundret.
I mangel derpå frygtet.
I det mindste at være afskyet og foragtet.
Sjælen gyser for det tomme rum og ønsker kontakt for enhver pris”.
Hjalmar Söderberg
