Man kan faste fra mange ting. Slik, alkohol, cigaretter, kød og meget andet. At vi skulle faste fra mennesker sådan, som vi har gjort i foråret, ville jeg aldrig have gættet på. Der er en dobbelthed forbundet med den ufrivillige sociale faste. På den ene side et kæmpe savn og på den anden side en nærhed, som mange har længtes efter – måske uden at vide det.
Savnet får os til at mærke, hvad der er væsentligt. Hvad det er, vi savner og hvad vi ikke behøver bruge tid på i fremtiden. Det væsentlige er relationerne: Familien, vennerne. Livet giver ganske enkelt ikke mening, hvis der ikke er nogen at dele det med.
Hvad har den sociale faste lært os? Min påstand er, at når vi møder et menneske, lyser vi op og sætter helt anderledes pris på samværet, end vi gjorde før. Hvor vi før havde travlt, var reserverede og koncentrerede os om vores egne og eget, sætter vi nu mere pris på at møde et menneske.
Jeg håber, at vi fortsætter med det. At vi ikke glemmer, det ansvar vi har – også for den fremmede, som krydser vores vej og ikke skal ses med igen. At et smil og en hilsen kan vække glæde og give livsmod – og måske være det, der redder et menneskes dag.
Vi har spurgt nogle af vores hvad den sociale faste har gjort ved dem:
Vi har nu været hjemme i 49 lange dage og mistet 2 måneder af vores enestående og unikke efterskoleår. Jeg savner mine venner mere end noget andet og har mistet motivationen.
Det er ensomt. Man føler sig i den grad alene, selvom hjemmeplejen kommer med mad fire gange om dagen.
At køre direkte hjem fra arbejde – og nyde roen i ikke at skulle mere denne dag – er en af de positive tilstande, der forplanter sig i hele kroppen. Men livet har ikke værdi uden tæt samvær med familie og venner. Det giver et savn og jeg oplever en ensomhed og længsel efter dem, jeg holder af. Der ligger desuden en bekymring i det ukendte og vores fremtid.
Jeg er ikke alene, men jeg savner at komme i skole. Det er altså ikke det samme med virtuel undervisning.
Jeg er ikke alene og jeg er overbevist om, at alt bliver godt igen, men jeg savner virkelig fællesskabet.
Vi lever med håbet og tror på det bedste. Når vi ses igen, vil vi lytte og sanse, synge og danse.
Jeg er ikke alene, men jeg savner min mor på 90 år, der på plejehjemmet bliver mere og mere ensom. Jeg savner samværet med mine nære voksne venner og samtidig ser jeg, hvordan mine unge teenagere så flot klarer sig i isolationen.
Treenigheden: Naturen, en god bog og telefonen. Det er en underlig tid, vi gennemlever lige nu. Vi kan ikke ses. Så det er godt, at vi kan ringe til hinanden og på den måde holde kontakten.
Når nu det ikke kan være anderledes, nyder jeg de mange rolige hverdage hjemme, hvor jeg ikke skal noget. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg har brugt meget tid i haven i det fine vejr og lidt maleri i atelieret er det også blevet til.
Det giver ekstra tid derhjemme. Tiden er blevet brug på rensning af terrasse og trapperne, ude i det skønne vejr, lange gåture og ikke mindst snakken med børnebørnene på FaceTime.
Corona-ventetid med en hverdag stadig fyldt med daglige rutiner og andet praktisk. Ud over mit eget selskab er der hønsenes og akvariefiskenes. Det går stadig ret godt! Samvær med børnebørnene er savnet. Tid til tanker om på hvilke vilkår, vi mon kan mødes, når de næste skridt mod en genåbning af Danmark foretages, tanker om nye måder at gøre tingene på. Tid til taknemmelighed og tilfredshed. Tid til tid under åben himmel.
