”Du er altid på børnenes side. Selvom du er gammel, ved du, hvordan det er at være barn”.
Noget i den stil skriver børnene til Astrid Lindgren i filmen ”Den unge Astrid”, der lige nu vises i Ringe biograf. En rørende film, der giver et fint indblik i personen bag alle de elskede børnebøger som Pippi, Emil og Rasmus på farten.
Hvad du forstår, når du ser filmen, er, at det netop er sådan livet er. Hvad enten du er ung eller gammel, barn eller voksen, handler livet fundamentalt set om det samme: Om at blive set, anerkendt og elsket. Astrid Lindgrens bøger handler alle om at elske på godt og ondt – og netop derfor kan både gamle, voksne og børn genkende sig selv i hendes fortællinger.
Forleden blev vi radiolyttere opfordret til at skrive ind og komme med gode samtaleemner, når vi til en middag skal konversere med vores borddame/bordherre. Der kom emner frem, som vi nødigt vil tale om; sygdom hørte til her – og emner, som altid føles gode at tale om; herunder hørte blandt andet at rose maden og for den diskussionslystne at tale om politik.
Jeg fik næsten lyst til at ringe ind. For når man er præst, er de fleste middagssamtaler spændende. Tro er et emne, alle har en holdning til. Forunderligt nok, er det dem, der ikke mener, at de tror, der ønsker at tale mest om troen.
Som da en af mine sønners gymnasiekammerater nysgerrigt ville høre, hvordan det er at være præst og om jeg virkelig tror på Gud? Den unge pige fortsatte samtalen og sagde, at hun ikke troede, at hun troede på Gud. ”Jeg er nok ateist”, sagde hun. ”Men hvis der er noget, så folder jeg alligevel hænderne og beder”, endte hun sin sætning. Det afspejler for mig at se, at vi har brug for at tro på noget, at vi har brug for at vide, hvor vi hører til og hvem vi er.
Til fastelavn har vi alle muligheden for at klæde os ud og være en anden for en dag. Pippi for eksempel. Hun giver dig chancen for at prøve af, hvordan det er at være modig og stærk. Men ligegyldigt hvilken maske du tager på, er du stadig den samme inde bagved. Og hvem er du egentlig?
Er jeg præst eller er jeg mor eller er jeg hustru, datter eller et menneske simpelthen?
At være præst er ret specielt og så alligevel så ganske enkelt. Da jeg begyndte at læse teologi, var der en, der sagde til mig, at det var lidt som at blive skuespiller. Altså som at tage en maske på og spille en anden? Sådan opfatter jeg det ikke. At være præst er at være medmenneske. At sætte sig selv til side for den anden.
Derfor er det egentlig også ret fantastisk og en lille smule snyd, at du kan blive betalt for at være præst. At være medmenneske er jo en opgave, som vi alle må tage på os. Det er den opgave, som livet stiller hver og en.
Se det er netop, hvad Astrid Lindgren gør i sine børnebøger. Hun stiller sig til rådighed og viser forståelse for, hvordan det er at være menneske: At vi alle har brug for at blive genkendt og elsket.
