Skær mig fri

Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis 2019 af valgmenighedspræst Malene Rask Aastrup

Jeg låste døren og smed nøglen væk. Byggede en fængselscelle op til mig selv. Udenfor kunne verden bare tordne løs. Jeg ville ikke være der. Havde gemt mig væk. Jeg ville gerne, men vil ikke sige et ord – for jeg ved, hvordan I føler og hvor ondt det gør. Så skær mig fri.

Sådan skriver en ung dreng om sine forældres skilsmisse. Om alt det svære skriver han:
De bånd, I ikke kan se, paralyserer mig. Jeg har altid været lidt af et fjols, men det er langt værre nu hvor fjolserne er jer. Jeg føler, jeg er blevet lænket og at ingen kan sætte mig fri. Ingen andre end mig selv. Og jeg vil så gerne, men kan ikke åbne lænken op. I aften er jeg ikke stærk nok til det. Så skær mig fri.

Cut me loose. Cut med lo o o ose, synger Niclas Sahl, som den unge sanger hedder. Jeg hørte sangen første gang en lørdag i august, hvor han spillede på Amfi-scenen i Odense. Ind kom den her unge mand eller store dreng – som man ser det. En hvid forvasket t-shirt og et par lyse bukser, der lignede nogle i joggingstof fra firserne. Det var vildt for ham at stå der. ”For et år siden ville jeg ikke have troet det”, sagde han.
”Jeg har kun udgivet seks sange”. Men samtidig var det tydeligt, at Niclas Sahl slappede helt af. At han var blevet skåret fri.

Cut me loose er en af de seks sange, som Niclas Sahl har udgivet. I sangen beskriver han på en meget genkendelig måde en oplevelse som alle unge og alle store børn før eller siden kommer til at få med deres forældre. At de gerne vil skæres fri. At båndene bliver for snærende og forældrene for tærende. De små børn, dem bestemmer de voksne/forældrene over. De store børn, hvem bestemmer over dem?
Hvornår kan man bestemme over sig selv? Det er på mange måder, hvad konfirmationsforberedelse og konfirmation handler om.

Her i september går det hele i gang. Landet over møder spændte forældre og børn op i kirkerne – for at gå til præst – som det hedder i folkemunde.

Vi voksne forældre og bedsteforældre, vi har kun børnene til låns. Til låns af ham af Gud. Vi voksne skal hjælpe vores børn og unge i gang med livet – klæde dem på og give dem næring i bogstavelig og overført betydning. Det skal ske i hjemmene, i skolerne – og i kirken.
MEN: Vi har det med at blive lidt for kloge. Lidt for selvfede. Vi har jo erfaring. Har prøvet en hel del selv. Og vi kan jo lige hjælpe børnene. Måske gøre det for dem. Vi vil gerne være der og curle dem frem eller helikopterspejde fra luften og passe på dem og sikre os, at de ikke farer vild eller kommer til skade. Vi ved det godt, at det er en bjørnetjeneste, som vi er i gang med, men vi har svært ved at slippe kontrollen.

Konfirmationen er en påmindelse om, at det er tid til at slippe de unge mennesker fri. At de unge godt kan stå på egne ben så småt. At der er en proces i gang, hvor de unge er dem, der bliver de voksne og vi bliver de gamle, som de skal passe på. Til konfirmationsforberedelsen er det præstens opgave at tale med de unge. Ikke tale ned, men tale op.

Tale om livet på godt og ondt. Tale om taknemmelighed, om at være til, om alt det svære og alt det dejlige.
Om hvordan man klarer sig. At der hele tiden gives nye begyndelser. At hver dag er en ny dag, selvom den ligner dagen før. At hver dag kan forvandles til det bedre.

Hvad er det så, der går galt for os voksne? Vi opfører os som farisæeren i dagens evangelietekst. Han takker for, at han ikke er som de andre. Måske er det et klodset forsøg på at være taknemmelig. Vi holder os til alt det gode, som vi kan og som vi gør. Det kommer så til at stå i kontrast til de unges manglende erfaring. Vi gør det, fordi vi også selv kan mærke vores egen mangel. Indeni er vi som tolderen, der ikke regner sit liv for noget særligt. Opflasket med jante er vi og opvokset i en fejlfinderkultur. Derfor går vores hovmod ikke kun ud over vores børn og unge. Vi lader også vores bedreviden gå ud over hinanden. Spiller kloge på hinandens liv. Ved lige, hvad folk kunne have gjort bedre.

Lad mig give et eksempel: I torsdags talte jeg med mødrene til babysalmesang om, hvad de laver, når deres babyer sover. En mor sov. En anden tog et bad. En tredje drak en kop kaffe. En fjerde løb en tur og en femte løb rundt med en støvsuger.

Hvad er så det rigtige? ”Sov når barnet sover”, lød præstens “Kloge Åge”-råd.

Men det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Alting i livet er en balancegang. Hvis det hele flyder, skal man ikke sove, men hvis man ikke har sovet længe, så må alting flyde, til man har fået sovet. Men lige meget, hvad de gør, oplever de, at der er andre mødre, som er bedrevidende: ”Ej helt ærligt. Det gjorde du ikke. Det mener du ikke.”

En af mødrene fortalte, at hun havde læst en blog, hvor en mor skrev om livet som mor. Halvdelen eller mere handlede om alt det, andre mødre gjorde galt. Og sådan er det mange steder: På arbejdspladsen, til fest, til kaffeslabberas, ved spisebordet derhjemme, i frikvarteret i skolen og på kirkebænken, inden gudstjenesten går i gang.

I gudstjenesten er det anderledes: Her minder vi hinanden om, at ingen af os er perfekte, at vi har hjælp og tilgivelse at hente hos Gud, at det er godt nok, hvis vi gør vores bedste. At vi skal sende hinanden ud i verden. Lade hinanden være til, som dem vi er. Skær mig fri, beder vi og Gud er den, der gør det.