”Nogle gange kan jeg bedre lide kaffe end mennesker”
Sådan står der på en plakat, som hænger hos en veninde og hendes søn er noget knotten over den kommentar. Betyder det, at hun også bedre kan lide kaffe, end hun kan lide ham? Jeg kan godt forstå drengens utilfredshed, men jeg kan også godt forstå sætningen, selvom jeg ikke kan lide kaffe. Nogle gange ville livet være lettere, hvis der ikke var andre mennesker. Andre du skulle tage hensyn til. Andre, som du hele tiden skal tage dig af. Den der næstekærlighed kan godt være anstrengende. I en sang synger Simon Kvamm:
”Selvom jeg tror på nogen at gå med. Tænker jeg hele tiden – gå med dig.
Selvom du’ den som jeg vil gå med. Tænker jeg hele tiden – gå med dig.
Jeg vil ikke gå med dig. Jeg vil gå i stå.
Jeg vil ikke gå med dig. Jeg vil gå i hi.
Jeg vil ikke køre på dig. Jeg vil køre mod nord.”
Den sang siger lidt det samme – nu med den uddybelse, at du rent faktisk gerne vil, men bare ikke orker det. Der er lidt vinterblues over det. Ønsket om at gå i stå og gå i hi. Ønsket om at sætte tempo ned og få lidt fred. Da hele landet i marts måned lukkede ned pga. covid19 og alle skulle blive hjemme, var der på den ene side dramaskrig, men der var også virkelig mange som blev ret glade for det. Børnefamilier, der ikke før kunne få kalenderen til at hænge sammen, fik nu tid til hinanden. Kærester, der hele tiden fik booket kalenderen for tæt til at se hinanden, så nu hinanden hver dag. Ægtepar, der ikke før anede, hvad den andens arbejde bestod i, kunne følge med i hinandens liv på skærmen.
En ansat fortalte mig, at hun havde fået mere sympati for sin overordnede, fordi hun hver morgen så ham sidde på skærmen med sin lille hund på skødet. Han blev ligesom mere menneskelig af det og knap så meget direktør. Tankevækkende. Men også tankevækkende, at der skal en sundhedskrise til for at vi gør det, som er det bedste for os selv. Giver os tid og lukker ned.
Tempoet i dagens samfund er svimlende. Du er hele tiden på. Butikkerne er åbne alle ugens dage 24-7. Kalenderen er booket og du kan hele tiden nås af din mobil og af internettet, som aldrig holder søndagsfri. Der er så utroligt meget fokus på alt det, vi kan præstere. Vi vil gerne udvikle os, gerne blive bedre. Samtidig vil vi også gerne være nogle gode venner, holde liv i det sociale. Hele tiden vil vi gøre noget for andre. Være næstekærlige. Det skal vi jo. Vi glemmer bare, at det indimellem er os selv, der naturligt er modtagerne. At det ikke er os, der hele tiden skal give.
Hvad gør du, når dit hoved er fyldt op, når du er helt udmattet og trænger til at blive tanket op? ”Kom til mig alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Sådan lyder invitationen fra Jesus. En invitation til at gå i kirke? På en måde. Men også en invitation til at skrue ned for ambitionerne og skrue ned for aktiviteten. Fjerne fokus fra dig, som den der skal noget – til Jesus og Gud, som den der gør noget for dig. Her i kirken er du ikke den voksne, den ansvarlige. Her i kirken er du Guds barn. Du kan lægge byrderne fra dig. Vi har været kristne i omkring tusind år i Danmark. Det er længe.
Vi har haft god tid til at øve os, men vi har hele tiden haft fokus på Jesus som den stærke. Som den gud, der i styrke kunne måle sig med og overgå de nordiske guder. Vi har glemt, at Jesus også gjorde os opmærksom på vores svaghed. At vi som mennesker er svage. Svage som Jesus på korset og selv i svagheden vil få styrke fra Gud, som Jesus, der blev vækket til live fra de døde. Når præsten i begyndelsen af gudstjenesten siger den lidt sære sætning: ”Herren være med jer”, så betyder det, at Gud vil gå med dig og følge dig, hvorhen du end skal. Ligesom Simon Kvamm til slut i sangen synger:
”Lad mig lige komme ind i kampen. Jeg elsker dig jo. Jeg vil gerne gå med dig. Vi skal gå til Rom. Ad alle veje.” Det er afgørende, hvor du lægger trykket i sætningen. Gå med dig. Gå med dig. Gå med dig. Gud vil gå med dig! Det er kristendommens pointe og godt at vide hen mod jul, hvor vi let kommer til at føle, at vi skal overpræstere.
