En kirke bygget af folk selv
Dybt imponeret over vores smukke og særegne Nazarethkirke udbrød en kirkegænger, der gæstede os følgende efter en gudstjeneste:
”Tænk sig, at nogle mennesker ikke var tilfredse med skolen og med kirken og så lavede de friskoler og byggede den her kirke!”
Sandheden er, at de mennesker, de oldeforældre og tipoldeforældre, som byggede Nazarethkirken ikke var utilfredse med kirken. De var ovenud glade for deres sognepræst Vilhelm Birkedal og folk væltede til også fra andre sogne. Loven om sognebåndsløsning blev faktisk til på grund af Ryslingemenighedens massive tilslutning udefra.
Når menigheden i Ryslinge endte med at bygge deres egen kirke, så skyldtes det, at de blev nødsaget til det, fordi deres sognepræst blev smidt ud af sognekirken. Få hele Ryslinge Valgmenigheds historie
Navngivning af kirken
Den 18. April 1866, ikke tilfældigt på Dybbøldagen, blev grundstenen til Nazarethkirken lagt, idet Vilhelm Birkedal udtalte: “Det første ord, der skal lyde over denne sten, skal være den hellige almindelige menigheds bekendelse, hvorpå den hele kirke hviler.” Derefter talte han over beretningen om Jesus som tolvårsbarn i templet:
Jesus drog med dem til Nazareth, han var for ung til at stå alene, men så havde Gud et Nazareth. Vi kan heller ikke stå alene. Vi vil lægge os ind til folkekirkens moderbryst. Så har og Gud et Nazareth til os et sted på jorden, en lille køn og yndig plet i syden eller norden, hvor overalt vi ser Guds spor og lytter glade til hans ord som ånd og liv på jorden.
Således havde den kirke, som nu rejstes fået navnet Nazarethkirken.
Opførelsen af kirken
Man havde drøftet, hvorledes arbejdet skulle udføres, om man kunne licitere arbejdet bort, men man fulgte gårdmand Niels Knudsen, Nr. Søby, der sagde: ”Lad os bære os ad, ligesom dengang, de byggede Danevirke. Da kom de med hver sit liv, med hver sin sten til bygningen. Lad os gøre ligeså”.
Der blev indsamlet penge. Gårdmændene leverede sten, og frivillige arbejdere mødte op. Konerne bragte mad, æbleskiver og øl. Når der manglede sten, blev det bare meddelt fra prædikestolen på Boltinggaard og så var de der næste morgen.
Kirken var et kapel med gipset, rundbuet loft. Vinduerne var store jernvinduer. Udvendig var der kamgavle og et lille spir med et skiv som vindfløj på vestgavlen. Rundt om fra var der strømmet gaver ind. Var kassen tom om aftenen, kom der atter penge næste dag.
Vartovmenigheden gav alterkar, kalk og disk, kande og berettetøj til husaltergang, alt af sølv. Alterlys var anskaffet af overskud fra vennemødet i Odense 26. januar 1866. Til alteret kom et fint rødt klæde med guldbort og guldkors samt knæfald og til prædikestolen en overdel fra farver Dorch Odense. En døbefont af gips kom fra Vartov. Det var modellen til deres egen døbefont og døbefadet gav Grundtvig selv. En lille klokke gav Lars Jørgen Jeppesen, Sødinge, der nu var flyttet til Hjallese. Et forgyldt kors over våbenhuset var fra en karl på Ravnholt, og prædikestolen var lavet af snedker Mortensen, Trunderup og skænket af menighedens tjenestepiger. Kvinder i Odense og Kerteminde havde givet messeklæder og alterdug.
Indvielsen
Den 8. August blev kirken indviet i øsende regnvejr, men vejret kunne ikke holde nogen tilbage. Kirken havde 400 siddepladser, men der kom 2000 fra alle landets egne, så folk end dog måtte stå i to rækker i stolene. For at få luft råbte Peder Larsen, Skræppenborg: ”Slå ruderne ud, jeg betaler”.
Peter Larsen, Skræppenborg var en af de mest kendte vækkelsesprædikanter i samtiden og sammen med Grundtvig støttede han Vilhelm Birkedal og menigheden.
Ombygning
Kirken stod i 29 år lavloftet og trang, når den på de store højtidsdage var propfuld af siddende og stående under en prædiken, som altid varede en stiv klokketime. Luften blev så dårlig, at mange måtte hjælpes ud, hvis de i deres optagethed ikke havde mærket det i tide og selv havde kravlet sig ud igennem trængslen. Udenfor stod man ikke. Birkedals efterfølger, valgmenighedspræst Karl Povlsen, begyndte ikke en prædiken, før han havde dirigeret alle ind i kirken. For en menighed som for en stor del bestod af velstående gårdmænd fra hele egnen fra Haastrup til Ferritslev kunne dette ikke forblive uændret.
Derfor blev kirken i 1870’erne bygge om. Der blev bygget to korsfløje og et tårn med det gamle spir i toppen og benævnelsen kapel måtte høre op. En god klokke blev omkring 1880 støbt på Allerup støberi i Odense. Den bærer indskriften: ”Se, jeg forkynder eder en stor glæde”.
Sådan kom den nuværende Nazarethkirke til. Siden har generation efter generation valgt til – og nye er kommet til, som også værdsætter det fællesskab, som Nazarethkirken byder på.
Kilde: (jf. J.M. Henriksens bog om Ryslinge sogn)
Se billeder fra kirken
Thorvald Aagaards skrivepult tilbage
I 2016 forærede Niels Grønbech Thorvald Aagaards skrivepult til Ryslinge Valgmenighed. Med foræringen er skrivepulten nu tilbage, hvor den er brugt mest. Læs mere
Mere om kirken?
Du kan læse mere om valgmenighedens historie og kirken i bogen “Bygget af levende stene” som udkom i 2015. Et trykt eksemplar af bogen kan afhentes efter aftale med præsten. Kontakt præsten på maa@ryvm.dk