I denne sommer er det 150 år siden, vi fik valgmenighedsloven. Dette skete under store stridigheder på Rigsdagen. Folketinget stemte loven igennem; men Landstinget var anderledes sindet. Alle biskopper, undtagen den grundtvigsksindede Aalborg-bisp, P. C. Kierkegaard, var desuden imod, og endvidere de fleste af præsterne. Mange grundtvigske folk ønskede en kirkelig frihedslov, som bl.a. gav plads inden for folkekirken til den menighed i Ryslinge, som havde fulgt præsten Vilhelm Birkedal ud i frimenighed i efteråret 1865, da han var blevet afskediget som sognepræst i Ryslinge p.g.a. en politisk udtalelse om regeringen og kongen i forbindelse med fredsslutningen efter krigen i 1864. Menigheden, der hentede sine medlemmer både fra Ryslinge Sogn og fra mange sognebåndsløsere til Birkedal, mens han var sognepræst, havde bygget Nazarethkirken i 1866, men var helt udelukket fra samkvem med folkekirken. Dette skyldtes ikke en ny tro, og Birkedal havde ønsket at blive i folkekirken.
Adskillige – også indflydelsesrige – mente, at der fra myndighedernes side var begået en slags justitsmord i Ryslinge. Nu øjnede man en chance for at gøre noget ved forholdene. Grundtvig og de grundtvigske talte om ”frie menigheder og frie præster”. Regeringen så måske også en fordel i, at der var ro på den front. Konseilspræsidenten, grev Friis, gør sagen til et kabinetsspørgsmål. Det var endvidere vigtigt, at havnen i Esbjerg og dermed udskibningen af landbrugseksporten til England ikke blev sinket. Loven blev kort sagt presset igennem Landstinget og underskrevet af kongen 15. maj 1868.
Ryslinge med Birkedal som præst blev den første valgmenighed. Snart efter kom flere til. Den første af disse var Kerteminde Valgmenighed allerede fra slutningen af 1868.
I de første mange år, ja faktisk ind til 1990, hvor Aarhus Valgmenighed blev oprettet, var alle valgmenigheder grundtvigske, hvorimod missionsfolkene ønskede at blive i sognemenigheden og præge denne indefra. Fra 1990 og frem til i dag er der imidlertid opstået en række missionske og karismatiske valgmenigheder på kirkens ”højre fløj”, så der i dag er 46 valgmenigheder under folkekirken, hvoraf de 29 er grundtvigske, som sammen med de 8 grundtvigske frimenigheder danner ”Foreningen af Grundtvigske Valg- og Frimenigheder”. Nogle af de øvrige valgmenigheder har sluttet sig sammen i ”Foreningen af Evangelisk-Lutherske Valgmenigheder i Danmark”, mens nogle er knyttet til ”DanskOase”. I øvrigt er der stor forskel på valgmenighederne, ikke bare på de gamle grundtvigske valgmenigheder i forhold til de nye menigheder på kirkens ”højre fløj”, også mellem menighederne inden for de to store fløje; dette gælder både trosmæssigt og socialt.
- Valgmenighedsloven er blevet revideret flere gange siden 1868. Den nugældende er fra 1972 med nogle ændringer indført i 2013. Forkortet gengivelse
- En valgmenighed kan oprettes af mindst 50 folkekirkemedlemmer med stemmeret til menighedsråd og med en af dem valgt præst
- Anerkendelsen af en valgmenighed og stadfæstelsen af dens præst meddeles af kirkeministeren (tidligere af kongen)
- Valgmenigheden kan have egen kirke eller benytte sognekirken – eller som i Ryslinge få tilladelse til at benytte en kirke uden for folkekirken
- Valgmenigheden kan have egen kirkegård; men medlemmerne har ret til at blive begravet på sognekirkegården i deres bopælssogn
- Valgmenigheden står under tilsyn af provst og biskop og under overopsyn af kirkeministeren
- Valgmenigheden skal rette sig efter liturgiske forskrifter for folkekirken. (Her er der dog tradition for en vis frihed)
- Valgmenigheder er økonomisk selvstændige og modtager ikke tilskud
- Valgmenighedsmedlemmer betaler ikke kirkeskat, betaler i stedet direkte til valgmenigheden.
Angående økonomien er der dog tale om et vist ”tilskud” til valgmenighederne fra det offentlige eller fra folkekirken:
- Medlemsbidraget kan fratrækkes på selvangivelsen
- Provst og biskops tilsyn er for valgmenighederne vederlagsfrit
- Landskirkeskatten, som valgmenighederne ikke bidrager til, dækker udgifterne for evt. efteruddannelse af valgmenighedspræster, f.eks. på Præstehøjskolen
- Valgmenighedspræsterne er medlemmer af Pensionskassen af 1950, som valgmenighederne indbetaler til for deres præst, men som også får et tilskud fra staten.
