Jeg gider ikke døden. Slet ikke, når det er nogen, jeg holder af. Jeg er næppe den eneste, der har det sådan. Den første gang, du som barn møder døden, er i bedste fald, når du ser en død flue eller bille, der ligger helt stille, men ellers ligner sig selv. Værre er det, når det er en fugl, der ligger med benene i vejret. Fuglen er helt hård på en unaturlig måde, når du skubber til den. Fjerene er pjusket og øjnene stikker sådan væmmeligt ud. Mest uhyggeligt husker jeg det var, når vi var ude at køre bil og der lå et eller andet dyr i rabatten og så helt forkert og meget pandekageagtig ud. Tåbeligt nok, føler man en fristelse og nysgerrighed efter at se, hvad det er. Er det katten? Naboens? Ens egen? Er det en hund, en ræv, en fasan? Vi bliver draget mod det uhyggelige og samtidig bliver vi nødt til at se den anden vej, fordi det på samme tid er så skræmmende. Døde mennesker er det mest uhyggelige. Lig, spøgelser, zombier. Du skal ikke være ret gammel, før du hører uhyggelige historier med det. Det er derfor en tradition som Halloween er kommet til. Et forsøg på at jage døden bort med dens egne skræmmende metoder.
At døde mennesker er væmmelige, vil de fleste tænke, men det er noget andet, når det døde menneske er en af dine egne. Én du elsker. Én du kender. Én du holder af.
Børn er ikke bange for døde. Har ikke samme erfaring som vi andre med, at de døde forsvinder og ikke dukker op igen. Jeg husker selv, hvordan jeg stod og så på min morfar, der lå i den åbne kiste i sin blåstribede pyjamas. Jeg holdt min mormor i hånden. Hun virkede ked af det, noterede jeg observerende. En anden erfaring har jeg som voksen. Når den døde lige er død, er kroppen ikke kold. Den kan virke helt varm og næsten levende. Særligt, hvis de har forsøgt genoplivning. Der er ingen ånde længere. Sådan kan man se det og så alligevel.
Først da jeg oplevede min fars døde krop som varm, forstod jeg alle de skulpturer, der er lavet af jomfru Maria med den voksne døde Jesus i sine arme. Jeg har altid tænkt, at det var sådan underligt forceret og opstillet. En voksen kvinde kan ikke sidde med sin voksne søn i sine arme. Men det var lige nøjagtigt, hvad hun gjorde.
Alting må have gået så hurtigt Langfredag, hvor de korsfæstede Jesus. Selvom dagen var lang, må det have føltes som en film, et mareridt, der ikke kunne være sandt. Så tager de Jesus ned fra korset og Maria må forholde sig til, at det er hendes søn – og at han er død. Hun blivernødt til at se på ham, røre ved ham, kalde på ham og hun må sådan have håbet, at han slår øjnene op og siger, hvad de forsøgte at provokere ham til: ”Se, jeg har vækket mig selv til live. Det kan jeg sagtens. Ligesom jeg kan det med andre. Jeg er jo Guds søn!” Levende blev Jesus, men først på den tredje dag. På den måde kan vi vide, at Jesus ikke var besvimet. Han var virkelig død. Ikke bare vågnet op efter en udmattelse. Og da Jesus står op, bryder han alle love, vi kender til.
Desværre er det ikke siden sket, at nogen er stået op fra de døde. Jo, nogle har været tæt på at dø og vågner op, men ikke efter tre dage. Jeg tror, jeg har forestillet mig som barn, at først er du levende og kan det hele og så er du død og uhyggelig. Og det er også virkelig let at se, om et menneske er levende eller dødt. Det ånder ikke længere og det er meget tydeligt, at det vi kalder for sjælen, har forladt det. Det er heldigt for ellers kunne vi jo ikke begrave dem uden at være bange for, at de vågnede op igen og ikke kunne komme ud af kisten. Selvom sjælen så tydeligt er borte fra kroppen, fatter vi det ikke. At vores døde ikke er her mere. At vi aldrig mere kan tale med dem, høre dem tale, høre dem le, se dem gå omkring og være sammen med dem. Det er som om, de er her endnu. Kan det være, fordi de faktisk er her? Deres atomer er nu samlet på en anden måde? Deres sjæl er fri og flyver omkring?
I gamle dage troede de, at vi alle ville blive vækket til live på den yderste dag. Derfor ligger alle i gravene placeret, så de vil gå mod øst, hvis de rejser sig og går. Som ung præst forsøgte jeg at forklare det til min ældste søn ved at vise ham en åben grav. Da jeg sagde til ham, at ”engang skal de døde vækkes til live”, vidste jeg med det samme, at det tror jeg ikke på. Så længe skal vi ikke vente. Jeg tror opstandelsen sker med det samme. Døden er ikke enden på alting, men en dør til Guds evighed. Til et lys, der er så stærkt, at alverdens lamper bliver til ingenting. En mand fortalte mig engang om en smuk drøm, han havde haft: Han så et lys ikke større end en knappenål. Men det var så stærkt! ”Hvis det er lys” sagde han ”så har vi overhovedet ikke set lys endnu!”
Lørdag den 31-10 kl. 17 er der Halloween for børn og voksne i Nazarethkirken i Ryslinge med (u)hyggeligt Harry Potter tema og en fælles tur ud på gravene for at tænde lys.
Søndag den 1-11 kl. 16 er der Allehelgen-gudstjeneste i Ryslinge Valgmenighed med lystænding for dem, vi bærer med i vores hjerter. Alle er velkomne med og uden tilhørsforhold.
