”Mine forældre gik i kirke. Min far gik nok mere i kirke end min mor, men ikke voldsomt meget. Ellers kan jeg huske i min barndom, at min far og mor sagde: ”Nu synes vi altså, at det er på tide I børn går med i kirke!” Godt, så gik jeg med i kirke. Det var ikke noget, der sagde mig voldsomt meget. Heller ikke i forbindelse med min konfirmation. Jeg havde sikkert så mange andre ting.
Kristendommen var noget for ældre mennesker. Sådan lidt vammelt. Og der var jo altså en side af det, der kunne virke sådan lidt vammel- og det lå mig fjernt. Fri mig. … Da jeg blev voksen, og ikke nødvendigvis fulgte med mine forældre, blev det ikke til så meget kirkegang. Jeg var heller ikke særlig kirkelig bevidst omkring min egen vielse. Dengang var det nok mere en formssag.”
Det lyder som de fleste danskere, men få ville gætte på, at det er dronning Margrethes udtalelse. Dronningen fortæller, at hun faktisk var en meget dårlig kirkegænger, indtil hun opdagede, at der var så meget at komme efter. Nu går hun i kirke så godt som hver søndag.
Hvad var det så der skete, som ændrede på Margrethes forhold til kirken?
For at forstå det, skal vi tilbage og se en ung og meget berørt datter stå på balkonen og proklamere sin fars, kongens, død til folket:
”Min elskede far, vor konge er død. Det er en stor sorg for os alle, men størst er sorgen for min mor, dronning Ingrid. Jeg beder Gud hjælpe mig! Måtte den tillid, der blev vist min far, også blive mig til del. Det er den støtte, som vil gøre det muligt for mig at udføre mit hverv som dronning. Det skal være mit livsmål og deri skal jeg lægge al min flid og al min kraft. Så hjælpe mig Gud!”
Om den tunge dag siger Margrethe:
”Jeg husker stadig den dag, som en virkelig væsentlig dag. At den betød noget for mig. At det var det, min far havde set frem til skulle ske engang – og nu skete det. Og jeg tænkte: Nu skal jeg gøre mig værdig til at følge efter ham! Det var en iskold dag og der var myldrende fuldt af folk på gaden. Jeg tænkte, at det var løgn. Så mange mennesker på en kold januar dag.
Jeg kan huske, at jeg tænkte: Det skal jeg ikke klare alene! Ikke bare fordi, der var så mange, der viste deres sympati og støtte, men fordi jeg følte, at der var mere end det. Det hverken kunne eller skulle jeg klare alene.”
Vil De beskrive det som, at troen kom til Dem? spørger intervieweren.
”Jeg ved ikke. Det er så fin en måde at sige det på. Men jeg oplevede, at troen var en bestanddel af mig, som jeg ikke kunne leve foruden!” … ”Der skete et eller andet, som gav mig et voldsomt skub, en fornemmelse af, at jeg red på en bølge af noget, at nu skulle jeg klare det, men også at jeg ikke skulle klare det helt alene!”
Kender du også til tvivlen?
”Selvfølgelig. Jeg er ikke overbevist om alting. Tvivlen vil altid ligge under, men det er jeg ikke alene om. Tvivlen er fuldkommen legitim.”
Det interessante er, at der skete noget med Margrethe, da hendes far døde. Altså udover hendes dybe sorg. Hendes voksne tilværelse begyndte der. Der var en klar hensigt med hendes liv: Hun skulle følge efter sin far. Margrethe, der ellers ikke var kirkelig, fik hjælp af troen, da hun mistede sin far.
Når vi er i sorg, kan troen hjælpe os!
Margrethe bliver spurgt i interviewet, hvordan troen har hjulpet hende gennem hendes sorg og til det svarer hun:
”Vi har mistet en far eller mor eller hvem vi nu har mistet, men vedkommende er i sikkerhed. Både min far og mor har haft et langt liv, som har været et godt liv for dem begge to og de har udfyldt den rolle, som de havde i tilværelsen og som de vidste, de havde. Derfor er der kun tilbage at være taknemmelig. Ikke mere!
Men selvfølgelig er man ked af det. Ked af, at man ikke skal være sammen med dem mere. At man ikke skal have flere oplevelser sammen. Men de døde er i gode hænder, hvis man altså er så heldig at have sin tro.
Heldig, kalder Margrethe sig selv. Det minder mig om, at den nudanske oversættelse af Det nye testamente oversætter ”salig” med ”heldig”. Det har der været meget furore over, fordi heldig lyder som noget tilfældigt. Man kan være heldig at vinde i Lotto.
Salige er de, der sørger, for de skal trøstes. Heldige er de. Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Heldige er de. Heldige er vi. Heldige, fordi troen ikke er noget, vi skal trække i en automat og heller ikke er noget, vi skal præstere, men noget, der kommer til os, når vi ikke kan stå distancen selv. Margrethe vidste, at dronning kunne hun ikke være uden Guds hjælp. Derfor bad hun om hjælpen. Gud hjælpe mig!
Heldige er også de, der bliver døbt. Heldige, fordi det sker for dem uden de har gjort fra eller til. Selv har dronningen aldrig overvejet, om hendes børn skulle døbes:
”Børnene skal da døbes, når man selv er døbt. Det er utrolig vigtigt, at man får sine børn døbt, mens de er bittesmå. De kan hverken sige fra eller til. Men vi kan hverken sige fra eller til – til livet. Vi bliver født uden at blive spurgt. Vi har brug for, at nogen tager hånd om os udover vores far og mor. Det er det, der sker. Barnet bliver en del af noget, der er større, som kan holde hele vejen.”
”Dronningens røde tråd” blev interviewet kaldt. Og på skærmen ser vi dronningen brodere med den røde tråd. Det får mig til at tænke på en Shubidua sang:
”Hvad mon man er, før man bliver til? Et stjerneskud? Et puslespil? Og hvad mon der sker, når man skal bort, når livets skjorte bliver for kort? Hvor mon den er den røde tråd?
Den røde tråd i vores liv, det er Gud. Og den røde tråd hjælper dronningen os til at forstå. Opgaven i hendes liv var klar. Hun skulle følge efter sin far. Opgaven i vores liv kan synes mere uklar, men i grunden er opgaven ganske enkelt den, at vi skal følge efter vores forældre.
Vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden og huske også at passe på os selv – og får vi børn, skal vi sætte dem godt i vej. Det er i al sin enkelhed, hvad kristendommen og livet byder os. At vi ærer livet ved at passe godt på det. Både vores eget og de andres.
Når vi mister dem, vi elsker, kan vi miste lysten til at leve. Det kan føles uoverskueligt at leve uden deres kærlighed og støtte. Sorgen kan opsluge os. Det må den ikke. For at undgå det skal vi huske på, at sorgen udtrykker vores kærlighed. Og føler vi os uelsket af mennesker, er vi altid elsket af Gud.
Salige, heldige, er vi, fordi vi er elsket – og at elske er alt, vi skal kere os om. Resten sørger Gud for.
Vi skal ikke klare det alene. Gud hjælpe os!