Kort sagt: Vi lever i et land med mange frihedstraditioner, som også koster samfundet økonomisk. Vi skal være glade for dette.
Den person, der har talt stærkest for frihed i samfund og kirke, er Grundtvig. Han lagde større vægt på ”frihed” end på ”demokrati”. Alligevel fik han sæde i den grundlovgivende forsamling.
Vi fik grundloven i 1849 med frihedsrettighederne, tale-, trykke-, forsamlings- og religionsfrihed. Af frihedslove for kirken udsprunget af Grundtvigs frihedstanker fik vi sognebåndsløsningsloven i 1855 og valgmenighedsloven i 1868. Det er altså muligt at danne en fri menighed under folkekirken uden statens omklamring.
Frihedstanken fik indflydelse på den hele folkekirke, på liturgi, salmesang, lovgivning. Den selvbestemmelse, som valgmenighedernes bestyrelse fik i 1868, fik sognemenighedernes menighedsråd delvis ca. 40 år efter ved etablering af menighedsråd, men dog ikke den fulde præstevalgsret, og flere andre ting har en sognemenighed og dens menighedsråd ikke lov at bestemme. Ingen ville vel i dag finde det rimeligt med et forbud mod børnealtergang. I sin tid var Morsø Valgmenighed med til at bane vejen for en tilladelse til børnealtergang i folkekirken; men det holdt hårdt, og Morsø Valgmenighed gik i 1883 ud i frimenighed på spørgsmålet.
Loven om kvinders adgang til præsteembeder fra 1947 blev først til virkelighed, da Lolland-Falsters Valgmenighed ønskede en bestemt person til præst, og denne person var en kvinde.
Den danske Salmebogs indhold blev i høj grad i 1953 præget af valg- og frimenighederne.
Hvad salmesangen og gudstjenesten i det hele taget angår, har de frie menigheder formodentlig virket ind på en langt større kreds end medlemsskaren omkring menighederne.
En valgmenighed vil fællesskabet med den øvrige folkekirke – har nok også brug for det, for at man ikke skal tro, at man har opfundet alt selv, selv evangeliet; men man vil ikke hovmestereres. Valgmenighederne har en sikker viden om, at man godt selv kan tage vare på de kirkelige forhold.
En sådan frihedsholdning kan ikke andet end farve af på kirken og samfundet i det hele taget.
En af vor tids svøber samfundsmæssigt inden for snart sagt alle forhold (stat, kommune, kirke, skole, sundhedsvæsen) er, at ordet ”tillid” er forsvundet; derfor etablerer man kontrolforanstaltninger og registreringer ned i mindste detalje. Mange gange sidder de, der skal kontrollere, uden praktisk erfaring for det, de skal kontrollere.
Hvor ofte tænker jeg ikke som pensioneret valgmenighedspræst tilbage på valgmenighedens generalforsamling og bestyrelsesmøder. Her var arbejdsgangen ikke langsommelig. Hvad man besluttede, kunne man sætte i værk ret hurtigt. Man havde nemlig tillid og fik givet ansvar. Hvis de frie menigheder kunne inspirere samfund og folkekirke i denne sammenhæng, ville meget være vundet.
Til slut følgende:
Når vi taler om valgmenighedsloven og kirkelige frihedslove i det hele taget, har vi let ved at omfavne Grundtvigs frihedstanker; men vi glemmer nemt, at Grundtvig gik et spadestik dybere, og får vi ikke dette dybereliggende med, er jeg bange for, at al vores kirkelige frihedstale kun er overfladisk.
Ingen kendte Bibelen bedre end Grundtvig, og næppe nogen vurderede den højere; men den var for ham aldrig en facitliste. GUDS ORD er ikke Bibelen, men Kristus. Kirken er ikke bygget på en bog (Bibelen); men den har en bog (Bibelen). Kirken er bygget på Kristus, og han opholder den/skaber den, idet han selv er til stede i gudstjenesten, først og fremmest i dåb og nadver. Her henvender Kristus sig personligt til os. Fordi han gør det, kan Bibelens ord, der oprindelig var omhandlende og henvendt til andre (Peter, Johannes, Maria Magdalene o.s.v.) blive et ord også til os, som det er værd at lytte til i læsning og forkyndelse. Bekendelsen har lydt generation efter generation ved dåb og nadver. Dette er det kirkekonstituerende, ikke nogen som helst god frihedslov, ja, end ikke Bibelen.
Ingrid Kjeldsen, tidligere valgmenighedspræst, Ryslinge
